Fik det sagt..

Igår var jeg hos mine forældre, det var faktisk en stille og rolig dag.
Mine forældre gik og gjorde rent og jeg lå bare og læste det meste af dagen, ellers stod dagen på spil, film og hygge. Men min mor og jeg fik os faktisk også en rigtig god snak.

vi snakkede om lidt af hvert, men vi snakkede meget om mig, min sygdom, min fremtid, mine mål, nogen af mine tanker, hendes tanker og jeg prøvede at forklare nogen af de ting hun spurgte ind til. Men det kan være så frygtelig svært at forklare noget man faktisk ikke helt selv kender svaret på eller ved hvordan fungere.

Men det jeg egentlig gerne vil fortælle idag er at jeg igår fik fortalt min mor at hun til tider gør mig rigtig ked af det, fordi jeg føler hun snakker til mig som om jeg er 5 år gammel, jeg gav hende et eks. og fik sagt at jeg faktisk gjorde mig rigtig ked af det.
Hun sagde at det var godt jeg sagde det til hende og at hun frem over ville tænke over det og i stedet for at kommendere mig så lade mig selv komme.

Da vi var færdig med vores lang snak som varede i  ca 1½ - 2 timer rejste vi os for at gå ud i køkkenet hvor min far var, hun kom hen til mig og ville give mig en knus, jeg kiggede på hende og sagde at jeg ikke lide havde lyst til en knus, sagde det ikke havde noget med hende at gøre, men at jeg bare ikke lige ville have en knus lige på det tidspunkt. "gå ud i køkkenet" sagde hun og pejede med fingeren " den skal jeg lige sluge" - gik så ud i køkkenet, hun kom der ud og sagde, "ved jo godt at det har noget med mig at gøre".. "du drejer det altid til at det har noget med dig at gøre, også selv om jeg siger det ikke har" sagde jeg og gik. Jeg blev så ked af det over at hun ikke bare kunne forstå det.
Efter at have siddet i den mørke rum i 2 min kom min mor ind - hun satte sig ned og kiggede på mig og spugte hvad det nu var for noget.
Jeg kunne godt selv se at det måske var svært for hende at forstå at jeg pludselig sagde nej til et knus når jeg ellers altid bare tager i mod - men har kommer det, jeg fik forklaret og fortalt hende at det var hendes behov der her blev stillet og ikke mit, for mig gjorde det faktisk tit bare tingene værre.
Fik fortalt at når vi har snakket om ting som kommer lidt for tæt på har jeg brug for lidt ro og fred omkring mig og at jeg faktisk slet ikk har lyst til at hun rør mig.
Hun forstod ikke at jeg før så har taget imod, men fik forklaret hende at det var for ikek at skuffe hende eller gøre hende ked af det at jeg bare tog i mod det fordi jeg godt var klar over at det var hendes behov. Og at jeg derfor så hendes behov som vigtigere end mit eget. Men igår kunne jeg bare ikke.

Det var underlig at fortælle hende det, men hun lyttede og hun sagde faktisk at hun synes det var rigtig flot af mig at sige det og sige fra. Hun sagde det var klogt og modigt sagt af mig og at jeg selvfølgelig skulle tænke på mine egne behov.

Var bare så lettet over at hun reagerede på den måde. Og er lidt stolt af mig selv over at jeg har fået det sagt til hende.
Men jeg er sikker på at hun tager det på denne måde fordi de har være til samtale ved Ida og Rikke, for jeg har prøvet at sige noget til hende omkring mine behov og der er det slet ikke blevet modtaget på denne måde. Så samtidig med at jeg er lette og lidt stolt af mig selv, er jeg glad for at jeg til sidste valgte at takke ja til at Ida og Rikke tog den pårørende samtale med mine forældre, for min mor har ændret sig rigtig meget siden den samtale. Hvilket er rigtig rart, jeg føler nu at hun kun prøver at være mor og ikke også behandler eller faktisk kun behandler - jeg har fået min mor - håber bare det holder ved... !