Endnu en nat

Nu sidder jeg her igen, endnu en nar hvor jeg ikke kan finde ro. Det er ikke meget jeg har fået sovet de sidste par uger, jeg er rykket tilbage i mit soveværelse efter at have sovet fast på sofaen i min stue, men efter vandskade nytårsaften har jeg været tvunget til at rykke tilbage i mit sovevælserle, hvilket slet ikke fungere for mig, jeg sover mindre og mindre og mine marerid bliver værre og værre..
Synes ikke at min medicin den virker, det er som om jeg har så meget adrenalin i kroppen af den skal ikke kan dæmpe det..

De sidste par uger har virkelig været hårde og der er bare sket meget.

Mandag d. 3 januar blev jeg kørt til den psykiatiske skadestue efter jeg havde været ved Ida, jeg har det så skidt at Ida ikke ture sende mig hjem, så jeg blev kørt i en taxa til den psykiatiske skadestue, her blev jeg indlagt på en højtskærmet afdeling - det var bestem ikke en rar oplevelse og jeg græd stort set al den tid jeg var der og da jeg tirsdag formiddag skulle snakke med lægen var mit eneste mål og fokus at jeg bare skulle hjem og det skulle være med det samme og jeg fik da også overbevist lægen om at det bedste for mig ville være at jeg kunne komme hjem. Det var rart at komme hjem, men på en anden side ikke - hvorfor kan jeg ikke rigtig forklare.

Jeg er så kommet igennem forrige uge og er da også kommet nogen lunde igennem den sidste uge her - lige ind til igår, så knækkede filmen endnu en gang - i en snak med M fra unge møde stedet, brød jeg helt sammen, jeg kunne ikke finde rundt i mine egne tanker og jeg kunne ikke svare på de spørgmål hun stillede mig. Jeg kunne ikke se noget lys forude og jeg havde ikke lyst til at forsætte livet.
Efter en lang snak besluttede M at vi kørte en tur ned til den psykiatiske skadestue for hun mente ikke at jeg kunne tage vare på mig selv og hun tog derfor beslutning om hvad vi gjorde, for det kunne jeg slet ikke slev finde ud af.
Vi tog så køreturen der ned og vi ventede i ca 2½ time i verdens kedeligste venteværelse, mit humør skiftede fra at smile og grine til at græde og ikke have lyst til livet.
Efter lang ventetid kom vi endelig, som vi havde aftalt gik M med ind. Lægen var den samme som havde indlagt mig for to uger siden, på en måde var det irriterende, men på en anden måde rart fordi hun var sød. Vi var inde længe og de snakkede meget, M fortalte hvad vi havde snakket om inden vi kørte hjemmefra, jeg havde ikke så meget lyst til at snakke eller sige noget. Efter lang tid skulle vi finde frem til om jeg måtte komme med hjem igen eller om jeg skulle blive.
Jeg fik lov til at komme med hjem hvis jeg lovede at gå til min næste aftale med Ida.

Nu sidder jeg her hjemme og har det ikk særlig godt, mine tanker flyver rundt i mit hoved og jeg kan ikke finde hoved eller hale i noget af det. Tårerne presser på og mit hjerte hamre der ud af - ville så gerne sove men kan ikke finde ro... Der er ikke samhæng i noget hverken i mine tanker eller mit liv - mon der nogen sinde kommer det?????