Følelsen af savn!

Julen er ovre og det er jeg glad for. Jeg er ikke den stor fan af julen, nok mest pga. maden, men jeg er ikke til det med julefrokoster, meget mad, mange mennesker og alt det der, det er ikke lige min kop te - tilgenglæd er det min families. Jeg deltager dog også, men nu har jeg også fået nok for i år. Jeg trænger til at være mig selv.

Min jul har været en meget blandet jul i år. Juleaften har på den ene side været en god juleaften med familie, men der skete også noget som ødelagde hele min juleaften.
NU sidder jeg tilbage og er rigtig rigtig bange, ked af det, utryg og mange andre ting - jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forholde mig til dette. Ved ikke hvem jeg skal snakke med om det.
Kan ikke snakke med mine forældre for de siger bare jeg skal glemme det der skete, men det kan jeg ikke. Min behander Ida har ferie og er ikke tilbage før efter nytår så hende kan jeg heller ikke snakke med.
Det er her min ssavn begynder - jeg savner for det første min gudfar rigtig meget som desværre døde i en alt for ung alder for 12 år siden - vi var meget tætte og jeg kunne snakke med ham om alt, jeg ville sådan ønske at han var her nu så han kunne hjælpe mig og jeg kunne snakke med ham. Jeg har dog det sidste halve år lært at forholde mig til at han ikke kommer tilbage - ja det har taget mig 12 år at ind se at han ikke kommer tilbage - det lyder måske dumt, men savnet til ham fra min side har været så stort at jeg først for et halvt år siden gik op for mig at han var væk og ikke kom tilbage.
Jeg har dog haft en anden jeg har kunne snakke med når tingene har været rigtig svære, har også kunne snakke med denne person om alle mulige andre ting, gode ting, sjove ting og helt ubetydelige ting. Denne person er kommet til at betyde rigtig rigtig meget for mig og jeg stoler næsten mere på denne person end jeg stoler på mig selv en gang imellem. Denne person er en frivilligrådgiver på en side som jeg i mange år har gjort brug af og som jeg har været rigtig glad for at bruge - denne person skal nu have orlov :( Jeg har stor respekt for denne person og jeg forstår hendes kreaterier for at hun vil tage orlov et stykke tid, men lige nu savner jeg denne person så meget at det gør ondt inden i. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne snakke med hende lige nu - det er ikke det samme uden hende. Jeg ved hun kommer tilbage, men jeg savner hende rigtig rigtig meget.
Det gør ondt inden i at jeg ikke kan snakke med nogen af dem jeg bare rigtig gerne vil snakke med, at jeg ikke kan komme til at snakke med en af de to som jeg har allermest tiltro til og som jeg ved vil lytte og hjælpe mig ud af det der har fået min jul til at falde sammen og være nok den værste jul for mig i mange mange år.

Føler mig som palle alene i verden - det gør så ond inden i...

Sikke en dag...

Sikke en dag det har været idag.

For ca. 2 mdr siden fik jeg lavet noget der hedder en personligheds test af mine behandler. Det var en anden psykolog end Ida som jeg normalt snakker med, det gik nu okay at snakke med en som jeg ikke har mødt før, men jeg synes at resultatet har ladet vendtet længe på sig, men idag fik jeg så resultatet.

Jeg var til en samtale med ikke mindre end tre behandlere, Ida (min psykolog), Rikke (min psykiater) og Janne (den psykolog der lavede testen på mig). det var noget overvældende at de var så mange, jeg bliver rigtig rigtig utryg når de er så mange og det tror jeg også godt at de vidste, for de gjorde det kort og præcist og så gik Ida og jeg for os selv og snakkede et stykke tid.
Det var magen ting at tage ind synes jeg, jeg kan ikke huske ret meget af det de sagde idag, heller ikke selv om Ida og jeg tog det igen da vi var bare hende og mig.

Resultater af testen er at jeg nu ud over min spiseforstyrrelse, har fået yderligere to diagnoser - navnet på disse diagnoser er så Ængstelig personlighedsstruktur og tvangspræget personlighedsstruktur.
Jeg har flere gange fået forklaret hvad de to ting er, men mot hoved har fået så mange informationer idag omkring alt det, at jeg ikke længere kan huske hvad det er de har sagt som de to diagnoser - hvilket også gør mig rigtig forvirret at jeg ikke kan huske det.

Jeg synes det hele er MEGET MEGET forvirret for tiden - og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg skal gøre eller hvor eller hvad jeg skal gøre af mig selv..
Hvis jeg dog bare kunne finde lidt orden i mit hoved og mine tanker...

Det er som om hun intet har forstået..

Jeg har de sidste par dage været sammen med mine forældre.
Min far har de sidste 6 uger været på kursus i Aabenrå og i lørdags kørte min mor og jeg over for at besøge ham og søndag kørte vi alle tre en tur til Tyskland, hvilket var rigtig hyggeligt. Mandag var min fars sidste dag på kursus så min mor og jeg tilbragte tiden mens han var i skole med at gå rundt i Aabenrås gader og kigge butikker. Det var nu okay hyggeligt, men fordi at jeg havde været sammen med nogen alle dage siden Onsdag var det ved at gå mig rigtig meget på nerverne at jeg ikke kunne være for mig selv bare en lille smule.
Der ud over var der også en anden ting som gik mig rigtig meget på og det var måltiderne, jeg havde ikke lyst til at spise noget, jeg var ikke sulten og jeg følte mit i forvejen stor og tyk og rigtig dårlig tilpas i mig selv.
Tankerne om mad og motion og ikke mindst opkast blev værre og værre og jeg havde svært ved at skubbe dem væk, jeg sagde flere gange i løbet af weekenden når vi nærmede os måltider at jeg ikke var sulten for jeg havde det rigtig dårligt med at skulle spise.
Søndag da vi havde været i Tyskland besluttede mine forældre at vi skulle ud og spise om aftene, det var dermed 5 gang på bare 4 dage at jeg skulle spise ude og på et sted jeg i forvejen ikke kende, det gør bestemt ikke tingene bedre. Jeg sagde at jeg ikke var sulten, hvilket min mor var meget imod at jeg sagde, men sandheden var - jeg var virkelig ikke sulten og jeg kunne slet slet ikke overskue det mere.
Efter lang tid sagde min far, jamen hvis hun ikke er sulten så er det vel okay at hun bare får en lille smule og sådan blev det.

Igår var jeg så hos mine forældre igen igen, og da min mor skulle køre mig hjem, sagde hun at hun kunne se på mig at jeg ikke fik nok at spise for tiden, hun sagde at hun kunne se det i mine øjne, hvad hun mente med dette kunne hun ikke utrykke bedre sagde hun, hun kunne bare se det sagde hun. Dertil sagde hun også at jeg ikke spiste nok i løbet af weekenden da jeg var sammen med dem og hun kom med eks på søndag aften om at jeg ikke spiste så meget.
Jeg blev rigtig sur og sagde at jeg ikke gad at høre om det.

Jeg gider ikke at hun skal blande sig, hun gør det altid og hun ved hvor irriterende det er for mig at hun gør det.

Og efter godt 8 år har hun stadig ikke fattet at det stadig er rigtig svært for mig og det bliver for meget for mig at jeg skal spise ude så mange dage i træk, det burde hun vide at det er alt for meget for mig. Min diætist som har kendt mig i knapt 7 mdr kender mig bedre på det område end min mor, for da jeg fortalte min diætist om det forleden sagde hun med det samme - det er alt for meget for dig, det er du slet ikke klar til at kunne oversku og klare, og det kommer til utryg nu ved at du slet ikke spiser disse dage og vi risikere at du endnu en gang kommer ned i en down periode og taber dig igen og det er lige nødagtig det der sker.

Sygdommen sidder i hoved på mig hele tiden, den snakker kun om mad, motion og opkast, den tænker på aff.piller og tænker hele tiden på hvordan den kan komme af med den mad der komme ind, hvis der overhoved komme noget ind.

Selv om jeg føler jeg har kontrollen så føler jeg samtidig at det hele er ved at falde fra hinanden. det er en meget underlig følelse at have inden i - og føle at man ikke har nogen at dele denne følelse med, fordi jeg ikke føler der er nogen der forstår mig..

Hvad mon der skal blive af mig fremover...????

wauuuu - godt 8 år..

Nu er det endnu en gang ved at været december og endnu et år er gået. Ikke nok med at bare endnu et år snart er gået, men det er også snart 8 år siden hele min kamp begynde.

Den gang var jeg ikke mere end 16 år gammel og jeg gik på efterskole. Var kommet væk fra min folkeskole og til et sted hvor jeg endelig følte mig hjemme. Jeg var endelig sammen med nogen som delte min store glæde for gymnastik, jeg følte mig ikke længere uden for og det var ikke længere nørdet at gå meget op i en bestemt sportsgren for på denne skole delte alle den samme glæde som mig, nemlig glæden ved gymnastikken.

Jeg kan huske at jeg var meget nervøs for at starte på skolen, da jeg altid har haft meget hjemmeve, selv efter jeg var blevet ældre.
Men jeg følte mig hjemme fra første dag, fik nogen søde værelseskammerater og fik hurtig venner, hvilket jeg før ikke har været vant til. Så dette var for mig en ny begyndelse, en ny chance for mig, en chance for at vise hvem JEG var og vise hvad JEG kunne.

Alt gik som det skulle, jeg var glad for at være på skolen, jeg havde flere gode venner, var med i en 4 kløver med 3 skønne piger, som tilbragte al fritid sammen. Jeg kunne lave lige så meget gymnastik jeg ville uden at nogen rystede på hoved af det og jeg følte mig godt tilpas.
Blev optaget på junior rep. holdet hvilket gjorde mig rigtig stolt. Kan tydelig huske hvor glad jeg var da jeg ringede hjem til mine forældre for at overbringe min glædelige nyhed at jeg var kommet på holdet der skulle representere den gang DGI Præstø amt. (som idag nu høre ind under DGI Storstrømmen)

Som sagt befandt jeg mig godt og det var derfor utrolig underlig da vi skulle hjem på juleferie som bare føltes som en evighed at skulle være væk fra vennerne og ens hjem. Men det var også rart at komme hjem til familien og være sammen med dem i lidt mere end bare en weekend..
Selv om julen var en god og hyggelig tid, var det dog alligevel rigtig rart at komme tilbage til skolen og vennerne. Det var stor gensynsglæde for alle og snakken gik da også lige til vi skulle i seng, om hvad vi havde lavet, hvad vi havde fået i julegave, hvad vi havde lavet til nytår og ikke mindst om hvor meget vi glædede os til at se hinanden igen.
Jeg var glad for at være på skolen igen - glad for at se de andre - men det var som om at inden i mig var der et eller andet galt. Hvad det var vidste jeg ikke og jeg har derfor nok også den gang skubbet det væk og tænk at det sikkert ikke var noget.

Der gik nogen dage hvor jeg gik lidt for mig selv, der var noget der ikke var som det skulle være. Jeg havde normalt en meget normal appetit, men de sidste par dage havde jeg ikke rigtig været sulten, når jeg kiggede på maden synes jeg den så ulækker og ikke særlig appetitlig ud. Jeg tænke først ikke så meget over det, da jeg siden jeg var lille i perioder stort set ikke spist noget og andre perioder spist helt normalt, så for mig var det jo meget almindeligt.
En dag hvor jeg havde fritime, sad jeg oppe på mit værelse, jeg sad og kiggede på billeder af venner og familie og af billeder jeg havde fra da jeg var lille. Jeg rejste mig op og kiggede på mig selv, vendte og drejede mig foran spejlet flere gange. Først tænkte jeg at der ikke var noget galt, men det var som om jo mere jeg kiggede jo mere forkert så det ud - ja jeg havde nok taget lidt på over julen, men det var der jo ikke noget i, de par kilo kunne jeg jo sagtens smide, nu hvor jeg lavede så meget gynmastik, tænkte at det måske var det der fik mig til at føle mig ikke så godt tilpas.

Mit lille ny mål og at tabe et på kilo gik let som ingen ting og på ingen tid havde jeg tabt mig de kilo som planlagt, men jeg fik det stadig ikke bedre inden i. Der var stadig en mærkelig følelse inden i, men jeg vidste ikke hvad det var.
En ganske lille stemme sagde til mig, at tabte jeg bare 2 kilo mere så ville følelsen inden i forsvinde. Men det gjorde den ikke. Stemmen sagde igen at det nok var fordi min krop prøvede at fortælle mig at det var fordi den ikke havde det godt med det som den vejede og jeg derfor var nød til at tabe mig yderligere.
Jeg kiggede mig i spejlet og så det jeg startede med at se den første gang jeg havde kigget mig i spejlet - jeg kan da godt forstår jeg ikke får det bedre hvis jeg ser sådan ud - tænkte jeg.

Da jeg var hjemme på juleferie fik jeg at vide at min farfar var syg, præcis hvad han da fejlede vidst man ikke, men man mente at der nok var kræft i lymfeknuderne som sidder ved halsen og underarmen. Men det var ikke noget jeg tænkte så meget over, da vi jo ikke med sikkerhed vidste om det var det. Så jeg tog det stille og roligt og tænkte ikke så meget over det.

Den gang var der intet i mig der sagde at måske disse to ting hænger sammen på en eller anden måde. For hvad skulle han have med det at gøre. Præcis hvad han havde med alt dette at gøre, er først blevet meget mere klart for mig senere.