Jeg føler mig mere alene, end nogen sinde..
Det er nu lidt over 2 måneder siden jeg sidst så Ida. Når jeg tænker på at jeg aldrig får hende at se igen og snakker jeg om hende, eller bliver hun bragt op, bliver jeg ked af det.
Det er samtidig lidt over 1 måned siden jeg sidst så Naimi, mit andet holde punkt i psykiatrien.
Og det er imorgen en måned siden jeg var i Roskilde og fik at vide at de ville henvise mig til Holbæk, som jeg stadig ikke har hørt noget fra.
Det er 3 uger siden jeg sidst har set Rita, hende der skulle være min behandler over i psykiatrien. Og som jeg efter aftale skulle se og snakke med en gang om ugen.
Jeg føler mig så alene. Ingen af snakke med, ingen at gå til, intet sikkerhedsnet, intet af noget som helst.
Frygten for at åbne mig for nogen bliver større og større. Gå og gemmer på alt inden i mig, intet kommer ud, men hvor længe jeg kan holde til det, vides ikke. Men har min tvivl, det er vist kun et spørgsmål om tid hvornår det hele og jeg har min ende..
Får at vide jeg skal bruge mine behandlere, det er dem der skal hjælpe mig, men ærligt det er noget svært når der ikke rigtig har nogen at snakke med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar