Føler mere og mere at det hele snart bare kan være lige meget.
Selv om jeg har drømme om fremtiden, så betyder de mindre og mindre for mig, for jeg føler mig minder mindre værdig til at forsætte livet.
Jeg ser ikke noget glæde i livet som det hele er lige nu, jeg ser ikke nogen glæde i mig selv, i min øjne eller i det jeg foretager mig.
Jeg føler mig svigtet af min familie, mine forældre og mine behandlere..
I fredags da jeg var til samtale ved Ida, smed hun en stor bombe på bordet - ny behandling et helt nyt sted, uden hende - årh nej, årh nej, årh nej, årh nej - det var nok det værste hun kunne sige til mig lige nu..
"jeg har snakket med Rikke og vi har snakket om at vi gerne vil henvende dig, viderestille dig til dagklinikken i Roskilde. Der er de specialister i lige præcis dine diagnoser og de har mere tid, hvilket vi føler du har brug for. Vi har inden for de sidste par måneder opserveret at du har fået det dårligere og dårligere og vi er kommet til et punkt hvor vi tænker at vi måske ikke er den rigtig behandling for dig. Jeg tænker at du har brug for flere timer i behandling om ugen og det kan vi desværre ikke tilbyde dig her. Jeg kan rigtig godt lide at have dig som patient, du må ikke tro det er fordi jeg ser dig som en dårlig patient eller noget, det må du ikke tro." Var beskeden fra Ida i fredags..
Den allerførste følelse der kom op i mig var - svigt - og den første tanke var "nu vil hun mig heller ikke mere. Hvad har jeg gjort siden hun heller ikke vil mig mere. Jeg må være en rigtig dårlig patient" og det næste "så kan det jo være lige meget".
Jeg holde op med at svare på hendes spørgsmål, kiggede væk og lukkede helt af, for jeg tænkte "hvad er formålet med at svare eller uddybe noget når hun alligevel bare vil sende mig videre, så er der jo ikke noge grund til at jeg sidder her og skal åbne op for hvad der sker inden i mig, det kan jo være lige meget, hun er jo ligeglad"
Efter et stykke tid spurgte hun om det var sådan det hang sammen og at det var derfor jeg ikke svarede, dertil nikkede jeg. Hun sagde at det ikke drejede sig om at hun ikke ville mig mere, men om at hun ville det bdste for mig.
Men det bedste for mig er at blive hos Ida, jeg ønsker virkelig ikke at skulle nogen andre steder hen, eller skulle til at starte forefra et nyt sted, jeg vil blive hvor jeg er. Er så glad for at komme hos Ida, føler mig tryg og tilpas - vil ikke væk derfra. Men hvordan får jeg sagt dette til hende??? For jeg føler virkelig at hun ikke gider mig mere og det er derfor hun vil sende mig videre.. :(
Føler mig svigtet af mine forældre, på den måde at jeg føler min mor hun spænder ben for mig hele tiden. Jeg har i nogen uger ikke set mine forældre, fordi JEG havde brug for en pause fra dem, nok mest min mor, men kan jo ikke se min far og så ikke min mor. Nu har jeg så været hos dem idag, og jeg besluttede mig for at ville fortælle dem om en af mine drømme, jeg begynde at fortælle og inden 2 min begynde min mor at tale ned om min drøm, om jeg havde tænkt på det og det og hvordan jeg ville få råd til min drøm, at penge jo ikke hang på træerne - hun hakkede ned på min drøm og jeg fik mindre og mindre lyst til at fortælle resten af den, for hvad skulle det hjælpe, hun ville sikkert bare have flere negative ting at sige om det - min drøm gik fra at være noget jeg så lidt frem til, til nu at ligge i ruiner for mine øjne..
Min mor taler til mig som om jeg er 5 år gammel - sagde til mig her til aften "helt ærlig se lige at bliv voksen, det er sku da ikke så svært".
Føler virkelig ikke at min mor holder af mig, vil mig eller ønsker mig.. Det gør ondt at føle at ens mor ikke holder af en - er jeg virkelig så slem en datter at jeg ikke er til at holde af? Er jeg virkelig så stor en fejl?? er jeg så grusom et mennesker??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar