Nu er det endnu en gang ved at været december og endnu et år er gået. Ikke nok med at bare endnu et år snart er gået, men det er også snart 8 år siden hele min kamp begynde.
Den gang var jeg ikke mere end 16 år gammel og jeg gik på efterskole. Var kommet væk fra min folkeskole og til et sted hvor jeg endelig følte mig hjemme. Jeg var endelig sammen med nogen som delte min store glæde for gymnastik, jeg følte mig ikke længere uden for og det var ikke længere nørdet at gå meget op i en bestemt sportsgren for på denne skole delte alle den samme glæde som mig, nemlig glæden ved gymnastikken.
Jeg kan huske at jeg var meget nervøs for at starte på skolen, da jeg altid har haft meget hjemmeve, selv efter jeg var blevet ældre.
Men jeg følte mig hjemme fra første dag, fik nogen søde værelseskammerater og fik hurtig venner, hvilket jeg før ikke har været vant til. Så dette var for mig en ny begyndelse, en ny chance for mig, en chance for at vise hvem JEG var og vise hvad JEG kunne.
Alt gik som det skulle, jeg var glad for at være på skolen, jeg havde flere gode venner, var med i en 4 kløver med 3 skønne piger, som tilbragte al fritid sammen. Jeg kunne lave lige så meget gymnastik jeg ville uden at nogen rystede på hoved af det og jeg følte mig godt tilpas.
Blev optaget på junior rep. holdet hvilket gjorde mig rigtig stolt. Kan tydelig huske hvor glad jeg var da jeg ringede hjem til mine forældre for at overbringe min glædelige nyhed at jeg var kommet på holdet der skulle representere den gang DGI Præstø amt. (som idag nu høre ind under DGI Storstrømmen)
Som sagt befandt jeg mig godt og det var derfor utrolig underlig da vi skulle hjem på juleferie som bare føltes som en evighed at skulle være væk fra vennerne og ens hjem. Men det var også rart at komme hjem til familien og være sammen med dem i lidt mere end bare en weekend..
Selv om julen var en god og hyggelig tid, var det dog alligevel rigtig rart at komme tilbage til skolen og vennerne. Det var stor gensynsglæde for alle og snakken gik da også lige til vi skulle i seng, om hvad vi havde lavet, hvad vi havde fået i julegave, hvad vi havde lavet til nytår og ikke mindst om hvor meget vi glædede os til at se hinanden igen.
Jeg var glad for at være på skolen igen - glad for at se de andre - men det var som om at inden i mig var der et eller andet galt. Hvad det var vidste jeg ikke og jeg har derfor nok også den gang skubbet det væk og tænk at det sikkert ikke var noget.
Der gik nogen dage hvor jeg gik lidt for mig selv, der var noget der ikke var som det skulle være. Jeg havde normalt en meget normal appetit, men de sidste par dage havde jeg ikke rigtig været sulten, når jeg kiggede på maden synes jeg den så ulækker og ikke særlig appetitlig ud. Jeg tænke først ikke så meget over det, da jeg siden jeg var lille i perioder stort set ikke spist noget og andre perioder spist helt normalt, så for mig var det jo meget almindeligt.
En dag hvor jeg havde fritime, sad jeg oppe på mit værelse, jeg sad og kiggede på billeder af venner og familie og af billeder jeg havde fra da jeg var lille. Jeg rejste mig op og kiggede på mig selv, vendte og drejede mig foran spejlet flere gange. Først tænkte jeg at der ikke var noget galt, men det var som om jo mere jeg kiggede jo mere forkert så det ud - ja jeg havde nok taget lidt på over julen, men det var der jo ikke noget i, de par kilo kunne jeg jo sagtens smide, nu hvor jeg lavede så meget gynmastik, tænkte at det måske var det der fik mig til at føle mig ikke så godt tilpas.
Mit lille ny mål og at tabe et på kilo gik let som ingen ting og på ingen tid havde jeg tabt mig de kilo som planlagt, men jeg fik det stadig ikke bedre inden i. Der var stadig en mærkelig følelse inden i, men jeg vidste ikke hvad det var.
En ganske lille stemme sagde til mig, at tabte jeg bare 2 kilo mere så ville følelsen inden i forsvinde. Men det gjorde den ikke. Stemmen sagde igen at det nok var fordi min krop prøvede at fortælle mig at det var fordi den ikke havde det godt med det som den vejede og jeg derfor var nød til at tabe mig yderligere.
Jeg kiggede mig i spejlet og så det jeg startede med at se den første gang jeg havde kigget mig i spejlet - jeg kan da godt forstår jeg ikke får det bedre hvis jeg ser sådan ud - tænkte jeg.
Da jeg var hjemme på juleferie fik jeg at vide at min farfar var syg, præcis hvad han da fejlede vidst man ikke, men man mente at der nok var kræft i lymfeknuderne som sidder ved halsen og underarmen. Men det var ikke noget jeg tænkte så meget over, da vi jo ikke med sikkerhed vidste om det var det. Så jeg tog det stille og roligt og tænkte ikke så meget over det.
Den gang var der intet i mig der sagde at måske disse to ting hænger sammen på en eller anden måde. For hvad skulle han have med det at gøre. Præcis hvad han havde med alt dette at gøre, er først blevet meget mere klart for mig senere.
