Jeg burde vel være glad..

Jeg synes den sidste tid har været rigtig hårdt og svært. Der har været rigtig mange tårer.

Men i søndags holde jeg fødselsdag for mine familie. Efter en fredag hvor jeg holde fest for vennerne og var kommet i seng kl 8 lørdag morgen, sover 1½ time inden min far kom og vi skulle ud og handle ind til søndag. Da min mor senere ringede, var hun mega sur over at jeg kun havde sovet 1½ time, for som hun sagde "det var da totalt dumt gjort af dig. NU er du jo mega træt og får ikke gjort rent, du får ikke ryddet op, fordi du er træt og skal sove når du kommer hjem. Og så ringer du imorgen kl 10 og siger at nu når du det ikke og om jeg så ikke godt vil kommer og hjælpe dig, og jo det vil jeg da gerne, men så vil jeg altså gerne vide det lidt mere end imorgen kl 10. Og når vi så kommer imorgen så er du pisse træt og sur og irriterede over alting. Og dert synes jeg virkelig ikke du kan være bekendt" - jeg blev så skuffet da hun sagde sådan, hun spurgte ikke en gang om jeg havde haft en god fest. Hun kom bare med alle sine fordomme mod mig.
Jeg blev rigtig gal og sagde at det synes jeg ikke hun kunne være bekendt at sige og bare antage at det ville blive sådan. Det blev hun skide sur over og lagde på.
Efter jeg var kommet hjem med varerne, var min mor lige inde for at sige noget til min far, jeg kaldte hende op og det ende med at jeg sagde undskyld fordi at jeg blev stor.
"Hvad fanden tænker du på mette. Hvorfor undskylder du?? det er sku da hende der har gjort noget forkert. Ikke dig, du har fuld ret til at blive skuffet og vred på hende over at hun opfører sig sådan" - tænkte jeg, men alligevel høre jeg mig selv sige "Mor du må virkelig undskylde at jeg blev så, det var ikke fair. Blev nok bare lige ked af at du ikke spurgte om jeg havde haft en god fest. Men det må du undskylde" og hun svare "det er helt iorden. vi kan alle blive sure en gang imellem. Jeg er nød til at gå ned og arbejde igen" og så gik hun.

Jeg tænkte - "fandme nej om hun skal få ret" OG DET FIK HUN HELLER IKKE!!!
Jeg fik nemlig både ryddet op, gjort rent, dækket bord, bagt boller, lagt lagkage sammen, lavet aftensmaden klar og var klar inden at gæsterne kom om søndagen, uden at jeg var stresset eller noget andet, havde end da god tid.
Jeg fik så meget ros af min familie - det var helt nyt for mig at de blev ved med at sige "hvor har du bare klaret det her flot" - "hvor er det noget godt mad du har lavet" - "ej hvor smager det godt" - "sikke et flot bord du har lavet" - "ej det har du også tænkt på." osv. De plejer kun at kunne finde ALT det jeg gør forkert eller ALT det der er forkert ved mig. Men ikke i søndags - jeg tror jeg voksede lidt ekstra den dag. Og søndag aften efter mine forældre var taget hjem, kunne jeg ikke lade værd med at smile og tænke "SÅDAN METTE - DU ER FANDME SEJ!"
En halv time efter mine forældre var taget hjem fik jeg en besked fra min mor som lød således "Hej sødeste mus. Tusind tak for idag. Det var en rigtig hyggeligt dag og du har da idag om noget bevist at du bare har styr på tingene. Du har min dybeste respekt nmin søde pige, jeg er helt utrolig stolt af dig. Godt gået min pige. Du er bare den perfekte værtinde, søde skat. Fra mor"
Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere eller svare på den besked, men kunne ikke lade værd med at smile og tænke "yes.. jeg fik vist at jeg godt kunne" - "hun fik ikke ret."
Men den betyder selvfølgelig også rigtig meget for mig, for at hun siger at jeg har hendes respekt er meget stort for mig.

MEN - nu er det tirsdag og jeg burde jo være glad, men det er jeg slet ikke. Jo ud-ad-til er jeg glad, det andre ser, så er jeg smilende, glad, overskudsagtig, hjælpesom overfor mine venner, lyttedene og til stede. Men inden i føler jeg at jeg er ved at falde helt fra hinanden. Jeg er slet ikke glad, smilenden, overskudsagtig... Men hvem kan jeg sige det til ??? Alle ser jo noget andet end jeg egentlig er, hvordan skal jeg kunne vise at jeg slet ikke har det som det ser ud, for jeg bør jo være glad, efter min succes i søndags - IKKE??

Smerten er ikke til at holde ud, det gør alt for ondt. Jeg føler mig alene og forladt. Ved ikke hvilken vej jeg skal gå? Hvad har jeg brug for? Hvad skal jeg stille op? Hvad skal jeg vælge?

Jeg kan ikke holde smerten ud mere, det gør alt for ondt  :( Jeg kan ikke længere styrer det og jeg ender med at skærer, igen og igen og igen og igen, er nyt sted, nemmere at skjule. Jeg kan ikke stoppe, det gør så ondt inden i. Ønsker jeg overhoved at leve mere!???
"mange vil blive kede af det hvis du ikke var her mere " høre jeg sannes stemme sige. MEN hvad med mig, jeg er ikke glad, jeg er ikke ok, jeg er ved at falde fra hinanden, kan ikke holde til det mere. Hvad med mig??????????????????????????????????????????

Hvorfor og hvordan..

Det er hele er ved at gå fra hinanden synes jeg. Jeg føler mig slet ikk gald på nogen måde, at tårerne triller er snart mere hverdag end en sjældenhed.
Det gør så ondt inden i, men har så svært ved at sætte ord på hvad det er det gør så ondt.
Tankerne køre rundt i mit hoved, men selv om nogen af dem er meget skarpe for mig, er der også mange der er meget sløret og ikke giver nogen mening..

I sidste uge i holbæk havde jeg det rigtig skidt og var meget ked af det. Rikke var ikke meget for at sende mig hjem, men da min far var med og skulle køre mig fik jeg alligevel lov til at komme hjem. Jeg skal der op igen på onsdag, men jeg har ikke meget lyst, har ikke lyst til at tage der op og har ikke lyst til at være ærlig om hvordan jeg har det, vil ikke at hun siger at hun ikke er mget for at sende mig hjem igen. 

Årh jeg hader mit liv og mig selv - kan jeg da aldrig finde ud af noget som helst..????!!!!

Mine forældre holde deres sølvbryllup i lørdags, jeg var ikk meget for at være der, men tog masken på og lod som om at alt var ok. Det gik også fint det meste af aftenen. Men da min far holde tale til min mor, nævnte han at de jo havde været meget igennem og med min sygdom havde det ikk været nemt - hvorfor skulle han nævne det, mange af gæsterne vende sig om og kiggede på mig da han sagde det - jeg kunne være krybet ned i et mussehul lige på stedet - følte mig så dårlig tilpas, men måtte prøve ikke at lade mig mærke med det.

Men efter det ved jeg jo bare at jeg har ret, jeg har været en belastning for mine forældre - og jeg vil ikke være det mere, det skal være slut.

Så meget på hjertet,

så meget smerte.

I så mange år,

så dybe sår.

Jeg kan snart ikke mere,

 for sårerne bliver flere og flere.

Til besvær er jeg kun,

 elsker nogen mig mon.