:(

Jeg synes efterhånden at alt kan være lige meget, jeg føler ikke at nogen bliver anderledes lige meget hvor meget jeg kæmper eller forsøger på at lave noget om. Jeg orker virkelig ikke mere hvis det skal blive ved med at være sådan her, det holder jeg ikke til.

Jeg er så ked af det for tiden, og jeg har så svært ved at forklare hvorfor eller sætte ord på hvad det er jeg er så ked af, men jeg ved at det ikke er til at holde ud i længden.

Det meste af min tid går med selvskade, jeg har været selvskadende alle dage hele sidste uge. I weekenden har jeg været til weekendstræning med det hold jeg er træner på, så der har jeg ikke kunne handle på tankerne selv om de har været der hele weekenden.

Idag skulle jeg have været ud på skolen og have mødtes med min studiegruppe for at arbejde, men jeg var så træt og ked af det da jeg vågnede at jeg ikke orkede det og skrev derfor til dem at jeg ikke kom. Jeg har det mega skidt over at jeg ikke kom afsted og det gjorde mig faktisk bare endnu mere ked af det.

Jeg prøvede at lave forskellige ting, så som at rydde op, gå i bad og sådan nogen ting for at få tiden til at gå og for ikke at handle på tankerne, men det gik ikke, jeg kunne ikke blive ved med at holde dem væk og det resulterede i selvskade, meget dybere og større end det har været i sidste uge.
Det var som om jeg var lammet for jeg mærkede ikke smerten der første stykke tid og da jeg ikke mærkede smerten blev jeg ved med at skære oven i det samme sår igen, igen, igen, igen og igen, det var som om jeg slet ikke kunne stoppe, der gik et godt stykke tid og pludselig som et jag mærkede jeg smerten, det var næsten uudholdeligt, det gjorde så ondt og jeg så pludselig hvor meget det blødte. Men kun ganske kort følte jeg utrygheden ved det, og det var som om en anden inden i mig tog over, jeg bandt køligt noget om trak mig bluse ned over og gjorde mig klar til at køre.

På vejen kunne jeg mærke at jeg begynde at ryste og få det dårligt (fysisk). Mine tanker begynde at køre rundt i mit hoved, hvor dybt mon det egentlig var, det blødte faktisk en del - hvad er det jeg har gjort?? Og hvad skal jeg gøre nu??

Vi skulle op og kigge på nye lokaler til når UMS skal flytte, Sanne og Gitte var der, på den ene side havde jeg lyst til at snakke med dem, men det var som om alt inden i mig var låst fast og jeg kunne ikke få nogen ord frem, jeg kunne mærke hvor meget mine ben rystede under mig, det var rigtig ubehageligt, på et tidspunkt var jeg bange for at mine ben ville give efter og at jeg ville falde eller besvime, jeg havde det virkelig dårligt.
Efter et stykke tid fik jeg taget mod til mig og fik hevet Sanne til siden og fortalt hende om det, hun sagde at hun gerne ville se det så hun kunne rådgive mig om hvad jeg skulle gøre, men jeg turde ikke vise hende det, for hvad ville hun ikke tænke om mig hvis hun så det. Hun sagde at hun synes at jeg skulle tage på skadestuen og få det tjekket, hvis jeg ikke ville vise hende det. Hun kunne desværre ikke tage med, men hun foreslog at Jacob kunne tage med, det var jeg nu ikke meget for, men jeg gik til sidst med til at han tog med.
Jeg var lidt ked af at Sanne ikke kunne tage med, mest fordi at jeg havde brug for at føle mig tryg og jeg følte mig rigtig utryg da jeg skulle gå og jeg ikke var hvor hun var. det er sikkert rigtig mærkeligt at jeg har det sådan, men jeg er vist også lidt mærklige så det passer vist godt nok til mig.

Da vi kom til skadestuen, skulle man så ringe i forvejen så jeg måtte gå ud og ringe. Jeg kom til at snakke med en sød sygeplejerske i Slagelse, hun virkede nu meget sød. Hun stillede forskellige spørgsmål omkring det. Synes ikke det var så sjovt at skulle svare på alle de spørgsmål hun stillede.
Hun sagde til sidste at jeg skulle gå ind og blive skrevet op for der var lige en sygeplejerske der skulle kigge på det.
Vi sad og ventede en halv times tid tror jeg, og så blev jeg kaldt ind. Den sygeplejerske det kaldte mig ind, var nu meget sød og hun var faktisk rigtig venlig, så det var rart. Jeg ende med at blive limet to gange og fik også sat stribs på og nogen uden på igen. Som jeg ikke må tage af før og 5-6 dage og det må heller ikke bliver vådt.

Bagefter gik vi i UMS, jeg skulle egentlig have været til gymnastik idag, men Sanne foreslog og mente at det ikke var en god ide, så jeg valgte at melde mig syg og blive i UMS.

Jeg har bare haft det så dårligt idag, og det har jeg stadig, inden jeg gik fra UMS lavede jeg en plan for i aften sammen med Sanne. Jeg lovede at jeg ville prøve med planen og den ene ting var at jeg skulle skrive her på bloggen. Skrive hvordan jeg har det.

Hvordan har jeg det??

Jeg har det a helvede til!!!!!!!!!! Min arm er dækket af sår, nu både store og små. Jeg ekstrem ked af det, tårerne triller udafbrudt ned af mine kinder. Tankerne køre på at skære igen eller på at pille min forbinding af og få såret til at gå op igen, noget der kan overskygge den smerte jeg har inden i.

Jeg skal til Holbæk på Onsdag, men lige nu synes jeg at Onsdag er evigheder væk. Jeg skal i skole imorgen, orker det ikke, men det kan da for timerne til at gå for en tid.

Føler mig helt alene med det hele. Ville ønske at jeg have en der bare kunne være hos mig og give mig tryghed, bare være her.

Men jeg er ikke tryg, jeg er ikke tryg ved med selv, jeg hader mig selv for hvem jeg er og for hvad jeg gør!!!!! Jeg forstår ikke dem der siger at de holder af mig, for der er da ikke noget at holde af. Jeg kan i hvert fald ikke se noget!! Det eneste jeg ser er et grimt, tykt, irriterende væsen som jeg hader..!

hvad gør jeg??

Jeg står i flere dilemmaer for tiden føler jeg. Og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op i nogen af dem.

Mit første dilemma handler om to af personalerne fra UMS, jeg er meget splittet om hvordan jeg har det med dem for tiden. Og det irriterer mig ekstremt meget. På en måde føler jeg mig lost uden dem og på den anden side er jeg faktisk rigtig gal eller måske er jeg mere vred eller måsker er jeg mere skuffet over dem, det kan jeg ikke helt finde ud af.
Men mit dilemma er at jeg ikke helt ved om jeg skal snakke med dem om det, eller jeg bare skal lade som ingen ting. Skal jeg bare lade som ingen ting og så se om det går over med tiden, ellers skal jeg fortælle dem eller en af dem det?? Hvad vil der ske hvis jeg sagde det? Måske ville de blive sure på mig, og det vil jeg heller ikke. Så måske er det bedste hvis jeg bare holder min mund som jeg plejer.


Mit andet dilemma er om at jeg har skrevet et brev til mine forældre om hvordan jeg har det for tiden og om at jeg har fået min eksamen udsat. Jeg har været hjemme forbi og ligge det i deres postkasse idag. Da jeg snakkede med dem ved 23 tiden havde de ikke tømt deres postkasse, men de ville gøre det når de kom hjem sagde min mor. Jeg havde faktisk troet at jeg villle høre noget fra dem her til aften, men intet har jeg hørt, og det bekymret mig faktisk en hel del at jeg ikke har hørt noget, jeg er så bange for at de måske er blevet sure på mig. Skal jeg lade dem komme til mig eller skal jeg selv kontakte dem?? Egentlig har jeg slet ikke lyst til at snakke med dem om det, men bare løbe langt væk og gemme mig..

Mit sidste dilemma er at jeg på lørdag tager 4 dage til Berlin sammen med min mor. Vi skal med toget derned hvilker bekymre mig rigtig meget, jeg har ikke kørt i tog siden jeg fik mit angst anfald på vej til holbæk i uger 40. Er rigtig nervøs for at skulle med toget og det er en lang tur, når det var lige et lille sidespring. Det der er mit egentlige dilemma er at vi kommer hjem tirsdag aften og onsdag kl 10 skal være i holbæk hos diætisten og det skræmmer mig vildt meget. For jeg har ikke nogen chance for at dyrke motion eller nogen som helst så længe jeg er sammen med min mor, og jeg er tvunget til at spise tre måltider om dage og det har jeg ikke lyst til. Det kan jeg ikke, det går ikke. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre eller hvad jeg skal stille op. Har mest lyst til at aflyse min tid med Charlotte om onsdagen, for jeg vil virkelig ikke op på den vægt. Jeg HADER det og det ved hun godt, men hun er ligeglad.

Hvad skal jeg stille op???? Jeg kan ikke finde rundt i mine egne tanker, alt køre rundt, og der er ikke hoved eller hale i noget af det, jeg når ikke en gang at tænke den ene tanke færdig før den næste tanke begynder og sådan bliver det ved og ved og ved og ved........!!!!! ARGH

Jeg burde vel være glad..

Jeg synes den sidste tid har været rigtig hårdt og svært. Der har været rigtig mange tårer.

Men i søndags holde jeg fødselsdag for mine familie. Efter en fredag hvor jeg holde fest for vennerne og var kommet i seng kl 8 lørdag morgen, sover 1½ time inden min far kom og vi skulle ud og handle ind til søndag. Da min mor senere ringede, var hun mega sur over at jeg kun havde sovet 1½ time, for som hun sagde "det var da totalt dumt gjort af dig. NU er du jo mega træt og får ikke gjort rent, du får ikke ryddet op, fordi du er træt og skal sove når du kommer hjem. Og så ringer du imorgen kl 10 og siger at nu når du det ikke og om jeg så ikke godt vil kommer og hjælpe dig, og jo det vil jeg da gerne, men så vil jeg altså gerne vide det lidt mere end imorgen kl 10. Og når vi så kommer imorgen så er du pisse træt og sur og irriterede over alting. Og dert synes jeg virkelig ikke du kan være bekendt" - jeg blev så skuffet da hun sagde sådan, hun spurgte ikke en gang om jeg havde haft en god fest. Hun kom bare med alle sine fordomme mod mig.
Jeg blev rigtig gal og sagde at det synes jeg ikke hun kunne være bekendt at sige og bare antage at det ville blive sådan. Det blev hun skide sur over og lagde på.
Efter jeg var kommet hjem med varerne, var min mor lige inde for at sige noget til min far, jeg kaldte hende op og det ende med at jeg sagde undskyld fordi at jeg blev stor.
"Hvad fanden tænker du på mette. Hvorfor undskylder du?? det er sku da hende der har gjort noget forkert. Ikke dig, du har fuld ret til at blive skuffet og vred på hende over at hun opfører sig sådan" - tænkte jeg, men alligevel høre jeg mig selv sige "Mor du må virkelig undskylde at jeg blev så, det var ikke fair. Blev nok bare lige ked af at du ikke spurgte om jeg havde haft en god fest. Men det må du undskylde" og hun svare "det er helt iorden. vi kan alle blive sure en gang imellem. Jeg er nød til at gå ned og arbejde igen" og så gik hun.

Jeg tænkte - "fandme nej om hun skal få ret" OG DET FIK HUN HELLER IKKE!!!
Jeg fik nemlig både ryddet op, gjort rent, dækket bord, bagt boller, lagt lagkage sammen, lavet aftensmaden klar og var klar inden at gæsterne kom om søndagen, uden at jeg var stresset eller noget andet, havde end da god tid.
Jeg fik så meget ros af min familie - det var helt nyt for mig at de blev ved med at sige "hvor har du bare klaret det her flot" - "hvor er det noget godt mad du har lavet" - "ej hvor smager det godt" - "sikke et flot bord du har lavet" - "ej det har du også tænkt på." osv. De plejer kun at kunne finde ALT det jeg gør forkert eller ALT det der er forkert ved mig. Men ikke i søndags - jeg tror jeg voksede lidt ekstra den dag. Og søndag aften efter mine forældre var taget hjem, kunne jeg ikke lade værd med at smile og tænke "SÅDAN METTE - DU ER FANDME SEJ!"
En halv time efter mine forældre var taget hjem fik jeg en besked fra min mor som lød således "Hej sødeste mus. Tusind tak for idag. Det var en rigtig hyggeligt dag og du har da idag om noget bevist at du bare har styr på tingene. Du har min dybeste respekt nmin søde pige, jeg er helt utrolig stolt af dig. Godt gået min pige. Du er bare den perfekte værtinde, søde skat. Fra mor"
Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere eller svare på den besked, men kunne ikke lade værd med at smile og tænke "yes.. jeg fik vist at jeg godt kunne" - "hun fik ikke ret."
Men den betyder selvfølgelig også rigtig meget for mig, for at hun siger at jeg har hendes respekt er meget stort for mig.

MEN - nu er det tirsdag og jeg burde jo være glad, men det er jeg slet ikke. Jo ud-ad-til er jeg glad, det andre ser, så er jeg smilende, glad, overskudsagtig, hjælpesom overfor mine venner, lyttedene og til stede. Men inden i føler jeg at jeg er ved at falde helt fra hinanden. Jeg er slet ikke glad, smilenden, overskudsagtig... Men hvem kan jeg sige det til ??? Alle ser jo noget andet end jeg egentlig er, hvordan skal jeg kunne vise at jeg slet ikke har det som det ser ud, for jeg bør jo være glad, efter min succes i søndags - IKKE??

Smerten er ikke til at holde ud, det gør alt for ondt. Jeg føler mig alene og forladt. Ved ikke hvilken vej jeg skal gå? Hvad har jeg brug for? Hvad skal jeg stille op? Hvad skal jeg vælge?

Jeg kan ikke holde smerten ud mere, det gør alt for ondt  :( Jeg kan ikke længere styrer det og jeg ender med at skærer, igen og igen og igen og igen, er nyt sted, nemmere at skjule. Jeg kan ikke stoppe, det gør så ondt inden i. Ønsker jeg overhoved at leve mere!???
"mange vil blive kede af det hvis du ikke var her mere " høre jeg sannes stemme sige. MEN hvad med mig, jeg er ikke glad, jeg er ikke ok, jeg er ved at falde fra hinanden, kan ikke holde til det mere. Hvad med mig??????????????????????????????????????????

Hvorfor og hvordan..

Det er hele er ved at gå fra hinanden synes jeg. Jeg føler mig slet ikk gald på nogen måde, at tårerne triller er snart mere hverdag end en sjældenhed.
Det gør så ondt inden i, men har så svært ved at sætte ord på hvad det er det gør så ondt.
Tankerne køre rundt i mit hoved, men selv om nogen af dem er meget skarpe for mig, er der også mange der er meget sløret og ikke giver nogen mening..

I sidste uge i holbæk havde jeg det rigtig skidt og var meget ked af det. Rikke var ikke meget for at sende mig hjem, men da min far var med og skulle køre mig fik jeg alligevel lov til at komme hjem. Jeg skal der op igen på onsdag, men jeg har ikke meget lyst, har ikke lyst til at tage der op og har ikke lyst til at være ærlig om hvordan jeg har det, vil ikke at hun siger at hun ikke er mget for at sende mig hjem igen. 

Årh jeg hader mit liv og mig selv - kan jeg da aldrig finde ud af noget som helst..????!!!!

Mine forældre holde deres sølvbryllup i lørdags, jeg var ikk meget for at være der, men tog masken på og lod som om at alt var ok. Det gik også fint det meste af aftenen. Men da min far holde tale til min mor, nævnte han at de jo havde været meget igennem og med min sygdom havde det ikk været nemt - hvorfor skulle han nævne det, mange af gæsterne vende sig om og kiggede på mig da han sagde det - jeg kunne være krybet ned i et mussehul lige på stedet - følte mig så dårlig tilpas, men måtte prøve ikke at lade mig mærke med det.

Men efter det ved jeg jo bare at jeg har ret, jeg har været en belastning for mine forældre - og jeg vil ikke være det mere, det skal være slut.

Så meget på hjertet,

så meget smerte.

I så mange år,

så dybe sår.

Jeg kan snart ikke mere,

 for sårerne bliver flere og flere.

Til besvær er jeg kun,

 elsker nogen mig mon.

Hvad skal der blive af mig..

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen efterhånden, men der er også sker rigtig mange ting i mit liv på ganske kort tid. Jeg er startet i skole, gymnastikken er startet og alt det samtidig med at jeg har haft det rigtig skidt.

Det sidste stykke tid har været rigtig svært for mig og jeg har endnu en engang været en tur i Vordingborg hvor jeg denne gang var der i 4 dage. Det var en blandet følelse af at være der, det var bedre end det tidligere har været, men det var stadig meget utrygt, for jeg vidste at jeg snart ville komme hjem igen.
Denne gang var det Gitte og Sanne der i samarbejde med mig besluttede at Gitte skulle køre mig derned. Det var en rigtig svært beslutning for mig at tage, for jeg er så splittet med at være der.
Gitte var nu en god støtte hele vejen og hun gav mig rigtig meget tryghed, hvilket var rigtig rart og det var rart at hun var der. Hun var også med inde ved lægen og det at hun var der gjorde mig lidt mere tryg og jeg fik sagt mere end jeg nogen siden har gjort der nede før. Hun var der også lige lidt bagefter, men ej hvor gjorde det ondt da hun måtte gå, alt min tryghed forsvandt ud af døren da hun gik. Nok snakkede jeg med min mor efterfølgende, men selv om jeg snakkede med hende, følte jeg mig stadig rigtig utryg og alene.
Jeg græd mig selv i søvn, følte mig som Palle Alene i verden og som om alle havde forladt mig.

Selv om personalet var rigtig søde og gode og snakke med følte jeg mig stadig frygtelig alene og frygte utryg og forladt.

Efter jeg er kommet hjem fra Vordingborg igen har jeg haft det rigtig skidt med at komme i ums, jeg har været bange for at snakke med Sanne og Gitte, været bange for at de ville vende mig ryggen som jeg har prøvet så mange gange før og tror ikke at jeg kan holde til at det sker igen.
Rikke fra Holbæk har bedt mig snakke med dem om det så jeg stadig har dem at gå til. Men er virkelig bange for at fortælle dem hvordan jeg rigtig har det, er bange for at de ikke vil snakke med mig mere og ikke vil have noget med mig at gøre.
Selv om jeg nu har snakket med dem begge om det og de begge uafhængig af hinanden har sagt at de ikke vil vende mig ryggen og at de sagtens kan klare at lytte på det jeg siger og at vi altid vil have en form for kontakt på den ene eller anden måde.
Jeg vil rigtig gerne tro på det de siger, men det er virkelig svært og det at jeg er usikker fodre sådan set bare den anden side, der siger at jeg ikke må fortælle hvordan jeg har det til nogen. Og så vinder den jo, men måske jeg bare skal lade den vinde og overgive mig???

Jeg føler nu at jeg har kæmpet i så lang tid og jeg har virkelig min tvivl om jeg nogen siden kan får det anderledes end som det er nu?? Hvad er det egentlig jeg kæmper for?? Er der noget for mig at kæmpe videre for – eller er det meningen at jeg skal leve sådan her resten af mit liv, styrret af tanker hele tiden??

Jeg kan slet ikke kontrollere noget af noget for tiden føler jeg.
Må ikke spise, må heller ikke drikke, SKAL motionere selv om jeg nogen gange er på grænsen til at falde om, skal presse mig selv i skolen, skal presse mig selv til at tage en maske på og lade som om, skal være der for andre, skal glemme og gemme mig og mine følelser væk og KUN adlyde tankerne/stemmerne.

Tilbage til det med UMS – jeg har ikke så meget lyst til at være i ums fordi jeg er bange for hvis de nu en dag siger at jeg ikke må komme mere, hvis ikke jeg må komme i UMS så ved jeg ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

Årh mig hjerte banker der ud af, tårerne presser på og tanker skriger i mit hoved. Jeg har mest lyst til at hoppe ud af mig selv og løbe langt langt væk fra mig selv og aldrig mere komme tilbage.
Tankerne om at skære brager løs i mit hoved, min hænder ryster og hele min krop føles underlig.

Årh hvad skal jeg gøre…………………..??????????????????????

Kan snart ikke mere..

Det hele bliver snart for meget, jeg kan ikke mere snart.

De sidste par dage er det hele gået ned af bakke, mine tanker bliver værre og værre og jeg bliver mere og mere ked af det. Mine tanker køre rundt i hoved på mig og jeg kan snart ikke holde det ud mere.

Skære, motionere, ingen mad, opkasterninger, vægt, udseende, nedkørelse og så forefra igen.

Her til aften kunne jeg ikke længere holder tankerne tilbage og da jeg havde spist i ums så jeg mig tvunget til at gå op og kaste op. Det er længe siden jeg sidste har kastet på og det var bestemt ikke nogen rar oplevelse, men jeg så mig tvunget til det. Mens jeg var der oppe på toilette fik jeg det rigtig dårligt fysisk, jeg blev vildt svimmel og begynde at ryste rigtig meget, da jeg rejste mig op, snorede alt rundt, og jeg troede at jeg var ved at besvimme. Tanken om hvis jeg besvimme skræmte mig først, men mest fordi jeg blev bange for at hvis jeg besvimme, at jeg så bare kom til at ligge der og ingen vidste det. Og var bange for at dem der var nede uden ikke opdagede at jeg ikke kom tilbage, tænk nu hvis jeg så bare kom til at ligge der.

Jeg ryster stadig  rigtig meget, har svært ved at holde fokus og koncentrerer mig. det hele køre rundt i mit hoved og tankerne om at gå ind og skærer bliver stærkere og stærkere.

Jeg skal til hobæk på onsdag, der skal jeg både til Charlotte og Rikke. Rikke har jeg ikke noget imod at skulle ind til, men jeg vil ikke ind til Charlotte, jeg vil ikke snakke med hende og jeg vil ikke vejes, jeg VIL IKKE. Jeg synes det er så uretfærdigt at jeg skal op på den vægt.

Overvejer virkelig at købe mig en vægt, så jeg kan holde øje med vægten hjemme fra. Er så bange for at jeg har taget på. Tænk hvis jeg har taget på, det vil jeg slet ikke kunne holde ud hvis jeg har.

Hvor og hvad jeg skal gøre af mig selv. Tårerne triller ned af mine kinder, ryster, har svært ved at få luft.

Kan snart ikke mere, det er et stykke tid siden jeg har haft det som jeg har nu, er så ked af det, kan slet ikke holde op med at græde. Det gør så ondt inden i :(

Det at turde tage en chance

Nå jeg er til gymnastik, er jeg normalt ikke bange for at prøve noget nyt eller for at turde tage en chance og dermed prøve noget nyt. Men ved så mange andre ting er jeg frygtelig bange for det.
Jeg synes selv er jeg er blevet lidt bedre til at turde tage en chance, som da jeg inviterede til fest for noget tid siden eller det med at have meldt mig til exstrem gruppen eller meldt mig til at være med i ansættelses udvalget. Det må siges at være noget af nogen chancer at tage, jeg har ikke fortrudt at jeg har taget dem, slet slet ikke, de har været lærerige for mig på hver sin måde.

Men lige så snart at det kommer til at jeg skal sige hvordan jeg har det, lige så snart at jeg skal snakke om mine følelser eller tanker, så bliver det bare enormt svært og jeg lukker enten i som en østers eller også snakker jeg om tusind andre ting.
Jeg tager modet til mig og spørg om jeg evt kan snakke med en af dem i ums, men når vi så sidder der, så er det som om mit stemmebånd slår knude på sig selv og jeg kan ikke få orderne ud eller frem.

Nu sidder jeg og tårerne triller ned over mine kinder, mit hjerte hamre der ud af og tankerne flyver rundt i mit hoved. Følelsen af savn er rigtig stor og den gør ondt.

Jeg savner min gudfar, jeg savner hans knus, hans varme, hand tryghed og bare det at han er her. Jeg synes det er skide uretfærdigt at han ikke er her mere og at han blev taget fra mig, hvorfor måtte han ikke være her hos mig mere? Jeg har brug for ham.
Det gør ondt at savne ham, når jeg ser hans billede har jeg lyst til at råbe højt hvor ondt det gør inden i, men det kan jeg ikke, for det hele snører sig sammen i mig.

Det at jeg savner ham og at jeg har det som jeg har nu, får mig til at savne en anden person, en person der er kommet til at have en stor betydning for mig.
Når hun er i nærheden føler jeg mig tryg og når hun giver mig en knus så føler jeg mig i sikkerhed, ikke kun i sikkerhed fra omverdenen, men også mig selv.
Jeg har fået at vide at jeg godt må skrive til hende i disse dage hvis den er gal, men her er der en ting hvor jeg ikke tør tage en chance, selv om den ene side af mig har lyst til at skrive til hende, så skriger den anden i mit hoved, at jeg ikke skal skrive til hende.
"du er bare til besvær. du er i vejen. du er ikke det værd. du fortjener ikke at dele hvordan du har det med nogen. du er ingen ting for nogen og derfor skal du ikke kontakte nogen" skriger det inde i mit hoved.

At turde tage en chance, kan ende godt eller det kan ende skidt. Er så bange for at tankerne i mit hoved har ret, at jeg ikke tør tage chancen.

Årh ville ønske jeg ikke var alene!

Jeg mistede min aller kæreste

Søde søde dig,
Ønsker du var her hos mig.
R
En, to, tre tårer til,
Ned af min kind falde vil.

Jeg elsker dig op til himlen og tilbage igen,
E
Gid du altid ville være her min ven.

Savnet af dig er så stort,
Alt hvad du for mig har gjort.
Vi var gode sammen vil jeg mene,
Nu er jeg helt alene.
En sorg sidder nu i mit hjerte,
Roen du gav mig kan jeg ikke længere mærke.

Dit hjerte var fyldt med varme,
I
Gid jeg var i dine arme <3

Imorgen er det fredag = holbæk..

Jeg skal til Holbæk igen imorgen, men de sidste mange dage har jeg slet ikke haft lyst til at tage afsted.

Jeg har haft det rigtig rigtig skidt de sidste par dage og jeg føler på en eller anden måde det bliver værre for hver dag der går. Men samtidig prøver jeg ogås hele tiden at fylde mere og mere på og prøver at glemme og gemme hvordan jeg rigtig har det. På alle andre kommer det til at virke som om at jeg har det godt og at alt bare er som det skal være, men det er det bare slet slet ikke, for inden bag masken er jeg ved at falde fra hinanden.

Når jeg kommer hjem har jeg svært ved at holde masken og det hele falder fra hinanden, hvilket gør det ulideligt at være her hjemme og endnu mere at være alene. Selv om jeg rigtig gerne ville at der var nogen hos mig når jeg har det sådan, er jeg samtidig frygtelig bange for at skrive eller ringe til nogen og spørge om de kan komme, fordi jeg er bange for at forstyrre, være i vejen eller var til besvær :(

Hvis man havde en bestemt potion tårer man kunne bruge af så har jeg vist opbrugt mine for meget lang tid. Det er ikke ualmindeligt at jeg for tiden græder mig selv i søvn :( Mine tanker tager fuldstændig over når jeg er alene. De banker mig i hoved med ALT, jeg kan intet gøre rigtigt - ingen ting duer jeg til.
Samtidig med at tankerne banker mig i hoved, hvis nogen så spurgte mig om hvad det var jeg var så ked af det over, så ville jeg nok ligne et stort spørgsmålstegn, for det meste af tiden ved jeg det ikke - jeg er helt tom og blank inden i, selv om jeg samtidig føler mig helt fyldt op..

Jeg har slet ikke lyst til at tage afsted til Holbæk imorgen, jeg frygter for hvad Rikke mon vil sige, men jeg frygter også for hvad hun mon vil tænke. Jeg har det så dårlig med at jeg har det så skidt for tiden og jeg så skal der op. Jeg føler slet ikke jeg kende hned godt nok til at hun ser jeg har det sådan her.
Jeg har lovet Ann-Lou, Karen, Signe og Gitte at jeg nok skal tage afsted. Karen har sagt at jeg SKAL tage afsted. Ann-Lou har set nogen af de ting jeg har skrevet og har bedt mig tage det med og vise Rikke, men jeg ved ikke om jeg tør.

Endnu en aften vil jeg ligge mig i min seng, trække dynen op over hoved og falde i søvn mens tårer stille triller ned over mine kinder :'( Jeg ved ikke hvor længe jeg kan blive ved med at holde til dette her :(

Skrevet igår...

Jeg føler min store grimme krop,

er helt fyldt op.

Der kan umuligt være mere,

men tankerne bliver flere og flere.

Får det mon nogen sinde en ende,

slipper jeg nogen sinde af med min fjende.

Men min fjende er også min ven,

en jeg jo længe har kend.

Vil den mig der godt eller skidt,

det står skrevet hvidt på hvidt.

Skal jeg altid leve det liv jeg nu har,

får jeg nogen sinde et svar.

Jeg orker ikke flere tanker,

kan mærke mit hjerte banker.

til noget duer jeg ej,

jeg skal bare straffe mig.

Tankerne om at jeg skal skære,

bliver bare værre og værre.

Det bedste jeg kunne gøre på denne klode,

var at lytte og gøre som tankerne i mit hoved.

Bare gøre det hele forbi,

så ville alle andre også være fri.

Frie for mig,

det store kvaj.

Tankerne står nærmest i kø,

det eneste jeg nu kun ønsker er at DØ!

Jeg holder ikke til at bliver ved med at have det sådan her, ved ikke hvor længe jeg kan blive ved med at holde det ud.. Det hele gør så forfærdelig ondt :( :( :( :(

Mit hoved er et stort rod..

Jeg synes det hele køre skævt for tiden.

Jeg føler jeg har mistet kontrollen, kontrollen over mig selv :(
Mit motions niveau er steget rigtig meget det sidste stykke tid, samtidig med at jeg indtager mindre og mindre. Når jeg prøver at spise får jeg det dårligt og jeg føler jeg bliver større og større for hver bid jeg tager. Jeg vemmes ved synet af mig selv, når jeg ser mig spejlet.

Mine tanker fortæller mig hele tiden at jeg gør alt forkert, siger de forkerte ting, at jeg ikke er god nok, at jeg ikke er lige så god som alle andre, at jeg ikke fortjener at have det godt, at jeg ikke er noget værd og at jeg der eneste jeg fortjener er at blive straffet. Kan ikke ligge tankerne om kniven væk, de køre rundt i mit hoved og jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde ud end nu..

Inden i mit hoved:

Den dag du kan gå på sneen uden at efterlade dig spor,

da vil jeg berømme dig.
Den dag du kan gå på hænder rundt om jorden,

da vil jeg erkende din styrke.
Den dag alle mænd i verden har friet til dig,

da vil jeg tro du er elsket.

Den dag du kan tale eller verdens sprog flydende,

da vil jeg indse at du er dygtig.

Den dag du er forsidemodel i alle blade på samme dag,

da vil jeg påstå du er pæn.

Den dag du er perfekt,

da vil jeg lade dig være i fred....

Har du glemt mig???

SÅ LÆR DET DOG!!!

1. Du skal ikke tro du kan noget
2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget være som os
3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os
4. Du sakl ikke bilde dig ind, at du er bedre end os
5. Du skal ikke tro, du ved mere end os
6. Du skal ikke tro, at du er mere end os
7. Du skal ikke tro, at du duer til noget
8. Du skal ikke le af os
9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig!!!!

Min første gang i Holbæk..

Jeg har idag været i Holbæk for første gang. Eller egentlig er det anden gang jeg er der, men i dag var mine første behandlings dag. Det var idag det hele skulle starte. Jeg har været noget spændt og nervøs de sidste par dage. Tankerne om hvad de ville sige, gøre, hvordan de var, hvordan det ville forløbe, hvad har/havde de af forventninger til mig, hvem var de (to af dem havde jeg set til forsamtalen, men havde ikke mødt diætisten før).

Det er noget af en rejse jeg skal ud på for at komme til Holbæk, det tager mig lidt over 2 timer at komme der til med tog. Så kl. 10.33 satte jeg mig ind i toget her i næstved og så begyndte min rejse ellers, havde mange tanker om det, da jeg ikke er så vild med at køre i tog og hader det der med at man skal skifte og med et andet tog og det skal passe sammen med tiderne og alt det der, det er jeg bestemt ikke glad for og god til. Så var faktisk noget nervøs bare for turen der ind, og det sidste stykke fra stationen og der til skulle jeg gå, heldigvis fandt jeg hurtigt vejen og det viste sig at være ret nemt at finde, så det bliver ikke noget problem frem over i hvert fald. Og tænker at jo flere gange jeg tager togturen jo mere vil jeg også vende mig til det.

Jeg skulle først ind til diætisten idag, hvilket jeg har været noget spændt på. Da jeg før ikke har følt jeg har fået så meget ud af diætist samtaler, var jeg meget spændt på at om det mon ville være det samme, denne her gang.
Men det var slet ikke som de andre. For det første var hun rigtig rigtig sød ( ikke at de andre ikke har været det) men det var bare som om jeg fra første goddag klikkede meget bedre med hende. Vi startede med at snakke lidt, hvad mine tanker var om hvad hun kunne gøre for mig, og var ærlig og sige at jeg ikke rigtig havde gjort mig nogen tanker om det, grundet tidligere erfaringer. Derefter viste hun mig et skema og forklarede mig en masse om hvad skemaet viste, det var delt om og i de forskellige mad grupper og vi snakkede om hvad der indeholdte hvad og hun forklarede hvad der var godt at få og spurgte ind til hvad jeg spise inde for de forskellige grupper. Synes hun var utrolig grundig med at forklare og fortælle om alle de forskellige ting. Samtidig med at hun sagde at hun synes jeg spiser ALT for lidt, så sagde hun også at hun godt var klar over at det var svært for mig. Hun lød virkelig til at forstå mig, hvilket gjorde det hele en hel del nemmere.
Da vi nærmede og slutningen af samtalen sagde hun at hun gerne ville veje mig, straks steg angsten igen i mig "jeg skal ikke vejes." tænkte jeg. Hun forklarede at der ikke var nogen vej uden om for det var en del af deres regler at alle skulle vejes, så de kunne holde øje med at man ikke faldt i vægt eller hvis man skulle tage på at det så ikke gik for hurtigt, men at det gik i det helt rigtige tempo.
Vi gik ind i lokalet ved siden af hvor vægten stod. Hun forklarede at den målte mig vægt, min fedt procent, muskelmasse, vandindhold og alle sådan nogen ting. Da jeg var blevet vejet gennemgik hun det hele med mig og gennemgik alle tallene med mig.
Min vægt idag var 53,4 kg. Ud af dem er 10,2 af den fedt (for at være normal skal det ligge mellem 11,5 og 21,5) så det var lige lidt for lidt sagde hun. Hun sagde at jeg ikke måtte tabe mere fedt for det ville kunne skade min krop rigtig meget. Min BMI lå også i den lave ende af skalaen og hun gjorde igen klart at jeg ikke måtte tabe mig. Så nåede vi ned til muskelmassen og hold da op det gav et helt sus i mig da jeg så tallet, jeg ved godt at tidligere behandlere har sagt "du har flere muskler en fedt. Det er ikke fedt du har men muskler og muskler veje mere. og bla bla bla bla bla" - men ingen har nogen sinde kunne vise mig det med tal eller sådan noget, for første gang idag så jeg hvor meget af min vægt der er muskler. Og ud af de 53,4 kg er 41,0 kg muskler. Diætisten kiggede noget på mig da hun også så det og sagde at det var rigtig meget når jeg ikke vejede mere end det som jeg gør.
Jeg må være ærlig at sige at jeg faktisk er noget stolt over at 41 kg af mig er muskler, det er meget for en pige i min alder, men at det er så meget give mig et form for sus inden i og jeg kan ikke lade være med at smile når jeg tænker på det.

Men samtidig med at jeg er glad og stolt af det, så køre de 53,4 kg også bare rundt i mit hoved siden jeg fik det tal at vide, jeg synes det er alt for meget også selv om hun sagde noget andet. Der er kun 6 kg fra vægten nu, til det de idag regnede ud skulle være min normal vægt med det muskel masse osv. Men 53,4 kg synes jeg er alt for meget.
Vi sluttede samtalen af med at aftale at vi skulle ses igen om 14 dage og så skulle vi der snakke evt kostplan.

Efter jeg havde været ved diætisten - Charlotte - skulle jeg ind og snakke med psykologen - Rikke. Hende havde jeg mødt da jeg var til forsamtale. Samtalen hos hende synes jeg også gik okay. Jeg føler dog bare at jeg har sagt alt for meget. Selv om mange af tingene jeg sagde var svar på hendes spørgsmål, føler jeg stadig at jeg har sagt alt for meget. Fik dog sagt at jeg havde det sådan, fordi hun sagde hun pludselig kunne se at mit blik ændrede sig. Men det var svært at sætte flere ord på.

Synes alt i alt at det er gået godt idag og jeg har en god mavefornemmelse af at dette kunne være det rigtig for mig, og at det kan hjælpe mig til at få det bedre.

Men jeg kæmper med tankerne, for selv om jeg synes det har været en okay dag, så køre tankerne omkring vægten og det at jeg har sagt for meget. Og for det skal jeg stadig straffes.

Fremover skal jeg til Holbæk en gang om ugen og snakke med Rikke. Og hver 14. dag skal jeg så til Holbæk to gange om ugen hvor jeg så skal til Charlotte. Det er i hvert sådan det er her i starten. Og det har jeg det helt fint med. En af de næste par gange skal jeg så også snakke med en læge, som skal tage sig af min medicin, men jeg håber ikke at han ændre noget på den, som det er jeg ikke klar til.

Men håb og kryds finger for og sammen med mig, om at dette er det rigtige for mig..! Det har jeg brug for..

ARGH!!! Jeg panikker..

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, panikker helt vildt indvendig.

Jeg kommer i ums og Gitte spørg hvordan det går. Jeg bliver en smule stille for det går faktisk rigtig skidt. Mine selvskadende tanker tager til hele tiden. Og igår aftes kunen jeg ikke holde tankerne tilbage. Natten har ikke været og i morges ende det igen i selvskade. Tankerne flyver rundt i mit hoved, jeg kan næsten ikke koncentrere mig om noget andet end tankerne. "Du fortjener ikke bedre. Du SKAL skære, du kan godt glemme det, du slipper ikke før du har skåret alligevel og det ved du godt"

LIdet efter spørg hun om jeg har spist morgenmad, nej det har jeg selvfølgelig ikke, for det må jeg ikke. Næste spørgsmål "Har du tænkt dig at spise noget??" Egentlig ikke for det må jeg jo ikke. "Har du tænkt dig at du skal med til Zumba i eftermiddag??" JA det har jeg da. "Så skal du altså spise noget inden vi tager afsted" - ÅRH jeg panikker, mit hoved siger jeg ikke må spise noget, jeg fortjener det ikke. Hvad skal jeg gøre?? Hvis ikke jeg spiser noget, er der så en konsekvens? Må jeg så ikke komme med eller hvordan?? Årh angsten stiger inden i mig. Hvad skal jeg gøre???

Tankerne om at skære tager til hele tiden. Tænker hele tiden på at skære, hvor, hvordan og hvornår kan jeg komme til det. Hvad kan jeg bruge, hvor er det og hvor skal jeg gå hen, så jeg er sikker på at jeg er alene.. ARGH mine tanker er ved at drive mig til vandvid - er ved at blive skør.
Tårerne presser på hele tiden, gør alt for at holde dem tilbage, men inden i gør det så forfærdelig ondt.

Skal jeg dele mine tanker eller skal jeg bare holde dem for mig selv?? Jeg føler jeg bliver hevet i hver sin retning af to sider, føler mig så splittet - hvad skal jeg gøre???????????????? Panikker!!!!!!!

Mange tanker, men ingen ord..

Mit hoved er fyldt med tanker, men jeg er tom for ord!
Tankerne køre rundt i hoved på mig, men når jeg sidder og kigger på skærmen for at prøve at få det ned, er det som om jeg er helt tom inden i - det kommer slet ikke nogen ord frem.

Alle de negative tanker køre rundt med mig - de omhandler mad, motion, vægt, udseende, selvskade og tvangstanker. For hvar dag der går synes jeg at tankerne tager til. For hver dag der går bliver tankerne og reglerne strængere og stærkere.
Tvangstankerne tager virkelig til for tiden - jeg kontrollere alt hele tiden, jeg laver tingene om hele tiden så de bliver perfekte. DET SKAL VÆRE PERFEKT! ellers fejler jeg!!!!
Mine tanker om selvskade tager til dag for dag, finder nye steder at skære for at man ikke skal kunne se det når vi kommer ind i sommeren. Tankerne er der hele tiden, fra jeg vågner til jeg går i seng.
Om natten slipper jeg ikke, mareridten er kommet tilbage og de skræmmer mig virkelig. De er så virkelige og de gør mig så bange. Når jeg ligger og skal sove om aftene er jeg bange for at sove, jeg er bange for at jeg igen skal mindes om det der den gang skete. Drømmene er så virkelige, jeg kan høre ham, mærke ham og næsten lugte ham. Jeg vågener med et sæt, sætter mig op og kryber sammen i et hjørne, bange for at han er der. Der går noget tid før det går op for mig at han ikke er der, men angsten og panikken banker igennem min krop.
Når det endelig bliver lyst og jeg langt om længe kan falde noget mere til ro, starter tankerne forefra - det første de går på er mad: Morgenmad? - "øh nej hvad har du forestillet dig, selvfølgelig skal du ikke have morgenmad, du må da være fuldstændig åndsvag bare ved at tænke tanken. Bare for at tænke tanker om du evt skal have morgenmad eller har fortjent det, kan du jo lige starte dagen med lidt motion, så som først mave-, så ryg- og til sidst armbøjninger, det behøver ikke var så mange bare 100 mave, 50 ryg og mellem 50 og 100 arme". Næste tanke: "bare vent, tror du virkelig motion nu er staf nok. Der tager du fejl. Du kommer til at bøde senere." Tør jeg overhoved tænker på om jeg skal have frokost idag, nej det gør jeg ikke "for det fortjener du ikke. det er jo spild af motion hvis du skal smide det hele væk ved at spise frokost. Hvad tænker du for helved på." Nej, det er også rigtig selvfølgelig skal jeg ikke have noget frokost.
Dagen igennem bliver tankerne om selvskade kraftigere og kraftigere. Dagens sidste tanke omkring mad: Må jeg mon idag får lidt til aften???? Har jeg været til gymnastik eller skal jeg evt til gymnastik - det afhænger af om jeg må spise. Spiser jeg inden jeg skal til gymnastik er der ikke noget med at slappe af gennem træningen. Men det er der jo heller ikke hvis jeg ikke spiser? "Du skal bare følge reglerne, det gør du klogest i." Dagen slutter med tanker og følelser som: ked af det, en hård knude i maven som gør det svært at trække vejret - knuden indeholder: tårer, savn, følelsen af at være alene, følelsen af at være en fejl, følelsen af ikke at være god nok og vrede. Og det ender igen i selvskade fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre med alle de følelser eller hvor jeg skal gøre af dem.

De ting der en gang holde mig oppe og igang, betyder minder og mindre for mig. Gymnastikken var en gang sjov og udfordrene og jeg glædede mig til at komme til gymnastik og det var min egen træning eller jeg skulle træne hold, det var lige meget jeg glædede mig hver eneste gang. NU - der er som om min glæde er forsvundet, jeg er oftere ked af det inden jeg skal afsted end jeg glæder mig.
Mit fristed er ved at forsvinde og det er ved at bliver overtaget af tankerne - hvordan får jeg mit fristed tilbage? Hvordan finder jeg glæden ved min elskede gymnastik igen?

Det er ikke kun med ord jeg har det som om jeg er tom inden i. Imorgen står den på først danse time og jeg er blank for hvad jeg sakl får en time til at gå med. Har prøvet op til flere ting her til aften, men er spejlblank - var det en fejl at sige ja til at tage det danse hold? Kan jeg overhoved finde ud af det, eller er det bare endnu en ting jeg ikke kan finde ud af.??

Hvad duer jeg egentlig til mere??

Mon jeg ligesom mine ord også en dag bare stille forsvinder?? og hvis jeg forsvinder mon så nogen kommer til tænke på at jeg engang har været her eller vil jeg bare være som ukrudt borte og glemt??

Endnu en nat er gået og intet søvn har jeg fået.

Solen kommer frem, fuglene synger og en ny dag begynder.

Ned at min kind en tåre løber stille, ønsker alle mine følelser ville forsvinde.
Lukker øjnene, ikke flere tåre nu, tag dig sammen du.
Endnu en gang hang op i tasken og på med smilet og masken!

Som palle alene i verden...

Jeg føler mig mere alene, end nogen sinde..

Det er nu lidt over 2 måneder siden jeg sidst så Ida. Når jeg tænker på at jeg aldrig får hende at se igen og snakker jeg om hende, eller bliver hun bragt op, bliver jeg ked af det.

Det er samtidig lidt over 1 måned siden jeg sidst så Naimi, mit andet holde punkt i psykiatrien.

Og det er imorgen en måned siden jeg var i Roskilde og fik at vide at de ville henvise mig til Holbæk, som jeg stadig ikke har hørt noget fra.

Det er 3 uger siden jeg sidst har set Rita, hende der skulle være min behandler over i psykiatrien. Og som jeg efter aftale skulle se og snakke med en gang om ugen.

Jeg føler mig så alene. Ingen af snakke med, ingen at gå til, intet sikkerhedsnet, intet af noget som helst.
Frygten for at åbne mig for nogen bliver større og større. Gå og gemmer på alt inden i mig, intet kommer ud, men hvor længe jeg kan holde til det, vides ikke. Men har min tvivl, det er vist kun et spørgsmål om tid hvornår det hele og jeg har min ende..

Får at vide jeg skal bruge mine behandlere, det er dem der skal hjælpe mig, men ærligt det er noget svært når der ikke rigtig har nogen at snakke med.

Kære kære kære du der oppe hør min bøn..!!!

Hvis der findes en høje magt et eller andet sted der ude så hør min bøn....

Nu sidder jeg igen med tårerne løbene ned over mine kinder.

 End nu en gang er jeg blevet hånet og grinet af.

End nu en gang er jeg blevet såret og gjort til grin.
End nu en gang er jeg blevet forladt og lad i stikken.
End nu en gang er jeg blevet kaldt navne og pejet fingre af.
Og for gang nummer hvem ved hvad er det min familie der gør alt dette.

Jeg kan ikke holde til det mere.
Jeg kan ikke holde til det mere.
Jeg kan ikke holde til det mere.

Hvis du der oppe høre min bøn, så lad mig få fred.
Hvis jeg er en af dine engle, så lad mig få mine vinger.
Lad mig folde dem ud og flyve langt langt langt væk herfra.

Væk fra smerten.
Væk fra det der gør ondt.
Væk fra her hvor jeg er.

Lad mig blive fri.
Fri, Fri, Fri.....

Please jeg ber dig, lad mig få mine vinger så jeg kan flyve væk!

Det er alt hvad jeg beder om - please hør min bøn....

Aftenen før dagen!

Ligger nu i min seng og kan ikke sove. Alle mine tanker køre rundt i mit hoved omkring imorgen. Jeg er bare så nervøs, mit hjerte hamre, er urolig og angsten stiger.. Jeg kan ikke styrer tankerne, jeg kan ikke styrer tårerne. Tårerne triller i en strøm, har ingen kontrol. Tankerne om selvskade er ikke til at holde ud - jeg kunne ikke kæmpe mere. Kniven giver mig tryghed midt i angsten, hjertebanken, nervøsiteten og tårerne. Jeg har ikke lyst til at tage afsted imorgen, jeg kan ikke. Jeg er tvunget til at svare for deres spørgsmål, men jeg kender dem ikke, hvad hvis jeg ikke kan svare. Det hele er så utrygt, selv om jeg godt ved at Mitchie skal med imorgen, men lige nu hjælper det desværre ikke. Er så ked, nervøs og angst at jeg mest at alt bare har lyst til at forsvinde fra det hele. Tankerne har kontrollen...!!!! Hvad mon der skal bliver af sådan en som mig?

Vi tanker køre rundt og rundt,
gør som vi siger for det er sundt.
Vi bestemmer mere og mere,
og vi bliver til flere og flere.
Magten, det er magten vi vil ha’,
og vi vil bestemme hver eneste dag.
Hvert minut, hvert sekund,
køre vi rundt og rundt.
V. U. S. dit fokus skal være,
come on, de er ikke så svære.
V står for vægt,
der skal målet nås!
U står for udseende,
det skal være perfekt!
S står for straf,
den du vil få, for ikke at følge!
En straf du må tage,
de mislykkedes dage.
Straffen er nem og lige til,
og du skal selv om du måske ikke vil.
Kniven er den bedste ven du har,
og for dig den smerten tar.
Men husk nu på,
der er et mål du skal nå.
Nu skal du lytte og gøre,
målet er femogfyrre.
Målet vi nu har sat,
nu er det dig der skal tag fat.
Her de 3 M’er tager til,
om mad, motion og metoder vi vil.
Maden vi dig vil forbyde,
følger du ikke, du vil det fortryde.
Motion, mere end før,
og hele tiden mere end det du gør.
Metoder de vil komme som en bølge,
og du har bare disse at følge.
Vi kun dig det bedste vil,
og du ved hvad der skal til.
Hvis det er livet du vil have,
så tag for fanden imod vores gave.
Gaven til livet,
den er dig hermed givet.
Vi er og bliver din herre,
fat det – det er sådan dit liv skal være!

Mon der overhoved er et liv der ser anderledes ud for mig end dette... Synes efterhånden det hele ser noget sort ud - er der slet ikke noget lys for mig der ude et sted!!?????

Er der en eller anden der ude, et sted der mon høre min bøn.. Tag min hånd :'(

Tanke, på tanke, på tanke..

Det er længe siden jeg har skrevet på min blog, jeg har været inde´mange gange for at gøre det, men hver gang er jeg gået væk igen. Det er som om jeg ikke har kunen få mig selv til det.
Alle tankerne er der, men det er bare som om jeg ikke rigtig kan få dem ud, jeg har slet ikke vist hvordan jeg skulle gøre, har følt mig så alene siden Ida stoppede og jeg ikke længere skulle se hende, savner hende så frygtelige meget.
To uger efter Ida var stoppet fandt jeg så ud af at Rikke min psykiater også var stoppet, det havde de bare lige glemt at fortælle mig og ja for det ikke skal være løgn så startede jeg jo så med samtaler hos Naimi igen og tro det eller lad være, hun er stoppet i denne her uge, så nu er jeg tilbage til at have igen. Skal i næste uge snakke med en der hedder Rita, det er nu ikke noget jeg har synderlige meget lyst til, men alle omkring mig siger at det er en god ide lige at snakke med en.

Om 10 dage skal jeg afsted til Roskilde, mandag d. 11.4. Jeg er så nervøs og jeg er meget i tvivl om hvor vidt om jeg overhoved kan gennemføre det. Jeg har det rigtig svært med ikke at ved hvad det er jeg går ind til at og hvad det er det hele går ud på.
Jeg fik godt nok at vide igår at Mitchie tage med mig d. 11, til Roskilde. Det gør mig lidt mere tryg ved hele situationen, men jeg er stadig vildt nervøs.

 Jeg sover dårligt om natten fordi mine tanker køre rundt i hoved på mig, jeg har svært ved at koncentrere mig om dagen og ved at holde fokus i længere tid.
Min gymnastik har jeg ikke den store lyst til for tiden, jo vil gerne selv afsted, men det er som om at det der træner job er ved at vokse mig godt og grundigt over hoved og jeg har svært ved at skulle hive mig selv afsted de 3 gange om ugen. Jeg har simpelthen ikke lyst for tiden. Det tager rigtig hårdt på mine krafter og jeg synes ærligt ikke det er sjovt for tiden. Jeg har slet ikke mig selv med i det, men jeg tør ikke sige det til nogen, forhvad vil de ikke tænke om mig..??

Mine tanker krædser om selvskade næsten 24/7.
Samtidig fare tanker om mad, motion, opkast, aff. piller, mål, vægt, udseende osv rundt mellem hinanden, jeg er ved at blive skør. Jeg kan ikke finde ud af hvilket ben jeg skal stå på, hvilken vej jeg skal gå og hvilken fremtid jeg skal vælge.

Som jeg ser det hele lige nu og den fremtid der har været i mit hoved et stykke tid nu, er at det er ingen fremtid for mig. Jeg kan snart ikke holde til mere, ikke flere svigt, ikke flere skuffelser, ikke flere fejltagelser, ikke flere måske'er, ikke flere afslag, ikke flere nederlag, ikke flere mislykkelser, ikke flere af noget som helt - ikke mere Mette...

sangen siger meget og mine tanker og følelser i disse dage.

En meget blandet tid

Dette billede symbolisere min tid hos Ida, hvor jeg har været meget glad for at komme.

Jeg har idag været til min sidste samtale hos Ida, da hun for i næste uge starter på sit nye arbejde.

Min tid ved Ida har budt på mange ting, hårde timer, svære timer, vanskelig time, men også gode timer og ind imellem sjove timer.

Jeg har idag givet dette billede til Ida, fordi hun havde sagt for noget tid siden at jeg måtte male et billede til hende den dag hvor hendes og min vej skulle skilles.

At have givet dette til Ida virker helt specielt og jeg er meget glad for at jeg har fået det godt, for billede siger så meget om min tid hos Ida. Hendes reaktion over at få det, kom en smule bag på mig, havde håbet på at hun blev glad for det, hvilket hun bestemt også gjorde, men samtidig blev hun så rørt at hun fik tårer i øjnene.

At hun vil hænge det op på sit nye kontor betyder rigtig meget..

Disse muslingeskaller har Ida selv samlet på Zanzibar og taget med hjem til DK, de har ligget på hendes kontor i den tid jeg er kommet der og idag efter at hun havde fået billede. Gav hun mig disse tre og sagde at disse tre var hende tre ynglings, men at hun gerne ville give mig dem, for hun synes at jeg skulle have dem :)
Jeg er SÅ beæret over at have fået dem, for første gang hun fortalte mig om dem fortalte hun hvor glad hun var for dem, så at hun har givet mig dem, er ubeskriveligt for mig..

Afskeden med Ida gik egentlig godt, stille og roligt. Jeg gik der fra med ro i kroppen og som om intet var anderledes end de andre gange. Dagen er gået med en køretur ud til vandet sammen med far, det var rigtig rart og hyggeligt, det fik mine tanker lidt væk fra det hele. Da vi kom tilbage til Næstved blev jeg sat af ved UMS hvor jeg var nogen timer.
Her til aften har jeg bare været her hjemme, har været lidt på girltalk chatten, det var okay, for nu er det som om det er ved at gå op for mig at det var sidste gang jeg så Ida idag og den tanke får tårerne til at komme frem.

Tiden i disse dage er så svingende at jeg har svært ved selv at følge med.

Igår holde jeg ud i omkring 7 timer, gjorde alt for at være beskæftigede hele tiden. Tankerne kørte rundt i mit hoved i al den tid, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde dem på afstand. Til sidste kunne jeg ikke mere, jeg var udmattet og tankerne tog oven og det ende i total ukontrolleret selvskade - jeg har aldrig før haft så mange sår på min arm, jeg kunne slet ikk styrre hvor længe jeg blev ved med at hive kniven ned af min arm, kunne ikke styrre hvor længe jeg blev ved, men alt i mens talte tankerne hvor mange gange knive fik lov at skære. På et tidspunkt sagde mit hoved, du forsætter bare til jeg siger det er nok - og ved ikke hvorfor jeg ikke så faren idag, men bare forsat, det var som om jeg slet ikke havde kontrollen over min hånd og hvad den gjorde.
Idag da jeg stod op undgik jeg at kigge på min arm, jeg ønskede ikke at se hvordan den så ud. Og derfor vidste jeg heller ikke hvordan den så ud da Ida som hun plejer, da mig vise min arm for at holde øjne med hvor meget det er og om det tager til. Da jeg så hvordan min arm så ud, tænkte jeg først fuck det er løgn, men i næste øjeblik kom en stemme frem i mit hoved og sagde "200" andet sagde den ikke og jeg vidste med det sammen hvad den mente.. Jeg skynde mig at trække ærmet ned igen og kigge væk, i det øjeblik hvad jeg bare lyst til at forsvinde som dug fra solen.

Nu sidder jeg endnu en aften og kan mærke at tankerne igen er ved at tage til, og jeg frygter ærligt hvor det ender. Mine tanker er så magtfulde for tiden og jeg føler jeg har ingen kontrol.
Hvad skal jeg mon stille op, skal jeg være ærlig imorgen og tage en snak med Mitchie eller skal jeg lade som ingen ting og se hvem der ender med at have magten!?

To nætter i helvede

Det startede med natten mellem denne onsdag og torsdag.

Da jeg kom hjem fra gymnastik, knækkede snoren - og jeg kunne ikke holde tankerne tilbage længere, tårerne begynde at trille ustyrligt ned at mine kinder.. Og tankerne om selvskade tog til - efter en time kunne jeg ikke komme uden om tankerne længere - jeg husker svagt hvordan det hele foregik, jeg husker bare at kniven blev sat for armen og trukket ind over og dette gentog sig igen, igen, igen, igen, igen, igen og igen - ved ikke på da værdende tidspunkt hvor mange sår jeg laver, men jeg kan ikke stoppe, mine indre smerte er så voldsom og jeg må bare ud med den og derfor bliver kniven ved med at bliver trukket over min arm.

Fra jeg stoppede med at skære og til jeg sidder i min seng kan jeg ikke rigtig huske hvad der sker.
Men som jeg sidder i min seng, kan jeg mærke angsten stige i min krop, mit hjerte begynder at slå rigtig hurtigt, jeg trækker vejret hurtigere og samtidig med at angsten stiger, kan jeg mærke at jeg begynder at gå i panik, jeg sidder helt sammenkrøllet i min seng op af væggen, ryster og direr frem og tilbage.
Jeg bliver mere og mere panisk og angsten stiger i mig - mit hoved falder tilbage ind i væggen bag mig, dette gentager sig flere gange - hvor længe ved jeg ikke og hvad der sker derfra ved jeg heller ikke - for det næste jeg husker at jeg vågner torsdag formiddag, vågner kun kortvarig og falder derefter hen igen. Kommer ikke rigtig til mig selv før omkring kl halv 12..

Torsdagen går med UMS og andre ting..

Natten til idag har ikke været bedre, jeg har nemlig slet ikke sovet i nat, har haft så meget angst at jeg ikke har kunne finde ro. Lukkede jeg mine øjne så jeg billeder som skræmte mig rigtig meget og jeg slog hurtigt øjnene op igen, badet i sved og med et hjerte der hamrede så hurtigt at man skulle tro det var på vej ud gennem huden på mig..

Det har været to nætter i helvede.

Alt i mens jeg sidder og skriver dette kæmper jeg med min angst, mit hjerte banger rigtig hurtigt og min vejrtrækning svinger fra at være normal til at være hurtig.. Ved slet ikke hvor eller hvad jeg skal gøre med mig selv.

NEJ NEJ NEJ - min verden er faldet fra hinanden..

I tirsdag faldt min verden fra hinanden, mit sikkerhedsnet forsvandt og jeg følte mig mere alene end jeg har gjort det sidste lille års tid.

Ida fortalte mig at hun har fået nyt job og stopper derfor til første marts :'(
Jeg gik fuldstændig i stå, alt inden i mig stoppede - et kort sekund føltes det også som om mit hjerte det gik helt i stå og holde op med at bange. Og den næste følelse jeg fik var at jeg blev ekstremt ked af det, men samtidig kunne jeg ikke vise Ida at jeg blev så ked af det som jeg gjorde, for følte mig så dum fordi jeg blev så ked af det.
Jeg har haft så svært ved at lukke op for hende, nu har jeg endelig fået den tillid til hende og jeg føler mig så tryg når jeg er hos hende og det hele forsvandt med et, da ordene kom "jeg stopper" - mine næste tanker er: hvad skal der ske med mig nu????? hvad skal jeg gøre uden Ida??? Hvad har jeg gjort siden at hun ikke vil mig mere??? Har jeg sagt noget forkert??  har jeg mon gjort noget forkert?? Hvorfor ødelægger jeg også alting?? Nu kan alt bare være lige meget??

Jeg kunne ikke sige noget, kunne ikke svare på hendes spørgsmål. Alt inden i mig kæmpede for at holde sammen på mig selv. Havde lyst til at gå min vej, men min krop sad som lammet i stolen, mens mit blik holdte sig lagt væk fra Ida.

Da Ida slet ikke kunne få mig til at snakke, sagde hun at hun var bekymret fot hvilken reaktion der ville komme fra mig senere hvis den ikke kom der. Og da jeg stadig ikke sagde noget, fik nu hun mig til at sætte krydser ud for hvordan jeg havde det og hvilken tanker jeg havde - og da jeg ikke kunne svare ja eller nej for om vi kunne indgå en aftale, så hun ingen anden udvej at vi kørte til vordingborg til skadestuen - mens hun snakkede med Rikke om at vi skulle afsted, fik hun en anden til at komme ind og side ved mig da hun ikk turde lade mig side alene.

Turen til vordingborg var nok den længste tur nogen siden, jeg sagde ikke et ord hele vejen, jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, mens tankerne om at slutte nu kørte gennem mit hoved - jeg kunne spænde mig op, åbne døren og bare lade mig falde ud, det ville være bedre end at forsætte.
Da vi kom ned til skadestuen, melde Ida at vi var kommet og vi satte os ned og ventede. Mens vi ventede spurgte Ida om jeg ville kunne lave aftaler med dem på skadestuen om ikke at gøre skade på mig selv. "Det kan jeg ikke. Jeg er ligeglad med alt lige nu. Jeg er ligeglad med om jeg gør skade på mig selv om jeg tager mit eget liv eller hvad jeg gør. Jeg er ligeglad".

Da vi kom ind og snakkede med lægen, var det vist nok mest Ida der snakkede jeg husker ikke så meget fra den samtale vi havde med lægen, kun at jeg skulle vente i opholdsstuen til de fandt ud af hvor jeg skulle være. Det ende med at jeg skulle være i skadestuen, jeg dumpede ned foran tv'et i tv stuen og der gik jeg i staver. Min kontaktperson kom og kiggede til mig nogen gange og forlangte også at jeg fik noget at spise.
Da der var nyt vagtskifte kon min nye kontaktperson og hilste på mig, efter aftensmaden gik jeg ind på mit værelse, jeg havde fået for meget af det hele, mine tanker var for meget. Jeg faldt sammen på gulvet ved siden af mig seng, rev plastikkruset i stykker - smerte inden i var for meget, jeg kunne ikke mere, det måtte ud og jeg foldede det ødelagte krus og begynde at skære, alt i mens tårerne trillede ned af mine kinder og tankerne i mit hoved kredsede om hvad der mon skal blive af mig nu hvor Ida forsvinder. Min kontaktperson kom ind og fand mig sidden grædende på gulvet, hun satte sig ned ved siden af mig og vi snakkede i lidt over en time. Efter at have grædt i over 2 timer, vende jeg tilbage til tv stuen og der sad jeg resten af aftenen til jeg gik i seng lidt over 12.

Da jeg kom ind i seng kredsede tanker stadig om at skade mig selv og opgive livet, jeg tog den blyant jeg havde lånt og det papir jeg havde fået og begynde at skrive:

Stjerne's løfte

Natten er mørk og kold,

rundt om i landet sover de fleste folk.

Men i mit vindue er der lys,

og hele min verden er gået på frys.

Jeg kigger ud på den mørke himmel,

mens tankerne i mit hoved gør mig svimmel.

Alt er sort, mørkt, koldt og øde,

og fremtiden har jeg ikke længere lyst til at møde.

Alle mine drømme forsvandt med et,

har ikke længere lyst til livet mit.

Oppe på himlen, langt væk i det fjerne,

lyser en ganske lille stjerne.

Den fanger mit blik et kort sekund,

men min indre smerte gør mere og mere ondt.

Vil den mon fortælle mig noget,

give mig det jeg endnu ikke har fået.

Den blinker stille - kon her op til mig,

jeg skal nok passe på dig.

Jeg vil fjerne alt din sorg og smerte,

du skal blot give mig dit hjerte.

Luk dine øjne og stig til vejrs,

og du vil for andre ikke længere være på tværs.

Gør det forbi - gør dig fri,

jeg skal nok gøre dig lykkeligt!

Mette Meyer, d. 8.2.2011

Kommer til at savne Ida så frygtelig meget... :'( smerten af at miste hende er næsten ikke til at bære :'(



Fik det sagt..

Igår var jeg hos mine forældre, det var faktisk en stille og rolig dag.
Mine forældre gik og gjorde rent og jeg lå bare og læste det meste af dagen, ellers stod dagen på spil, film og hygge. Men min mor og jeg fik os faktisk også en rigtig god snak.

vi snakkede om lidt af hvert, men vi snakkede meget om mig, min sygdom, min fremtid, mine mål, nogen af mine tanker, hendes tanker og jeg prøvede at forklare nogen af de ting hun spurgte ind til. Men det kan være så frygtelig svært at forklare noget man faktisk ikke helt selv kender svaret på eller ved hvordan fungere.

Men det jeg egentlig gerne vil fortælle idag er at jeg igår fik fortalt min mor at hun til tider gør mig rigtig ked af det, fordi jeg føler hun snakker til mig som om jeg er 5 år gammel, jeg gav hende et eks. og fik sagt at jeg faktisk gjorde mig rigtig ked af det.
Hun sagde at det var godt jeg sagde det til hende og at hun frem over ville tænke over det og i stedet for at kommendere mig så lade mig selv komme.

Da vi var færdig med vores lang snak som varede i  ca 1½ - 2 timer rejste vi os for at gå ud i køkkenet hvor min far var, hun kom hen til mig og ville give mig en knus, jeg kiggede på hende og sagde at jeg ikke lide havde lyst til en knus, sagde det ikke havde noget med hende at gøre, men at jeg bare ikke lige ville have en knus lige på det tidspunkt. "gå ud i køkkenet" sagde hun og pejede med fingeren " den skal jeg lige sluge" - gik så ud i køkkenet, hun kom der ud og sagde, "ved jo godt at det har noget med mig at gøre".. "du drejer det altid til at det har noget med dig at gøre, også selv om jeg siger det ikke har" sagde jeg og gik. Jeg blev så ked af det over at hun ikke bare kunne forstå det.
Efter at have siddet i den mørke rum i 2 min kom min mor ind - hun satte sig ned og kiggede på mig og spugte hvad det nu var for noget.
Jeg kunne godt selv se at det måske var svært for hende at forstå at jeg pludselig sagde nej til et knus når jeg ellers altid bare tager i mod - men har kommer det, jeg fik forklaret og fortalt hende at det var hendes behov der her blev stillet og ikke mit, for mig gjorde det faktisk tit bare tingene værre.
Fik fortalt at når vi har snakket om ting som kommer lidt for tæt på har jeg brug for lidt ro og fred omkring mig og at jeg faktisk slet ikk har lyst til at hun rør mig.
Hun forstod ikke at jeg før så har taget imod, men fik forklaret hende at det var for ikek at skuffe hende eller gøre hende ked af det at jeg bare tog i mod det fordi jeg godt var klar over at det var hendes behov. Og at jeg derfor så hendes behov som vigtigere end mit eget. Men igår kunne jeg bare ikke.

Det var underlig at fortælle hende det, men hun lyttede og hun sagde faktisk at hun synes det var rigtig flot af mig at sige det og sige fra. Hun sagde det var klogt og modigt sagt af mig og at jeg selvfølgelig skulle tænke på mine egne behov.

Var bare så lettet over at hun reagerede på den måde. Og er lidt stolt af mig selv over at jeg har fået det sagt til hende.
Men jeg er sikker på at hun tager det på denne måde fordi de har være til samtale ved Ida og Rikke, for jeg har prøvet at sige noget til hende omkring mine behov og der er det slet ikke blevet modtaget på denne måde. Så samtidig med at jeg er lette og lidt stolt af mig selv, er jeg glad for at jeg til sidste valgte at takke ja til at Ida og Rikke tog den pårørende samtale med mine forældre, for min mor har ændret sig rigtig meget siden den samtale. Hvilket er rigtig rart, jeg føler nu at hun kun prøver at være mor og ikke også behandler eller faktisk kun behandler - jeg har fået min mor - håber bare det holder ved... !

Fra sommer til nu..

kl. er lige nu 04:33 og jeg har endnu ikke sovet, sidste nat fik jeg kun mellem 2 og 3 timers søvn. Jeg kan ikke sove angsten er for stor til at jeg kan finde ro nok bare til at gå ind og gøre klar til at gå i seng.
Men så tænkte jeg at men jeg alligevel sidder har med alle mine tanker om vejningen på mandag som jeg bestemt ikke ønsker at gå til, tankerne om det jeg har spist idag og om jeg mon har fået forbrændt det hele da jeg var til træning, hvad jeg må spise i løbet af dagen i morgen, hvor meget motion jeg skal lave de næste par dage, hvordan det kommer til at gå op med hvad jeg har indtaget i løbet af ugen, kommer det mon til at gå op eller kan man se det på vægten på mandag, hvis jeg altså kommer der over? Tanker om at kniven ligger lige inde i det andet rum og at tankerne krædser om at skære, for smerten inde i er for stor til at jeg kan holde det ud. Tankerne om at jeg ikke føler mig god nok, at jeg ikke har nogen værdi, at jeg er alene, føler mig svigtet, savn, frustretion og opgivelse.


Så sneg der sig en lille bitte tanke ind om et digt jeg skrev i sommers - har fundet det frem, læst det og besluttede mig så for at det ville jeg dele. Egentlig underligt at den tanke kom ind mit i det rod der er i mit hoved, måske fordi det ikke helt høre til blandt det andet er det også at jeg valgte at gribe fat i den tanken og det digt..


Nå.. videre til digtet.......

Der er smerter i mit sind,
men ingen bliver lukket ind.
Det er om knuder der ej kan bindes op,
men det piner mit sind og min krop.
Hver dag jeg kæmper en kamp om livet,
et liv jeg ønsker, men ej er givet.
Langt langt fremme ser jeg et lys, et lys mod bedre tider,
men jeg skal vælge mellem to sider.
For i den anden ende er det jeg længe har kend,
og det siger det er min eneste rigtig ven.
I lyset står folk og kalder og beder mig vælge dem,
jeg kigger til begge sider - hvor skal jeg gå hen?
Skal jeg vælge livet i mørket med min ven,
eller lyst og folket, er det mon der jeg skal gå hen.?
Kigger ned på mine fødder og håber de kan vise mig hva´ vej jeg skal gå,
men de står fast, de er gået helt i stå.
Jeg bliver stående og håber på et tegn,
der vil hjælpe mig med at finde vejen.
For at komme over mod lyset i det fjerne,
må jeg krydse og flytte høje, tunge bjerge.
Lige her i midten føler jeg mig frygtelig ene,
der er skræmmende og utrygt at stå her alene.
Har brug for hjælp og ikke mindst støtte,
hvis det er bjerge jeg nu skal til at flytte.
Vejen mod lyset vil være lang og hård,
udfordringer vil komme og de kradser og flår.
Jeg har brug for et hjælpende løft,
hvis jeg igen falder ned i en kløft.
Jeg kigger igen ned på mine fødder,
kan I gætte hva' mit blik nu møder?
Mine fødder står vend mod folket og det klare lys,
jeg er stille tøet op fa mit frys.
Har nu vendt mørket ryggen - lys og venner - here I come,
denne gang vil jeg holde fast og ikke vende om.
Jeg er klar, parat og har nu mod til at kæmpe,
nu kan sygdommen bare vente.
JEG vil sejre og JEG vil vinde,
Jeg vil være mit livs HELTINDE!

har derefter skrevet følgende:

Dette er skrevet for at minde mig selv (Mette) om at du gener vil ud på den anden side. Du kan vinde kampen over sygdommen, det er din tid nu - grib den, du er størk og du kan knuse den.
Lyt ej til sygdommen og tvivler du på dig selv så husk at læs dette.
YOU CANE DO IT!

Det er underligt at læse dette og se tilbage på, synes jeg.
På den ene side inspirere det mig en smule til at ville have det bedre, men det gør mig samtidig utrolig ked af det, for det er jo slet ikke sådan min tanker er, hvad mon der er gået galt siden i sommers og alt dette har ændret sig og hvor er det lige det er gået galt. Jeg har slet ikke den samme livs lyst nu - mon jeg kommer tilbage dertil ???

Svigt, svigt og mere svigt..!!

Føler mere og mere at det hele snart bare kan være lige meget.

Selv om jeg har drømme om fremtiden, så betyder de mindre og mindre for mig, for jeg føler mig minder mindre værdig til at forsætte livet.
Jeg ser ikke noget glæde i livet som det hele er lige nu, jeg ser ikke nogen glæde i mig selv, i min øjne eller i det jeg foretager mig.

Jeg føler mig svigtet af min familie, mine forældre og mine behandlere..

I fredags da jeg var til samtale ved Ida, smed hun en stor bombe på bordet - ny behandling et helt nyt sted, uden hende - årh nej, årh nej, årh nej, årh nej - det var nok det værste hun kunne sige til mig lige nu..
"jeg har snakket med Rikke og vi har snakket om at vi gerne vil henvende dig, viderestille dig til dagklinikken i Roskilde. Der er de specialister i lige præcis dine diagnoser og de har mere tid, hvilket vi føler du har brug for. Vi har inden for de sidste par måneder opserveret at du har fået det dårligere og dårligere og vi er kommet til et punkt hvor vi tænker at vi måske ikke er den rigtig behandling for dig. Jeg tænker at du har brug for flere timer i behandling om ugen og det kan vi desværre ikke tilbyde dig her. Jeg kan rigtig godt lide at have dig som patient, du må ikke tro det er fordi jeg ser dig som en dårlig patient eller noget, det må du ikke tro." Var beskeden fra Ida i fredags..
Den allerførste følelse der kom op i mig var - svigt - og den første tanke var "nu vil hun mig heller ikke mere. Hvad har jeg gjort siden hun heller ikke vil mig mere. Jeg må være en rigtig dårlig patient" og det næste "så kan det jo være lige meget".
Jeg holde op med at svare på hendes spørgsmål, kiggede væk og lukkede helt af, for jeg tænkte "hvad er formålet med at svare eller uddybe noget når hun alligevel bare vil sende mig videre, så er der jo ikke noge grund til at jeg sidder her og skal åbne op for hvad der sker inden i mig, det kan jo være lige meget, hun er jo ligeglad"
Efter et stykke tid spurgte hun om det var sådan det hang sammen og at det var derfor jeg ikke svarede, dertil nikkede jeg. Hun sagde at det ikke drejede sig om at hun ikke ville mig mere, men om at hun ville det bdste for mig.

Men det bedste for mig er at blive hos Ida, jeg ønsker virkelig ikke at skulle nogen andre steder hen, eller skulle til at starte forefra et nyt sted, jeg vil blive hvor jeg er. Er så glad for at komme hos Ida, føler mig tryg og tilpas - vil ikke væk derfra. Men hvordan får jeg sagt dette til hende??? For jeg føler virkelig at hun ikke gider mig mere og det er derfor hun vil sende mig videre.. :(

Føler mig svigtet af mine forældre, på den måde at jeg føler min mor hun spænder ben for mig hele tiden. Jeg har i nogen uger ikke set mine forældre, fordi JEG havde brug for en pause fra dem, nok mest min mor, men kan jo ikke se min far og så ikke min mor. Nu har jeg så været hos dem idag, og jeg besluttede mig for at ville fortælle dem om en af mine drømme, jeg begynde at fortælle og inden 2 min begynde min mor at tale ned om min drøm, om jeg havde tænkt på det og det og hvordan jeg ville få råd til min drøm, at penge jo ikke hang på træerne - hun hakkede ned på min drøm og jeg fik mindre og mindre lyst til at fortælle resten af den, for hvad skulle det hjælpe, hun ville sikkert bare have flere negative ting at sige om det - min drøm gik fra at være noget jeg så lidt frem til, til nu at ligge i ruiner for mine øjne..
Min mor taler til mig som om jeg er 5 år gammel - sagde til mig her til aften "helt ærlig se lige at bliv voksen, det er sku da ikke så svært".
Føler virkelig ikke at min mor holder af mig, vil mig eller ønsker mig.. Det gør ondt at føle at ens mor ikke holder af en - er jeg virkelig så slem en datter at jeg ikke er til at holde af? Er jeg virkelig så stor en fejl?? er jeg så grusom et mennesker??

Endnu en nat

Nu sidder jeg her igen, endnu en nar hvor jeg ikke kan finde ro. Det er ikke meget jeg har fået sovet de sidste par uger, jeg er rykket tilbage i mit soveværelse efter at have sovet fast på sofaen i min stue, men efter vandskade nytårsaften har jeg været tvunget til at rykke tilbage i mit sovevælserle, hvilket slet ikke fungere for mig, jeg sover mindre og mindre og mine marerid bliver værre og værre..
Synes ikke at min medicin den virker, det er som om jeg har så meget adrenalin i kroppen af den skal ikke kan dæmpe det..

De sidste par uger har virkelig været hårde og der er bare sket meget.

Mandag d. 3 januar blev jeg kørt til den psykiatiske skadestue efter jeg havde været ved Ida, jeg har det så skidt at Ida ikke ture sende mig hjem, så jeg blev kørt i en taxa til den psykiatiske skadestue, her blev jeg indlagt på en højtskærmet afdeling - det var bestem ikke en rar oplevelse og jeg græd stort set al den tid jeg var der og da jeg tirsdag formiddag skulle snakke med lægen var mit eneste mål og fokus at jeg bare skulle hjem og det skulle være med det samme og jeg fik da også overbevist lægen om at det bedste for mig ville være at jeg kunne komme hjem. Det var rart at komme hjem, men på en anden side ikke - hvorfor kan jeg ikke rigtig forklare.

Jeg er så kommet igennem forrige uge og er da også kommet nogen lunde igennem den sidste uge her - lige ind til igår, så knækkede filmen endnu en gang - i en snak med M fra unge møde stedet, brød jeg helt sammen, jeg kunne ikke finde rundt i mine egne tanker og jeg kunne ikke svare på de spørgmål hun stillede mig. Jeg kunne ikke se noget lys forude og jeg havde ikke lyst til at forsætte livet.
Efter en lang snak besluttede M at vi kørte en tur ned til den psykiatiske skadestue for hun mente ikke at jeg kunne tage vare på mig selv og hun tog derfor beslutning om hvad vi gjorde, for det kunne jeg slet ikke slev finde ud af.
Vi tog så køreturen der ned og vi ventede i ca 2½ time i verdens kedeligste venteværelse, mit humør skiftede fra at smile og grine til at græde og ikke have lyst til livet.
Efter lang ventetid kom vi endelig, som vi havde aftalt gik M med ind. Lægen var den samme som havde indlagt mig for to uger siden, på en måde var det irriterende, men på en anden måde rart fordi hun var sød. Vi var inde længe og de snakkede meget, M fortalte hvad vi havde snakket om inden vi kørte hjemmefra, jeg havde ikke så meget lyst til at snakke eller sige noget. Efter lang tid skulle vi finde frem til om jeg måtte komme med hjem igen eller om jeg skulle blive.
Jeg fik lov til at komme med hjem hvis jeg lovede at gå til min næste aftale med Ida.

Nu sidder jeg her hjemme og har det ikk særlig godt, mine tanker flyver rundt i mit hoved og jeg kan ikke finde hoved eller hale i noget af det. Tårerne presser på og mit hjerte hamre der ud af - ville så gerne sove men kan ikke finde ro... Der er ikke samhæng i noget hverken i mine tanker eller mit liv - mon der nogen sinde kommer det?????

Spred dine vinger

Jeg skrev dette digt for 2 uger siden, der så det heler noget anderledes ud for mig. Men synes nu alligevel det skulle med.....

Højt at flyve
Langt at falde
Gad vide hvor jeg vil lande?

Flyv ud i verden

Se dig omkring

Der er så mange usete ting!

Lad sig se

Lad dig føle

Forunderlige ting du så vil møde!

Giv det tid

Der er håb
Fremtiden du nok skal få!