kl. er lige nu 04:33 og jeg har endnu ikke sovet, sidste nat fik jeg kun mellem 2 og 3 timers søvn. Jeg kan ikke sove angsten er for stor til at jeg kan finde ro nok bare til at gå ind og gøre klar til at gå i seng.
Men så tænkte jeg at men jeg alligevel sidder har med alle mine tanker om vejningen på mandag som jeg bestemt ikke ønsker at gå til, tankerne om det jeg har spist idag og om jeg mon har fået forbrændt det hele da jeg var til træning, hvad jeg må spise i løbet af dagen i morgen, hvor meget motion jeg skal lave de næste par dage, hvordan det kommer til at gå op med hvad jeg har indtaget i løbet af ugen, kommer det mon til at gå op eller kan man se det på vægten på mandag, hvis jeg altså kommer der over? Tanker om at kniven ligger lige inde i det andet rum og at tankerne krædser om at skære, for smerten inde i er for stor til at jeg kan holde det ud. Tankerne om at jeg ikke føler mig god nok, at jeg ikke har nogen værdi, at jeg er alene, føler mig svigtet, savn, frustretion og opgivelse.
Så sneg der sig en lille bitte tanke ind om et digt jeg skrev i sommers - har fundet det frem, læst det og besluttede mig så for at det ville jeg dele. Egentlig underligt at den tanke kom ind mit i det rod der er i mit hoved, måske fordi det ikke helt høre til blandt det andet er det også at jeg valgte at gribe fat i den tanken og det digt..
Nå.. videre til digtet.......
Der er smerter i mit sind,
men ingen bliver lukket ind.
Det er om knuder der ej kan bindes op,
men det piner mit sind og min krop.
Hver dag jeg kæmper en kamp om livet,
et liv jeg ønsker, men ej er givet.
Langt langt fremme ser jeg et lys, et lys mod bedre tider,
men jeg skal vælge mellem to sider.
For i den anden ende er det jeg længe har kend,
og det siger det er min eneste rigtig ven.
I lyset står folk og kalder og beder mig vælge dem,
jeg kigger til begge sider - hvor skal jeg gå hen?
Skal jeg vælge livet i mørket med min ven,
eller lyst og folket, er det mon der jeg skal gå hen.?
Kigger ned på mine fødder og håber de kan vise mig hva´ vej jeg skal gå,
men de står fast, de er gået helt i stå.
Jeg bliver stående og håber på et tegn,
der vil hjælpe mig med at finde vejen.
For at komme over mod lyset i det fjerne,
må jeg krydse og flytte høje, tunge bjerge.
Lige her i midten føler jeg mig frygtelig ene,
der er skræmmende og utrygt at stå her alene.
Har brug for hjælp og ikke mindst støtte,
hvis det er bjerge jeg nu skal til at flytte.
Vejen mod lyset vil være lang og hård,
udfordringer vil komme og de kradser og flår.
Jeg har brug for et hjælpende løft,
hvis jeg igen falder ned i en kløft.
Jeg kigger igen ned på mine fødder,
kan I gætte hva' mit blik nu møder?
Mine fødder står vend mod folket og det klare lys,
jeg er stille tøet op fa mit frys.
Har nu vendt mørket ryggen - lys og venner - here I come,
denne gang vil jeg holde fast og ikke vende om.
Jeg er klar, parat og har nu mod til at kæmpe,
nu kan sygdommen bare vente.
JEG vil sejre og JEG vil vinde,
Jeg vil være mit livs HELTINDE!
har derefter skrevet følgende:
Dette er skrevet for at minde mig selv (Mette) om at du gener vil ud på den anden side. Du kan vinde kampen over sygdommen, det er din tid nu - grib den, du er størk og du kan knuse den.
Lyt ej til sygdommen og tvivler du på dig selv så husk at læs dette.
YOU CANE DO IT!
Det er underligt at læse dette og se tilbage på, synes jeg.
På den ene side inspirere det mig en smule til at ville have det bedre, men det gør mig samtidig utrolig ked af det, for det er jo slet ikke sådan min tanker er, hvad mon der er gået galt siden i sommers og alt dette har ændret sig og hvor er det lige det er gået galt. Jeg har slet ikke den samme livs lyst nu - mon jeg kommer tilbage dertil ???
Ingen kommentarer:
Send en kommentar