Hvad skal der blive af mig..

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen efterhånden, men der er også sker rigtig mange ting i mit liv på ganske kort tid. Jeg er startet i skole, gymnastikken er startet og alt det samtidig med at jeg har haft det rigtig skidt.

Det sidste stykke tid har været rigtig svært for mig og jeg har endnu en engang været en tur i Vordingborg hvor jeg denne gang var der i 4 dage. Det var en blandet følelse af at være der, det var bedre end det tidligere har været, men det var stadig meget utrygt, for jeg vidste at jeg snart ville komme hjem igen.
Denne gang var det Gitte og Sanne der i samarbejde med mig besluttede at Gitte skulle køre mig derned. Det var en rigtig svært beslutning for mig at tage, for jeg er så splittet med at være der.
Gitte var nu en god støtte hele vejen og hun gav mig rigtig meget tryghed, hvilket var rigtig rart og det var rart at hun var der. Hun var også med inde ved lægen og det at hun var der gjorde mig lidt mere tryg og jeg fik sagt mere end jeg nogen siden har gjort der nede før. Hun var der også lige lidt bagefter, men ej hvor gjorde det ondt da hun måtte gå, alt min tryghed forsvandt ud af døren da hun gik. Nok snakkede jeg med min mor efterfølgende, men selv om jeg snakkede med hende, følte jeg mig stadig rigtig utryg og alene.
Jeg græd mig selv i søvn, følte mig som Palle Alene i verden og som om alle havde forladt mig.

Selv om personalet var rigtig søde og gode og snakke med følte jeg mig stadig frygtelig alene og frygte utryg og forladt.

Efter jeg er kommet hjem fra Vordingborg igen har jeg haft det rigtig skidt med at komme i ums, jeg har været bange for at snakke med Sanne og Gitte, været bange for at de ville vende mig ryggen som jeg har prøvet så mange gange før og tror ikke at jeg kan holde til at det sker igen.
Rikke fra Holbæk har bedt mig snakke med dem om det så jeg stadig har dem at gå til. Men er virkelig bange for at fortælle dem hvordan jeg rigtig har det, er bange for at de ikke vil snakke med mig mere og ikke vil have noget med mig at gøre.
Selv om jeg nu har snakket med dem begge om det og de begge uafhængig af hinanden har sagt at de ikke vil vende mig ryggen og at de sagtens kan klare at lytte på det jeg siger og at vi altid vil have en form for kontakt på den ene eller anden måde.
Jeg vil rigtig gerne tro på det de siger, men det er virkelig svært og det at jeg er usikker fodre sådan set bare den anden side, der siger at jeg ikke må fortælle hvordan jeg har det til nogen. Og så vinder den jo, men måske jeg bare skal lade den vinde og overgive mig???

Jeg føler nu at jeg har kæmpet i så lang tid og jeg har virkelig min tvivl om jeg nogen siden kan får det anderledes end som det er nu?? Hvad er det egentlig jeg kæmper for?? Er der noget for mig at kæmpe videre for – eller er det meningen at jeg skal leve sådan her resten af mit liv, styrret af tanker hele tiden??

Jeg kan slet ikke kontrollere noget af noget for tiden føler jeg.
Må ikke spise, må heller ikke drikke, SKAL motionere selv om jeg nogen gange er på grænsen til at falde om, skal presse mig selv i skolen, skal presse mig selv til at tage en maske på og lade som om, skal være der for andre, skal glemme og gemme mig og mine følelser væk og KUN adlyde tankerne/stemmerne.

Tilbage til det med UMS – jeg har ikke så meget lyst til at være i ums fordi jeg er bange for hvis de nu en dag siger at jeg ikke må komme mere, hvis ikke jeg må komme i UMS så ved jeg ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

Årh mig hjerte banker der ud af, tårerne presser på og tanker skriger i mit hoved. Jeg har mest lyst til at hoppe ud af mig selv og løbe langt langt væk fra mig selv og aldrig mere komme tilbage.
Tankerne om at skære brager løs i mit hoved, min hænder ryster og hele min krop føles underlig.

Årh hvad skal jeg gøre…………………..??????????????????????