En meget blandet tid

Dette billede symbolisere min tid hos Ida, hvor jeg har været meget glad for at komme.

Jeg har idag været til min sidste samtale hos Ida, da hun for i næste uge starter på sit nye arbejde.

Min tid ved Ida har budt på mange ting, hårde timer, svære timer, vanskelig time, men også gode timer og ind imellem sjove timer.

Jeg har idag givet dette billede til Ida, fordi hun havde sagt for noget tid siden at jeg måtte male et billede til hende den dag hvor hendes og min vej skulle skilles.

At have givet dette til Ida virker helt specielt og jeg er meget glad for at jeg har fået det godt, for billede siger så meget om min tid hos Ida. Hendes reaktion over at få det, kom en smule bag på mig, havde håbet på at hun blev glad for det, hvilket hun bestemt også gjorde, men samtidig blev hun så rørt at hun fik tårer i øjnene.

At hun vil hænge det op på sit nye kontor betyder rigtig meget..

Disse muslingeskaller har Ida selv samlet på Zanzibar og taget med hjem til DK, de har ligget på hendes kontor i den tid jeg er kommet der og idag efter at hun havde fået billede. Gav hun mig disse tre og sagde at disse tre var hende tre ynglings, men at hun gerne ville give mig dem, for hun synes at jeg skulle have dem :)
Jeg er SÅ beæret over at have fået dem, for første gang hun fortalte mig om dem fortalte hun hvor glad hun var for dem, så at hun har givet mig dem, er ubeskriveligt for mig..

Afskeden med Ida gik egentlig godt, stille og roligt. Jeg gik der fra med ro i kroppen og som om intet var anderledes end de andre gange. Dagen er gået med en køretur ud til vandet sammen med far, det var rigtig rart og hyggeligt, det fik mine tanker lidt væk fra det hele. Da vi kom tilbage til Næstved blev jeg sat af ved UMS hvor jeg var nogen timer.
Her til aften har jeg bare været her hjemme, har været lidt på girltalk chatten, det var okay, for nu er det som om det er ved at gå op for mig at det var sidste gang jeg så Ida idag og den tanke får tårerne til at komme frem.

Tiden i disse dage er så svingende at jeg har svært ved selv at følge med.

Igår holde jeg ud i omkring 7 timer, gjorde alt for at være beskæftigede hele tiden. Tankerne kørte rundt i mit hoved i al den tid, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde dem på afstand. Til sidste kunne jeg ikke mere, jeg var udmattet og tankerne tog oven og det ende i total ukontrolleret selvskade - jeg har aldrig før haft så mange sår på min arm, jeg kunne slet ikk styrre hvor længe jeg blev ved med at hive kniven ned af min arm, kunne ikke styrre hvor længe jeg blev ved, men alt i mens talte tankerne hvor mange gange knive fik lov at skære. På et tidspunkt sagde mit hoved, du forsætter bare til jeg siger det er nok - og ved ikke hvorfor jeg ikke så faren idag, men bare forsat, det var som om jeg slet ikke havde kontrollen over min hånd og hvad den gjorde.
Idag da jeg stod op undgik jeg at kigge på min arm, jeg ønskede ikke at se hvordan den så ud. Og derfor vidste jeg heller ikke hvordan den så ud da Ida som hun plejer, da mig vise min arm for at holde øjne med hvor meget det er og om det tager til. Da jeg så hvordan min arm så ud, tænkte jeg først fuck det er løgn, men i næste øjeblik kom en stemme frem i mit hoved og sagde "200" andet sagde den ikke og jeg vidste med det sammen hvad den mente.. Jeg skynde mig at trække ærmet ned igen og kigge væk, i det øjeblik hvad jeg bare lyst til at forsvinde som dug fra solen.

Nu sidder jeg endnu en aften og kan mærke at tankerne igen er ved at tage til, og jeg frygter ærligt hvor det ender. Mine tanker er så magtfulde for tiden og jeg føler jeg har ingen kontrol.
Hvad skal jeg mon stille op, skal jeg være ærlig imorgen og tage en snak med Mitchie eller skal jeg lade som ingen ting og se hvem der ender med at have magten!?

To nætter i helvede

Det startede med natten mellem denne onsdag og torsdag.

Da jeg kom hjem fra gymnastik, knækkede snoren - og jeg kunne ikke holde tankerne tilbage længere, tårerne begynde at trille ustyrligt ned at mine kinder.. Og tankerne om selvskade tog til - efter en time kunne jeg ikke komme uden om tankerne længere - jeg husker svagt hvordan det hele foregik, jeg husker bare at kniven blev sat for armen og trukket ind over og dette gentog sig igen, igen, igen, igen, igen, igen og igen - ved ikke på da værdende tidspunkt hvor mange sår jeg laver, men jeg kan ikke stoppe, mine indre smerte er så voldsom og jeg må bare ud med den og derfor bliver kniven ved med at bliver trukket over min arm.

Fra jeg stoppede med at skære og til jeg sidder i min seng kan jeg ikke rigtig huske hvad der sker.
Men som jeg sidder i min seng, kan jeg mærke angsten stige i min krop, mit hjerte begynder at slå rigtig hurtigt, jeg trækker vejret hurtigere og samtidig med at angsten stiger, kan jeg mærke at jeg begynder at gå i panik, jeg sidder helt sammenkrøllet i min seng op af væggen, ryster og direr frem og tilbage.
Jeg bliver mere og mere panisk og angsten stiger i mig - mit hoved falder tilbage ind i væggen bag mig, dette gentager sig flere gange - hvor længe ved jeg ikke og hvad der sker derfra ved jeg heller ikke - for det næste jeg husker at jeg vågner torsdag formiddag, vågner kun kortvarig og falder derefter hen igen. Kommer ikke rigtig til mig selv før omkring kl halv 12..

Torsdagen går med UMS og andre ting..

Natten til idag har ikke været bedre, jeg har nemlig slet ikke sovet i nat, har haft så meget angst at jeg ikke har kunne finde ro. Lukkede jeg mine øjne så jeg billeder som skræmte mig rigtig meget og jeg slog hurtigt øjnene op igen, badet i sved og med et hjerte der hamrede så hurtigt at man skulle tro det var på vej ud gennem huden på mig..

Det har været to nætter i helvede.

Alt i mens jeg sidder og skriver dette kæmper jeg med min angst, mit hjerte banger rigtig hurtigt og min vejrtrækning svinger fra at være normal til at være hurtig.. Ved slet ikke hvor eller hvad jeg skal gøre med mig selv.

NEJ NEJ NEJ - min verden er faldet fra hinanden..

I tirsdag faldt min verden fra hinanden, mit sikkerhedsnet forsvandt og jeg følte mig mere alene end jeg har gjort det sidste lille års tid.

Ida fortalte mig at hun har fået nyt job og stopper derfor til første marts :'(
Jeg gik fuldstændig i stå, alt inden i mig stoppede - et kort sekund føltes det også som om mit hjerte det gik helt i stå og holde op med at bange. Og den næste følelse jeg fik var at jeg blev ekstremt ked af det, men samtidig kunne jeg ikke vise Ida at jeg blev så ked af det som jeg gjorde, for følte mig så dum fordi jeg blev så ked af det.
Jeg har haft så svært ved at lukke op for hende, nu har jeg endelig fået den tillid til hende og jeg føler mig så tryg når jeg er hos hende og det hele forsvandt med et, da ordene kom "jeg stopper" - mine næste tanker er: hvad skal der ske med mig nu????? hvad skal jeg gøre uden Ida??? Hvad har jeg gjort siden at hun ikke vil mig mere??? Har jeg sagt noget forkert??  har jeg mon gjort noget forkert?? Hvorfor ødelægger jeg også alting?? Nu kan alt bare være lige meget??

Jeg kunne ikke sige noget, kunne ikke svare på hendes spørgsmål. Alt inden i mig kæmpede for at holde sammen på mig selv. Havde lyst til at gå min vej, men min krop sad som lammet i stolen, mens mit blik holdte sig lagt væk fra Ida.

Da Ida slet ikke kunne få mig til at snakke, sagde hun at hun var bekymret fot hvilken reaktion der ville komme fra mig senere hvis den ikke kom der. Og da jeg stadig ikke sagde noget, fik nu hun mig til at sætte krydser ud for hvordan jeg havde det og hvilken tanker jeg havde - og da jeg ikke kunne svare ja eller nej for om vi kunne indgå en aftale, så hun ingen anden udvej at vi kørte til vordingborg til skadestuen - mens hun snakkede med Rikke om at vi skulle afsted, fik hun en anden til at komme ind og side ved mig da hun ikk turde lade mig side alene.

Turen til vordingborg var nok den længste tur nogen siden, jeg sagde ikke et ord hele vejen, jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, mens tankerne om at slutte nu kørte gennem mit hoved - jeg kunne spænde mig op, åbne døren og bare lade mig falde ud, det ville være bedre end at forsætte.
Da vi kom ned til skadestuen, melde Ida at vi var kommet og vi satte os ned og ventede. Mens vi ventede spurgte Ida om jeg ville kunne lave aftaler med dem på skadestuen om ikke at gøre skade på mig selv. "Det kan jeg ikke. Jeg er ligeglad med alt lige nu. Jeg er ligeglad med om jeg gør skade på mig selv om jeg tager mit eget liv eller hvad jeg gør. Jeg er ligeglad".

Da vi kom ind og snakkede med lægen, var det vist nok mest Ida der snakkede jeg husker ikke så meget fra den samtale vi havde med lægen, kun at jeg skulle vente i opholdsstuen til de fandt ud af hvor jeg skulle være. Det ende med at jeg skulle være i skadestuen, jeg dumpede ned foran tv'et i tv stuen og der gik jeg i staver. Min kontaktperson kom og kiggede til mig nogen gange og forlangte også at jeg fik noget at spise.
Da der var nyt vagtskifte kon min nye kontaktperson og hilste på mig, efter aftensmaden gik jeg ind på mit værelse, jeg havde fået for meget af det hele, mine tanker var for meget. Jeg faldt sammen på gulvet ved siden af mig seng, rev plastikkruset i stykker - smerte inden i var for meget, jeg kunne ikke mere, det måtte ud og jeg foldede det ødelagte krus og begynde at skære, alt i mens tårerne trillede ned af mine kinder og tankerne i mit hoved kredsede om hvad der mon skal blive af mig nu hvor Ida forsvinder. Min kontaktperson kom ind og fand mig sidden grædende på gulvet, hun satte sig ned ved siden af mig og vi snakkede i lidt over en time. Efter at have grædt i over 2 timer, vende jeg tilbage til tv stuen og der sad jeg resten af aftenen til jeg gik i seng lidt over 12.

Da jeg kom ind i seng kredsede tanker stadig om at skade mig selv og opgive livet, jeg tog den blyant jeg havde lånt og det papir jeg havde fået og begynde at skrive:

Stjerne's løfte

Natten er mørk og kold,

rundt om i landet sover de fleste folk.

Men i mit vindue er der lys,

og hele min verden er gået på frys.

Jeg kigger ud på den mørke himmel,

mens tankerne i mit hoved gør mig svimmel.

Alt er sort, mørkt, koldt og øde,

og fremtiden har jeg ikke længere lyst til at møde.

Alle mine drømme forsvandt med et,

har ikke længere lyst til livet mit.

Oppe på himlen, langt væk i det fjerne,

lyser en ganske lille stjerne.

Den fanger mit blik et kort sekund,

men min indre smerte gør mere og mere ondt.

Vil den mon fortælle mig noget,

give mig det jeg endnu ikke har fået.

Den blinker stille - kon her op til mig,

jeg skal nok passe på dig.

Jeg vil fjerne alt din sorg og smerte,

du skal blot give mig dit hjerte.

Luk dine øjne og stig til vejrs,

og du vil for andre ikke længere være på tværs.

Gør det forbi - gør dig fri,

jeg skal nok gøre dig lykkeligt!

Mette Meyer, d. 8.2.2011

Kommer til at savne Ida så frygtelig meget... :'( smerten af at miste hende er næsten ikke til at bære :'(



Fik det sagt..

Igår var jeg hos mine forældre, det var faktisk en stille og rolig dag.
Mine forældre gik og gjorde rent og jeg lå bare og læste det meste af dagen, ellers stod dagen på spil, film og hygge. Men min mor og jeg fik os faktisk også en rigtig god snak.

vi snakkede om lidt af hvert, men vi snakkede meget om mig, min sygdom, min fremtid, mine mål, nogen af mine tanker, hendes tanker og jeg prøvede at forklare nogen af de ting hun spurgte ind til. Men det kan være så frygtelig svært at forklare noget man faktisk ikke helt selv kender svaret på eller ved hvordan fungere.

Men det jeg egentlig gerne vil fortælle idag er at jeg igår fik fortalt min mor at hun til tider gør mig rigtig ked af det, fordi jeg føler hun snakker til mig som om jeg er 5 år gammel, jeg gav hende et eks. og fik sagt at jeg faktisk gjorde mig rigtig ked af det.
Hun sagde at det var godt jeg sagde det til hende og at hun frem over ville tænke over det og i stedet for at kommendere mig så lade mig selv komme.

Da vi var færdig med vores lang snak som varede i  ca 1½ - 2 timer rejste vi os for at gå ud i køkkenet hvor min far var, hun kom hen til mig og ville give mig en knus, jeg kiggede på hende og sagde at jeg ikke lide havde lyst til en knus, sagde det ikke havde noget med hende at gøre, men at jeg bare ikke lige ville have en knus lige på det tidspunkt. "gå ud i køkkenet" sagde hun og pejede med fingeren " den skal jeg lige sluge" - gik så ud i køkkenet, hun kom der ud og sagde, "ved jo godt at det har noget med mig at gøre".. "du drejer det altid til at det har noget med dig at gøre, også selv om jeg siger det ikke har" sagde jeg og gik. Jeg blev så ked af det over at hun ikke bare kunne forstå det.
Efter at have siddet i den mørke rum i 2 min kom min mor ind - hun satte sig ned og kiggede på mig og spugte hvad det nu var for noget.
Jeg kunne godt selv se at det måske var svært for hende at forstå at jeg pludselig sagde nej til et knus når jeg ellers altid bare tager i mod - men har kommer det, jeg fik forklaret og fortalt hende at det var hendes behov der her blev stillet og ikke mit, for mig gjorde det faktisk tit bare tingene værre.
Fik fortalt at når vi har snakket om ting som kommer lidt for tæt på har jeg brug for lidt ro og fred omkring mig og at jeg faktisk slet ikk har lyst til at hun rør mig.
Hun forstod ikke at jeg før så har taget imod, men fik forklaret hende at det var for ikek at skuffe hende eller gøre hende ked af det at jeg bare tog i mod det fordi jeg godt var klar over at det var hendes behov. Og at jeg derfor så hendes behov som vigtigere end mit eget. Men igår kunne jeg bare ikke.

Det var underlig at fortælle hende det, men hun lyttede og hun sagde faktisk at hun synes det var rigtig flot af mig at sige det og sige fra. Hun sagde det var klogt og modigt sagt af mig og at jeg selvfølgelig skulle tænke på mine egne behov.

Var bare så lettet over at hun reagerede på den måde. Og er lidt stolt af mig selv over at jeg har fået det sagt til hende.
Men jeg er sikker på at hun tager det på denne måde fordi de har være til samtale ved Ida og Rikke, for jeg har prøvet at sige noget til hende omkring mine behov og der er det slet ikke blevet modtaget på denne måde. Så samtidig med at jeg er lette og lidt stolt af mig selv, er jeg glad for at jeg til sidste valgte at takke ja til at Ida og Rikke tog den pårørende samtale med mine forældre, for min mor har ændret sig rigtig meget siden den samtale. Hvilket er rigtig rart, jeg føler nu at hun kun prøver at være mor og ikke også behandler eller faktisk kun behandler - jeg har fået min mor - håber bare det holder ved... !