Fra sommer til nu..

kl. er lige nu 04:33 og jeg har endnu ikke sovet, sidste nat fik jeg kun mellem 2 og 3 timers søvn. Jeg kan ikke sove angsten er for stor til at jeg kan finde ro nok bare til at gå ind og gøre klar til at gå i seng.
Men så tænkte jeg at men jeg alligevel sidder har med alle mine tanker om vejningen på mandag som jeg bestemt ikke ønsker at gå til, tankerne om det jeg har spist idag og om jeg mon har fået forbrændt det hele da jeg var til træning, hvad jeg må spise i løbet af dagen i morgen, hvor meget motion jeg skal lave de næste par dage, hvordan det kommer til at gå op med hvad jeg har indtaget i løbet af ugen, kommer det mon til at gå op eller kan man se det på vægten på mandag, hvis jeg altså kommer der over? Tanker om at kniven ligger lige inde i det andet rum og at tankerne krædser om at skære, for smerten inde i er for stor til at jeg kan holde det ud. Tankerne om at jeg ikke føler mig god nok, at jeg ikke har nogen værdi, at jeg er alene, føler mig svigtet, savn, frustretion og opgivelse.


Så sneg der sig en lille bitte tanke ind om et digt jeg skrev i sommers - har fundet det frem, læst det og besluttede mig så for at det ville jeg dele. Egentlig underligt at den tanke kom ind mit i det rod der er i mit hoved, måske fordi det ikke helt høre til blandt det andet er det også at jeg valgte at gribe fat i den tanken og det digt..


Nå.. videre til digtet.......

Der er smerter i mit sind,
men ingen bliver lukket ind.
Det er om knuder der ej kan bindes op,
men det piner mit sind og min krop.
Hver dag jeg kæmper en kamp om livet,
et liv jeg ønsker, men ej er givet.
Langt langt fremme ser jeg et lys, et lys mod bedre tider,
men jeg skal vælge mellem to sider.
For i den anden ende er det jeg længe har kend,
og det siger det er min eneste rigtig ven.
I lyset står folk og kalder og beder mig vælge dem,
jeg kigger til begge sider - hvor skal jeg gå hen?
Skal jeg vælge livet i mørket med min ven,
eller lyst og folket, er det mon der jeg skal gå hen.?
Kigger ned på mine fødder og håber de kan vise mig hva´ vej jeg skal gå,
men de står fast, de er gået helt i stå.
Jeg bliver stående og håber på et tegn,
der vil hjælpe mig med at finde vejen.
For at komme over mod lyset i det fjerne,
må jeg krydse og flytte høje, tunge bjerge.
Lige her i midten føler jeg mig frygtelig ene,
der er skræmmende og utrygt at stå her alene.
Har brug for hjælp og ikke mindst støtte,
hvis det er bjerge jeg nu skal til at flytte.
Vejen mod lyset vil være lang og hård,
udfordringer vil komme og de kradser og flår.
Jeg har brug for et hjælpende løft,
hvis jeg igen falder ned i en kløft.
Jeg kigger igen ned på mine fødder,
kan I gætte hva' mit blik nu møder?
Mine fødder står vend mod folket og det klare lys,
jeg er stille tøet op fa mit frys.
Har nu vendt mørket ryggen - lys og venner - here I come,
denne gang vil jeg holde fast og ikke vende om.
Jeg er klar, parat og har nu mod til at kæmpe,
nu kan sygdommen bare vente.
JEG vil sejre og JEG vil vinde,
Jeg vil være mit livs HELTINDE!

har derefter skrevet følgende:

Dette er skrevet for at minde mig selv (Mette) om at du gener vil ud på den anden side. Du kan vinde kampen over sygdommen, det er din tid nu - grib den, du er størk og du kan knuse den.
Lyt ej til sygdommen og tvivler du på dig selv så husk at læs dette.
YOU CANE DO IT!

Det er underligt at læse dette og se tilbage på, synes jeg.
På den ene side inspirere det mig en smule til at ville have det bedre, men det gør mig samtidig utrolig ked af det, for det er jo slet ikke sådan min tanker er, hvad mon der er gået galt siden i sommers og alt dette har ændret sig og hvor er det lige det er gået galt. Jeg har slet ikke den samme livs lyst nu - mon jeg kommer tilbage dertil ???

Svigt, svigt og mere svigt..!!

Føler mere og mere at det hele snart bare kan være lige meget.

Selv om jeg har drømme om fremtiden, så betyder de mindre og mindre for mig, for jeg føler mig minder mindre værdig til at forsætte livet.
Jeg ser ikke noget glæde i livet som det hele er lige nu, jeg ser ikke nogen glæde i mig selv, i min øjne eller i det jeg foretager mig.

Jeg føler mig svigtet af min familie, mine forældre og mine behandlere..

I fredags da jeg var til samtale ved Ida, smed hun en stor bombe på bordet - ny behandling et helt nyt sted, uden hende - årh nej, årh nej, årh nej, årh nej - det var nok det værste hun kunne sige til mig lige nu..
"jeg har snakket med Rikke og vi har snakket om at vi gerne vil henvende dig, viderestille dig til dagklinikken i Roskilde. Der er de specialister i lige præcis dine diagnoser og de har mere tid, hvilket vi føler du har brug for. Vi har inden for de sidste par måneder opserveret at du har fået det dårligere og dårligere og vi er kommet til et punkt hvor vi tænker at vi måske ikke er den rigtig behandling for dig. Jeg tænker at du har brug for flere timer i behandling om ugen og det kan vi desværre ikke tilbyde dig her. Jeg kan rigtig godt lide at have dig som patient, du må ikke tro det er fordi jeg ser dig som en dårlig patient eller noget, det må du ikke tro." Var beskeden fra Ida i fredags..
Den allerførste følelse der kom op i mig var - svigt - og den første tanke var "nu vil hun mig heller ikke mere. Hvad har jeg gjort siden hun heller ikke vil mig mere. Jeg må være en rigtig dårlig patient" og det næste "så kan det jo være lige meget".
Jeg holde op med at svare på hendes spørgsmål, kiggede væk og lukkede helt af, for jeg tænkte "hvad er formålet med at svare eller uddybe noget når hun alligevel bare vil sende mig videre, så er der jo ikke noge grund til at jeg sidder her og skal åbne op for hvad der sker inden i mig, det kan jo være lige meget, hun er jo ligeglad"
Efter et stykke tid spurgte hun om det var sådan det hang sammen og at det var derfor jeg ikke svarede, dertil nikkede jeg. Hun sagde at det ikke drejede sig om at hun ikke ville mig mere, men om at hun ville det bdste for mig.

Men det bedste for mig er at blive hos Ida, jeg ønsker virkelig ikke at skulle nogen andre steder hen, eller skulle til at starte forefra et nyt sted, jeg vil blive hvor jeg er. Er så glad for at komme hos Ida, føler mig tryg og tilpas - vil ikke væk derfra. Men hvordan får jeg sagt dette til hende??? For jeg føler virkelig at hun ikke gider mig mere og det er derfor hun vil sende mig videre.. :(

Føler mig svigtet af mine forældre, på den måde at jeg føler min mor hun spænder ben for mig hele tiden. Jeg har i nogen uger ikke set mine forældre, fordi JEG havde brug for en pause fra dem, nok mest min mor, men kan jo ikke se min far og så ikke min mor. Nu har jeg så været hos dem idag, og jeg besluttede mig for at ville fortælle dem om en af mine drømme, jeg begynde at fortælle og inden 2 min begynde min mor at tale ned om min drøm, om jeg havde tænkt på det og det og hvordan jeg ville få råd til min drøm, at penge jo ikke hang på træerne - hun hakkede ned på min drøm og jeg fik mindre og mindre lyst til at fortælle resten af den, for hvad skulle det hjælpe, hun ville sikkert bare have flere negative ting at sige om det - min drøm gik fra at være noget jeg så lidt frem til, til nu at ligge i ruiner for mine øjne..
Min mor taler til mig som om jeg er 5 år gammel - sagde til mig her til aften "helt ærlig se lige at bliv voksen, det er sku da ikke så svært".
Føler virkelig ikke at min mor holder af mig, vil mig eller ønsker mig.. Det gør ondt at føle at ens mor ikke holder af en - er jeg virkelig så slem en datter at jeg ikke er til at holde af? Er jeg virkelig så stor en fejl?? er jeg så grusom et mennesker??

Endnu en nat

Nu sidder jeg her igen, endnu en nar hvor jeg ikke kan finde ro. Det er ikke meget jeg har fået sovet de sidste par uger, jeg er rykket tilbage i mit soveværelse efter at have sovet fast på sofaen i min stue, men efter vandskade nytårsaften har jeg været tvunget til at rykke tilbage i mit sovevælserle, hvilket slet ikke fungere for mig, jeg sover mindre og mindre og mine marerid bliver værre og værre..
Synes ikke at min medicin den virker, det er som om jeg har så meget adrenalin i kroppen af den skal ikke kan dæmpe det..

De sidste par uger har virkelig været hårde og der er bare sket meget.

Mandag d. 3 januar blev jeg kørt til den psykiatiske skadestue efter jeg havde været ved Ida, jeg har det så skidt at Ida ikke ture sende mig hjem, så jeg blev kørt i en taxa til den psykiatiske skadestue, her blev jeg indlagt på en højtskærmet afdeling - det var bestem ikke en rar oplevelse og jeg græd stort set al den tid jeg var der og da jeg tirsdag formiddag skulle snakke med lægen var mit eneste mål og fokus at jeg bare skulle hjem og det skulle være med det samme og jeg fik da også overbevist lægen om at det bedste for mig ville være at jeg kunne komme hjem. Det var rart at komme hjem, men på en anden side ikke - hvorfor kan jeg ikke rigtig forklare.

Jeg er så kommet igennem forrige uge og er da også kommet nogen lunde igennem den sidste uge her - lige ind til igår, så knækkede filmen endnu en gang - i en snak med M fra unge møde stedet, brød jeg helt sammen, jeg kunne ikke finde rundt i mine egne tanker og jeg kunne ikke svare på de spørgmål hun stillede mig. Jeg kunne ikke se noget lys forude og jeg havde ikke lyst til at forsætte livet.
Efter en lang snak besluttede M at vi kørte en tur ned til den psykiatiske skadestue for hun mente ikke at jeg kunne tage vare på mig selv og hun tog derfor beslutning om hvad vi gjorde, for det kunne jeg slet ikke slev finde ud af.
Vi tog så køreturen der ned og vi ventede i ca 2½ time i verdens kedeligste venteværelse, mit humør skiftede fra at smile og grine til at græde og ikke have lyst til livet.
Efter lang ventetid kom vi endelig, som vi havde aftalt gik M med ind. Lægen var den samme som havde indlagt mig for to uger siden, på en måde var det irriterende, men på en anden måde rart fordi hun var sød. Vi var inde længe og de snakkede meget, M fortalte hvad vi havde snakket om inden vi kørte hjemmefra, jeg havde ikke så meget lyst til at snakke eller sige noget. Efter lang tid skulle vi finde frem til om jeg måtte komme med hjem igen eller om jeg skulle blive.
Jeg fik lov til at komme med hjem hvis jeg lovede at gå til min næste aftale med Ida.

Nu sidder jeg her hjemme og har det ikk særlig godt, mine tanker flyver rundt i mit hoved og jeg kan ikke finde hoved eller hale i noget af det. Tårerne presser på og mit hjerte hamre der ud af - ville så gerne sove men kan ikke finde ro... Der er ikke samhæng i noget hverken i mine tanker eller mit liv - mon der nogen sinde kommer det?????

Spred dine vinger

Jeg skrev dette digt for 2 uger siden, der så det heler noget anderledes ud for mig. Men synes nu alligevel det skulle med.....

Højt at flyve
Langt at falde
Gad vide hvor jeg vil lande?

Flyv ud i verden

Se dig omkring

Der er så mange usete ting!

Lad sig se

Lad dig føle

Forunderlige ting du så vil møde!

Giv det tid

Der er håb
Fremtiden du nok skal få!

Hvem skal jeg lytte til?????

Det er idag d. 3 januar - og jeg sidder på min seng og skriver inden jeg skal over til Ida om en halv times tid. Jeg er meget nervøs for at gå over til Ida idag, der er sket så meget siden jeg var der over sidet og jeg ved slet ikke hvad det er jeg vil eller hvad det er der går gennem mit hoved, det hele er noget være rod.

Igår gik det hele rigtig galt, filmen knækkede for mig og det ende i selvskade, mere end nogen anden gang. Idag har jeg været rigtig bange, har været bange for at være mig selv, men er også bange for at gå til Ida, for hvad kan konsekvensen være hvis jeg er ærlig og fortælle hvordan jeg virkelig har og hvad mine tanker i hvilkeligheden er.

Skal jeg være ærlig og lade hende komme ind på hvordan jeg har det - eller skal jeg som stemmen i mit hoved siger, lade vær med at sige noget.

Hvem skal jeg lytte til ????