ARGH!!! Jeg panikker..

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, panikker helt vildt indvendig.

Jeg kommer i ums og Gitte spørg hvordan det går. Jeg bliver en smule stille for det går faktisk rigtig skidt. Mine selvskadende tanker tager til hele tiden. Og igår aftes kunen jeg ikke holde tankerne tilbage. Natten har ikke været og i morges ende det igen i selvskade. Tankerne flyver rundt i mit hoved, jeg kan næsten ikke koncentrere mig om noget andet end tankerne. "Du fortjener ikke bedre. Du SKAL skære, du kan godt glemme det, du slipper ikke før du har skåret alligevel og det ved du godt"

LIdet efter spørg hun om jeg har spist morgenmad, nej det har jeg selvfølgelig ikke, for det må jeg ikke. Næste spørgsmål "Har du tænkt dig at spise noget??" Egentlig ikke for det må jeg jo ikke. "Har du tænkt dig at du skal med til Zumba i eftermiddag??" JA det har jeg da. "Så skal du altså spise noget inden vi tager afsted" - ÅRH jeg panikker, mit hoved siger jeg ikke må spise noget, jeg fortjener det ikke. Hvad skal jeg gøre?? Hvis ikke jeg spiser noget, er der så en konsekvens? Må jeg så ikke komme med eller hvordan?? Årh angsten stiger inden i mig. Hvad skal jeg gøre???

Tankerne om at skære tager til hele tiden. Tænker hele tiden på at skære, hvor, hvordan og hvornår kan jeg komme til det. Hvad kan jeg bruge, hvor er det og hvor skal jeg gå hen, så jeg er sikker på at jeg er alene.. ARGH mine tanker er ved at drive mig til vandvid - er ved at blive skør.
Tårerne presser på hele tiden, gør alt for at holde dem tilbage, men inden i gør det så forfærdelig ondt.

Skal jeg dele mine tanker eller skal jeg bare holde dem for mig selv?? Jeg føler jeg bliver hevet i hver sin retning af to sider, føler mig så splittet - hvad skal jeg gøre???????????????? Panikker!!!!!!!

Mange tanker, men ingen ord..

Mit hoved er fyldt med tanker, men jeg er tom for ord!
Tankerne køre rundt i hoved på mig, men når jeg sidder og kigger på skærmen for at prøve at få det ned, er det som om jeg er helt tom inden i - det kommer slet ikke nogen ord frem.

Alle de negative tanker køre rundt med mig - de omhandler mad, motion, vægt, udseende, selvskade og tvangstanker. For hvar dag der går synes jeg at tankerne tager til. For hver dag der går bliver tankerne og reglerne strængere og stærkere.
Tvangstankerne tager virkelig til for tiden - jeg kontrollere alt hele tiden, jeg laver tingene om hele tiden så de bliver perfekte. DET SKAL VÆRE PERFEKT! ellers fejler jeg!!!!
Mine tanker om selvskade tager til dag for dag, finder nye steder at skære for at man ikke skal kunne se det når vi kommer ind i sommeren. Tankerne er der hele tiden, fra jeg vågner til jeg går i seng.
Om natten slipper jeg ikke, mareridten er kommet tilbage og de skræmmer mig virkelig. De er så virkelige og de gør mig så bange. Når jeg ligger og skal sove om aftene er jeg bange for at sove, jeg er bange for at jeg igen skal mindes om det der den gang skete. Drømmene er så virkelige, jeg kan høre ham, mærke ham og næsten lugte ham. Jeg vågener med et sæt, sætter mig op og kryber sammen i et hjørne, bange for at han er der. Der går noget tid før det går op for mig at han ikke er der, men angsten og panikken banker igennem min krop.
Når det endelig bliver lyst og jeg langt om længe kan falde noget mere til ro, starter tankerne forefra - det første de går på er mad: Morgenmad? - "øh nej hvad har du forestillet dig, selvfølgelig skal du ikke have morgenmad, du må da være fuldstændig åndsvag bare ved at tænke tanken. Bare for at tænke tanker om du evt skal have morgenmad eller har fortjent det, kan du jo lige starte dagen med lidt motion, så som først mave-, så ryg- og til sidst armbøjninger, det behøver ikke var så mange bare 100 mave, 50 ryg og mellem 50 og 100 arme". Næste tanke: "bare vent, tror du virkelig motion nu er staf nok. Der tager du fejl. Du kommer til at bøde senere." Tør jeg overhoved tænker på om jeg skal have frokost idag, nej det gør jeg ikke "for det fortjener du ikke. det er jo spild af motion hvis du skal smide det hele væk ved at spise frokost. Hvad tænker du for helved på." Nej, det er også rigtig selvfølgelig skal jeg ikke have noget frokost.
Dagen igennem bliver tankerne om selvskade kraftigere og kraftigere. Dagens sidste tanke omkring mad: Må jeg mon idag får lidt til aften???? Har jeg været til gymnastik eller skal jeg evt til gymnastik - det afhænger af om jeg må spise. Spiser jeg inden jeg skal til gymnastik er der ikke noget med at slappe af gennem træningen. Men det er der jo heller ikke hvis jeg ikke spiser? "Du skal bare følge reglerne, det gør du klogest i." Dagen slutter med tanker og følelser som: ked af det, en hård knude i maven som gør det svært at trække vejret - knuden indeholder: tårer, savn, følelsen af at være alene, følelsen af at være en fejl, følelsen af ikke at være god nok og vrede. Og det ender igen i selvskade fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre med alle de følelser eller hvor jeg skal gøre af dem.

De ting der en gang holde mig oppe og igang, betyder minder og mindre for mig. Gymnastikken var en gang sjov og udfordrene og jeg glædede mig til at komme til gymnastik og det var min egen træning eller jeg skulle træne hold, det var lige meget jeg glædede mig hver eneste gang. NU - der er som om min glæde er forsvundet, jeg er oftere ked af det inden jeg skal afsted end jeg glæder mig.
Mit fristed er ved at forsvinde og det er ved at bliver overtaget af tankerne - hvordan får jeg mit fristed tilbage? Hvordan finder jeg glæden ved min elskede gymnastik igen?

Det er ikke kun med ord jeg har det som om jeg er tom inden i. Imorgen står den på først danse time og jeg er blank for hvad jeg sakl får en time til at gå med. Har prøvet op til flere ting her til aften, men er spejlblank - var det en fejl at sige ja til at tage det danse hold? Kan jeg overhoved finde ud af det, eller er det bare endnu en ting jeg ikke kan finde ud af.??

Hvad duer jeg egentlig til mere??

Mon jeg ligesom mine ord også en dag bare stille forsvinder?? og hvis jeg forsvinder mon så nogen kommer til tænke på at jeg engang har været her eller vil jeg bare være som ukrudt borte og glemt??

Endnu en nat er gået og intet søvn har jeg fået.

Solen kommer frem, fuglene synger og en ny dag begynder.

Ned at min kind en tåre løber stille, ønsker alle mine følelser ville forsvinde.
Lukker øjnene, ikke flere tåre nu, tag dig sammen du.
Endnu en gang hang op i tasken og på med smilet og masken!

Som palle alene i verden...

Jeg føler mig mere alene, end nogen sinde..

Det er nu lidt over 2 måneder siden jeg sidst så Ida. Når jeg tænker på at jeg aldrig får hende at se igen og snakker jeg om hende, eller bliver hun bragt op, bliver jeg ked af det.

Det er samtidig lidt over 1 måned siden jeg sidst så Naimi, mit andet holde punkt i psykiatrien.

Og det er imorgen en måned siden jeg var i Roskilde og fik at vide at de ville henvise mig til Holbæk, som jeg stadig ikke har hørt noget fra.

Det er 3 uger siden jeg sidst har set Rita, hende der skulle være min behandler over i psykiatrien. Og som jeg efter aftale skulle se og snakke med en gang om ugen.

Jeg føler mig så alene. Ingen af snakke med, ingen at gå til, intet sikkerhedsnet, intet af noget som helst.
Frygten for at åbne mig for nogen bliver større og større. Gå og gemmer på alt inden i mig, intet kommer ud, men hvor længe jeg kan holde til det, vides ikke. Men har min tvivl, det er vist kun et spørgsmål om tid hvornår det hele og jeg har min ende..

Får at vide jeg skal bruge mine behandlere, det er dem der skal hjælpe mig, men ærligt det er noget svært når der ikke rigtig har nogen at snakke med.