Det at turde tage en chance

Nå jeg er til gymnastik, er jeg normalt ikke bange for at prøve noget nyt eller for at turde tage en chance og dermed prøve noget nyt. Men ved så mange andre ting er jeg frygtelig bange for det.
Jeg synes selv er jeg er blevet lidt bedre til at turde tage en chance, som da jeg inviterede til fest for noget tid siden eller det med at have meldt mig til exstrem gruppen eller meldt mig til at være med i ansættelses udvalget. Det må siges at være noget af nogen chancer at tage, jeg har ikke fortrudt at jeg har taget dem, slet slet ikke, de har været lærerige for mig på hver sin måde.

Men lige så snart at det kommer til at jeg skal sige hvordan jeg har det, lige så snart at jeg skal snakke om mine følelser eller tanker, så bliver det bare enormt svært og jeg lukker enten i som en østers eller også snakker jeg om tusind andre ting.
Jeg tager modet til mig og spørg om jeg evt kan snakke med en af dem i ums, men når vi så sidder der, så er det som om mit stemmebånd slår knude på sig selv og jeg kan ikke få orderne ud eller frem.

Nu sidder jeg og tårerne triller ned over mine kinder, mit hjerte hamre der ud af og tankerne flyver rundt i mit hoved. Følelsen af savn er rigtig stor og den gør ondt.

Jeg savner min gudfar, jeg savner hans knus, hans varme, hand tryghed og bare det at han er her. Jeg synes det er skide uretfærdigt at han ikke er her mere og at han blev taget fra mig, hvorfor måtte han ikke være her hos mig mere? Jeg har brug for ham.
Det gør ondt at savne ham, når jeg ser hans billede har jeg lyst til at råbe højt hvor ondt det gør inden i, men det kan jeg ikke, for det hele snører sig sammen i mig.

Det at jeg savner ham og at jeg har det som jeg har nu, får mig til at savne en anden person, en person der er kommet til at have en stor betydning for mig.
Når hun er i nærheden føler jeg mig tryg og når hun giver mig en knus så føler jeg mig i sikkerhed, ikke kun i sikkerhed fra omverdenen, men også mig selv.
Jeg har fået at vide at jeg godt må skrive til hende i disse dage hvis den er gal, men her er der en ting hvor jeg ikke tør tage en chance, selv om den ene side af mig har lyst til at skrive til hende, så skriger den anden i mit hoved, at jeg ikke skal skrive til hende.
"du er bare til besvær. du er i vejen. du er ikke det værd. du fortjener ikke at dele hvordan du har det med nogen. du er ingen ting for nogen og derfor skal du ikke kontakte nogen" skriger det inde i mit hoved.

At turde tage en chance, kan ende godt eller det kan ende skidt. Er så bange for at tankerne i mit hoved har ret, at jeg ikke tør tage chancen.

Årh ville ønske jeg ikke var alene!

Jeg mistede min aller kæreste

Søde søde dig,
Ønsker du var her hos mig.
R
En, to, tre tårer til,
Ned af min kind falde vil.

Jeg elsker dig op til himlen og tilbage igen,
E
Gid du altid ville være her min ven.

Savnet af dig er så stort,
Alt hvad du for mig har gjort.
Vi var gode sammen vil jeg mene,
Nu er jeg helt alene.
En sorg sidder nu i mit hjerte,
Roen du gav mig kan jeg ikke længere mærke.

Dit hjerte var fyldt med varme,
I
Gid jeg var i dine arme <3