Jeg har de sidste par dage været sammen med mine forældre.
Min far har de sidste 6 uger været på kursus i Aabenrå og i lørdags kørte min mor og jeg over for at besøge ham og søndag kørte vi alle tre en tur til Tyskland, hvilket var rigtig hyggeligt. Mandag var min fars sidste dag på kursus så min mor og jeg tilbragte tiden mens han var i skole med at gå rundt i Aabenrås gader og kigge butikker. Det var nu okay hyggeligt, men fordi at jeg havde været sammen med nogen alle dage siden Onsdag var det ved at gå mig rigtig meget på nerverne at jeg ikke kunne være for mig selv bare en lille smule.
Der ud over var der også en anden ting som gik mig rigtig meget på og det var måltiderne, jeg havde ikke lyst til at spise noget, jeg var ikke sulten og jeg følte mit i forvejen stor og tyk og rigtig dårlig tilpas i mig selv.
Tankerne om mad og motion og ikke mindst opkast blev værre og værre og jeg havde svært ved at skubbe dem væk, jeg sagde flere gange i løbet af weekenden når vi nærmede os måltider at jeg ikke var sulten for jeg havde det rigtig dårligt med at skulle spise.
Søndag da vi havde været i Tyskland besluttede mine forældre at vi skulle ud og spise om aftene, det var dermed 5 gang på bare 4 dage at jeg skulle spise ude og på et sted jeg i forvejen ikke kende, det gør bestemt ikke tingene bedre. Jeg sagde at jeg ikke var sulten, hvilket min mor var meget imod at jeg sagde, men sandheden var - jeg var virkelig ikke sulten og jeg kunne slet slet ikke overskue det mere.
Efter lang tid sagde min far, jamen hvis hun ikke er sulten så er det vel okay at hun bare får en lille smule og sådan blev det.
Igår var jeg så hos mine forældre igen igen, og da min mor skulle køre mig hjem, sagde hun at hun kunne se på mig at jeg ikke fik nok at spise for tiden, hun sagde at hun kunne se det i mine øjne, hvad hun mente med dette kunne hun ikke utrykke bedre sagde hun, hun kunne bare se det sagde hun. Dertil sagde hun også at jeg ikke spiste nok i løbet af weekenden da jeg var sammen med dem og hun kom med eks på søndag aften om at jeg ikke spiste så meget.
Jeg blev rigtig sur og sagde at jeg ikke gad at høre om det.
Jeg gider ikke at hun skal blande sig, hun gør det altid og hun ved hvor irriterende det er for mig at hun gør det.
Og efter godt 8 år har hun stadig ikke fattet at det stadig er rigtig svært for mig og det bliver for meget for mig at jeg skal spise ude så mange dage i træk, det burde hun vide at det er alt for meget for mig. Min diætist som har kendt mig i knapt 7 mdr kender mig bedre på det område end min mor, for da jeg fortalte min diætist om det forleden sagde hun med det samme - det er alt for meget for dig, det er du slet ikke klar til at kunne oversku og klare, og det kommer til utryg nu ved at du slet ikke spiser disse dage og vi risikere at du endnu en gang kommer ned i en down periode og taber dig igen og det er lige nødagtig det der sker.
Sygdommen sidder i hoved på mig hele tiden, den snakker kun om mad, motion og opkast, den tænker på aff.piller og tænker hele tiden på hvordan den kan komme af med den mad der komme ind, hvis der overhoved komme noget ind.
Selv om jeg føler jeg har kontrollen så føler jeg samtidig at det hele er ved at falde fra hinanden. det er en meget underlig følelse at have inden i - og føle at man ikke har nogen at dele denne følelse med, fordi jeg ikke føler der er nogen der forstår mig..
Hvad mon der skal blive af mig fremover...????
Ingen kommentarer:
Send en kommentar