Ida fortalte mig at hun har fået nyt job og stopper derfor til første marts :'(
Jeg gik fuldstændig i stå, alt inden i mig stoppede - et kort sekund føltes det også som om mit hjerte det gik helt i stå og holde op med at bange. Og den næste følelse jeg fik var at jeg blev ekstremt ked af det, men samtidig kunne jeg ikke vise Ida at jeg blev så ked af det som jeg gjorde, for følte mig så dum fordi jeg blev så ked af det.
Jeg har haft så svært ved at lukke op for hende, nu har jeg endelig fået den tillid til hende og jeg føler mig så tryg når jeg er hos hende og det hele forsvandt med et, da ordene kom "jeg stopper" - mine næste tanker er: hvad skal der ske med mig nu????? hvad skal jeg gøre uden Ida??? Hvad har jeg gjort siden at hun ikke vil mig mere??? Har jeg sagt noget forkert?? har jeg mon gjort noget forkert?? Hvorfor ødelægger jeg også alting?? Nu kan alt bare være lige meget??
Jeg kunne ikke sige noget, kunne ikke svare på hendes spørgsmål. Alt inden i mig kæmpede for at holde sammen på mig selv. Havde lyst til at gå min vej, men min krop sad som lammet i stolen, mens mit blik holdte sig lagt væk fra Ida.
Da Ida slet ikke kunne få mig til at snakke, sagde hun at hun var bekymret fot hvilken reaktion der ville komme fra mig senere hvis den ikke kom der. Og da jeg stadig ikke sagde noget, fik nu hun mig til at sætte krydser ud for hvordan jeg havde det og hvilken tanker jeg havde - og da jeg ikke kunne svare ja eller nej for om vi kunne indgå en aftale, så hun ingen anden udvej at vi kørte til vordingborg til skadestuen - mens hun snakkede med Rikke om at vi skulle afsted, fik hun en anden til at komme ind og side ved mig da hun ikk turde lade mig side alene.
Turen til vordingborg var nok den længste tur nogen siden, jeg sagde ikke et ord hele vejen, jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, mens tankerne om at slutte nu kørte gennem mit hoved - jeg kunne spænde mig op, åbne døren og bare lade mig falde ud, det ville være bedre end at forsætte.
Da vi kom ned til skadestuen, melde Ida at vi var kommet og vi satte os ned og ventede. Mens vi ventede spurgte Ida om jeg ville kunne lave aftaler med dem på skadestuen om ikke at gøre skade på mig selv. "Det kan jeg ikke. Jeg er ligeglad med alt lige nu. Jeg er ligeglad med om jeg gør skade på mig selv om jeg tager mit eget liv eller hvad jeg gør. Jeg er ligeglad".
Da vi kom ind og snakkede med lægen, var det vist nok mest Ida der snakkede jeg husker ikke så meget fra den samtale vi havde med lægen, kun at jeg skulle vente i opholdsstuen til de fandt ud af hvor jeg skulle være. Det ende med at jeg skulle være i skadestuen, jeg dumpede ned foran tv'et i tv stuen og der gik jeg i staver. Min kontaktperson kom og kiggede til mig nogen gange og forlangte også at jeg fik noget at spise.
Da der var nyt vagtskifte kon min nye kontaktperson og hilste på mig, efter aftensmaden gik jeg ind på mit værelse, jeg havde fået for meget af det hele, mine tanker var for meget. Jeg faldt sammen på gulvet ved siden af mig seng, rev plastikkruset i stykker - smerte inden i var for meget, jeg kunne ikke mere, det måtte ud og jeg foldede det ødelagte krus og begynde at skære, alt i mens tårerne trillede ned af mine kinder og tankerne i mit hoved kredsede om hvad der mon skal blive af mig nu hvor Ida forsvinder. Min kontaktperson kom ind og fand mig sidden grædende på gulvet, hun satte sig ned ved siden af mig og vi snakkede i lidt over en time. Efter at have grædt i over 2 timer, vende jeg tilbage til tv stuen og der sad jeg resten af aftenen til jeg gik i seng lidt over 12.
Da jeg kom ind i seng kredsede tanker stadig om at skade mig selv og opgive livet, jeg tog den blyant jeg havde lånt og det papir jeg havde fået og begynde at skrive:
Stjerne's løfte
Natten er mørk og kold,
rundt om i landet sover de fleste folk.
Men i mit vindue er der lys,
og hele min verden er gået på frys.
Jeg kigger ud på den mørke himmel,
mens tankerne i mit hoved gør mig svimmel.
Alt er sort, mørkt, koldt og øde,
og fremtiden har jeg ikke længere lyst til at møde.
Alle mine drømme forsvandt med et,
har ikke længere lyst til livet mit.
Oppe på himlen, langt væk i det fjerne,
lyser en ganske lille stjerne.
Den fanger mit blik et kort sekund,
men min indre smerte gør mere og mere ondt.
Vil den mon fortælle mig noget,
give mig det jeg endnu ikke har fået.
Den blinker stille - kon her op til mig,
jeg skal nok passe på dig.
Jeg vil fjerne alt din sorg og smerte,
du skal blot give mig dit hjerte.
Luk dine øjne og stig til vejrs,
og du vil for andre ikke længere være på tværs.
Gør det forbi - gør dig fri,
jeg skal nok gøre dig lykkeligt!
Mette Meyer, d. 8.2.2011
Kommer til at savne Ida så frygtelig meget... :'( smerten af at miste hende er næsten ikke til at bære :'(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar