En meget blandet tid

Dette billede symbolisere min tid hos Ida, hvor jeg har været meget glad for at komme.

Jeg har idag været til min sidste samtale hos Ida, da hun for i næste uge starter på sit nye arbejde.

Min tid ved Ida har budt på mange ting, hårde timer, svære timer, vanskelig time, men også gode timer og ind imellem sjove timer.

Jeg har idag givet dette billede til Ida, fordi hun havde sagt for noget tid siden at jeg måtte male et billede til hende den dag hvor hendes og min vej skulle skilles.

At have givet dette til Ida virker helt specielt og jeg er meget glad for at jeg har fået det godt, for billede siger så meget om min tid hos Ida. Hendes reaktion over at få det, kom en smule bag på mig, havde håbet på at hun blev glad for det, hvilket hun bestemt også gjorde, men samtidig blev hun så rørt at hun fik tårer i øjnene.

At hun vil hænge det op på sit nye kontor betyder rigtig meget..

Disse muslingeskaller har Ida selv samlet på Zanzibar og taget med hjem til DK, de har ligget på hendes kontor i den tid jeg er kommet der og idag efter at hun havde fået billede. Gav hun mig disse tre og sagde at disse tre var hende tre ynglings, men at hun gerne ville give mig dem, for hun synes at jeg skulle have dem :)
Jeg er SÅ beæret over at have fået dem, for første gang hun fortalte mig om dem fortalte hun hvor glad hun var for dem, så at hun har givet mig dem, er ubeskriveligt for mig..

Afskeden med Ida gik egentlig godt, stille og roligt. Jeg gik der fra med ro i kroppen og som om intet var anderledes end de andre gange. Dagen er gået med en køretur ud til vandet sammen med far, det var rigtig rart og hyggeligt, det fik mine tanker lidt væk fra det hele. Da vi kom tilbage til Næstved blev jeg sat af ved UMS hvor jeg var nogen timer.
Her til aften har jeg bare været her hjemme, har været lidt på girltalk chatten, det var okay, for nu er det som om det er ved at gå op for mig at det var sidste gang jeg så Ida idag og den tanke får tårerne til at komme frem.

Tiden i disse dage er så svingende at jeg har svært ved selv at følge med.

Igår holde jeg ud i omkring 7 timer, gjorde alt for at være beskæftigede hele tiden. Tankerne kørte rundt i mit hoved i al den tid, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at holde dem på afstand. Til sidste kunne jeg ikke mere, jeg var udmattet og tankerne tog oven og det ende i total ukontrolleret selvskade - jeg har aldrig før haft så mange sår på min arm, jeg kunne slet ikk styrre hvor længe jeg blev ved med at hive kniven ned af min arm, kunne ikke styrre hvor længe jeg blev ved, men alt i mens talte tankerne hvor mange gange knive fik lov at skære. På et tidspunkt sagde mit hoved, du forsætter bare til jeg siger det er nok - og ved ikke hvorfor jeg ikke så faren idag, men bare forsat, det var som om jeg slet ikke havde kontrollen over min hånd og hvad den gjorde.
Idag da jeg stod op undgik jeg at kigge på min arm, jeg ønskede ikke at se hvordan den så ud. Og derfor vidste jeg heller ikke hvordan den så ud da Ida som hun plejer, da mig vise min arm for at holde øjne med hvor meget det er og om det tager til. Da jeg så hvordan min arm så ud, tænkte jeg først fuck det er løgn, men i næste øjeblik kom en stemme frem i mit hoved og sagde "200" andet sagde den ikke og jeg vidste med det sammen hvad den mente.. Jeg skynde mig at trække ærmet ned igen og kigge væk, i det øjeblik hvad jeg bare lyst til at forsvinde som dug fra solen.

Nu sidder jeg endnu en aften og kan mærke at tankerne igen er ved at tage til, og jeg frygter ærligt hvor det ender. Mine tanker er så magtfulde for tiden og jeg føler jeg har ingen kontrol.
Hvad skal jeg mon stille op, skal jeg være ærlig imorgen og tage en snak med Mitchie eller skal jeg lade som ingen ting og se hvem der ender med at have magten!?