Tilbage...

Det er længe siden jeg har skrevet her inde, faktisk er det længe siden jeg bare har været her inde..


Der er sket så meget i mit liv at jeg slet føler jeg kan følge med. Der er både sket gode ting og knap så gode ting. Og det hele er en stor pærevælding inden i mig og jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal putte noget af det hen. Det suser bare rundt inde i mit hoved..


Hvis jeg skal prøve at sætte ord på noget af det der er sket, ville det sikkert bliver noget værer rod og et alt alt alt for langt indlæg.


Jeg vil derfor prøve at skrive det hele i overskrifter og kun fortælle lidt dybere om nogen af tingene.:


Dårlige ting

• Eskalering af selvskade
• Selvmordsforsøg
• Selvmordstanker
• Stærke anoretiske tanker
• Opgivelse
• Behandling
• Min forældre
• Min skole

Gode ting

• Kæreste
• Cosmo, min lille kommende hundehvalp

Det må blive det for nu, er gået helt i stå, kan slet ikke samle tankerne om noget præcist lige nu. Det hele køre rundt for mig. Håber at jeg snart får skrevet lidt igen, selv om det er så svært for mig for tiden.. :'(


Føler mig så alene med alle mine tanker, og kan ikke få dem ud af mit hoved.. :(

:(

Jeg synes efterhånden at alt kan være lige meget, jeg føler ikke at nogen bliver anderledes lige meget hvor meget jeg kæmper eller forsøger på at lave noget om. Jeg orker virkelig ikke mere hvis det skal blive ved med at være sådan her, det holder jeg ikke til.

Jeg er så ked af det for tiden, og jeg har så svært ved at forklare hvorfor eller sætte ord på hvad det er jeg er så ked af, men jeg ved at det ikke er til at holde ud i længden.

Det meste af min tid går med selvskade, jeg har været selvskadende alle dage hele sidste uge. I weekenden har jeg været til weekendstræning med det hold jeg er træner på, så der har jeg ikke kunne handle på tankerne selv om de har været der hele weekenden.

Idag skulle jeg have været ud på skolen og have mødtes med min studiegruppe for at arbejde, men jeg var så træt og ked af det da jeg vågnede at jeg ikke orkede det og skrev derfor til dem at jeg ikke kom. Jeg har det mega skidt over at jeg ikke kom afsted og det gjorde mig faktisk bare endnu mere ked af det.

Jeg prøvede at lave forskellige ting, så som at rydde op, gå i bad og sådan nogen ting for at få tiden til at gå og for ikke at handle på tankerne, men det gik ikke, jeg kunne ikke blive ved med at holde dem væk og det resulterede i selvskade, meget dybere og større end det har været i sidste uge.
Det var som om jeg var lammet for jeg mærkede ikke smerten der første stykke tid og da jeg ikke mærkede smerten blev jeg ved med at skære oven i det samme sår igen, igen, igen, igen og igen, det var som om jeg slet ikke kunne stoppe, der gik et godt stykke tid og pludselig som et jag mærkede jeg smerten, det var næsten uudholdeligt, det gjorde så ondt og jeg så pludselig hvor meget det blødte. Men kun ganske kort følte jeg utrygheden ved det, og det var som om en anden inden i mig tog over, jeg bandt køligt noget om trak mig bluse ned over og gjorde mig klar til at køre.

På vejen kunne jeg mærke at jeg begynde at ryste og få det dårligt (fysisk). Mine tanker begynde at køre rundt i mit hoved, hvor dybt mon det egentlig var, det blødte faktisk en del - hvad er det jeg har gjort?? Og hvad skal jeg gøre nu??

Vi skulle op og kigge på nye lokaler til når UMS skal flytte, Sanne og Gitte var der, på den ene side havde jeg lyst til at snakke med dem, men det var som om alt inden i mig var låst fast og jeg kunne ikke få nogen ord frem, jeg kunne mærke hvor meget mine ben rystede under mig, det var rigtig ubehageligt, på et tidspunkt var jeg bange for at mine ben ville give efter og at jeg ville falde eller besvime, jeg havde det virkelig dårligt.
Efter et stykke tid fik jeg taget mod til mig og fik hevet Sanne til siden og fortalt hende om det, hun sagde at hun gerne ville se det så hun kunne rådgive mig om hvad jeg skulle gøre, men jeg turde ikke vise hende det, for hvad ville hun ikke tænke om mig hvis hun så det. Hun sagde at hun synes at jeg skulle tage på skadestuen og få det tjekket, hvis jeg ikke ville vise hende det. Hun kunne desværre ikke tage med, men hun foreslog at Jacob kunne tage med, det var jeg nu ikke meget for, men jeg gik til sidst med til at han tog med.
Jeg var lidt ked af at Sanne ikke kunne tage med, mest fordi at jeg havde brug for at føle mig tryg og jeg følte mig rigtig utryg da jeg skulle gå og jeg ikke var hvor hun var. det er sikkert rigtig mærkeligt at jeg har det sådan, men jeg er vist også lidt mærklige så det passer vist godt nok til mig.

Da vi kom til skadestuen, skulle man så ringe i forvejen så jeg måtte gå ud og ringe. Jeg kom til at snakke med en sød sygeplejerske i Slagelse, hun virkede nu meget sød. Hun stillede forskellige spørgsmål omkring det. Synes ikke det var så sjovt at skulle svare på alle de spørgsmål hun stillede.
Hun sagde til sidste at jeg skulle gå ind og blive skrevet op for der var lige en sygeplejerske der skulle kigge på det.
Vi sad og ventede en halv times tid tror jeg, og så blev jeg kaldt ind. Den sygeplejerske det kaldte mig ind, var nu meget sød og hun var faktisk rigtig venlig, så det var rart. Jeg ende med at blive limet to gange og fik også sat stribs på og nogen uden på igen. Som jeg ikke må tage af før og 5-6 dage og det må heller ikke bliver vådt.

Bagefter gik vi i UMS, jeg skulle egentlig have været til gymnastik idag, men Sanne foreslog og mente at det ikke var en god ide, så jeg valgte at melde mig syg og blive i UMS.

Jeg har bare haft det så dårligt idag, og det har jeg stadig, inden jeg gik fra UMS lavede jeg en plan for i aften sammen med Sanne. Jeg lovede at jeg ville prøve med planen og den ene ting var at jeg skulle skrive her på bloggen. Skrive hvordan jeg har det.

Hvordan har jeg det??

Jeg har det a helvede til!!!!!!!!!! Min arm er dækket af sår, nu både store og små. Jeg ekstrem ked af det, tårerne triller udafbrudt ned af mine kinder. Tankerne køre på at skære igen eller på at pille min forbinding af og få såret til at gå op igen, noget der kan overskygge den smerte jeg har inden i.

Jeg skal til Holbæk på Onsdag, men lige nu synes jeg at Onsdag er evigheder væk. Jeg skal i skole imorgen, orker det ikke, men det kan da for timerne til at gå for en tid.

Føler mig helt alene med det hele. Ville ønske at jeg have en der bare kunne være hos mig og give mig tryghed, bare være her.

Men jeg er ikke tryg, jeg er ikke tryg ved med selv, jeg hader mig selv for hvem jeg er og for hvad jeg gør!!!!! Jeg forstår ikke dem der siger at de holder af mig, for der er da ikke noget at holde af. Jeg kan i hvert fald ikke se noget!! Det eneste jeg ser er et grimt, tykt, irriterende væsen som jeg hader..!

hvad gør jeg??

Jeg står i flere dilemmaer for tiden føler jeg. Og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op i nogen af dem.

Mit første dilemma handler om to af personalerne fra UMS, jeg er meget splittet om hvordan jeg har det med dem for tiden. Og det irriterer mig ekstremt meget. På en måde føler jeg mig lost uden dem og på den anden side er jeg faktisk rigtig gal eller måske er jeg mere vred eller måsker er jeg mere skuffet over dem, det kan jeg ikke helt finde ud af.
Men mit dilemma er at jeg ikke helt ved om jeg skal snakke med dem om det, eller jeg bare skal lade som ingen ting. Skal jeg bare lade som ingen ting og så se om det går over med tiden, ellers skal jeg fortælle dem eller en af dem det?? Hvad vil der ske hvis jeg sagde det? Måske ville de blive sure på mig, og det vil jeg heller ikke. Så måske er det bedste hvis jeg bare holder min mund som jeg plejer.


Mit andet dilemma er om at jeg har skrevet et brev til mine forældre om hvordan jeg har det for tiden og om at jeg har fået min eksamen udsat. Jeg har været hjemme forbi og ligge det i deres postkasse idag. Da jeg snakkede med dem ved 23 tiden havde de ikke tømt deres postkasse, men de ville gøre det når de kom hjem sagde min mor. Jeg havde faktisk troet at jeg villle høre noget fra dem her til aften, men intet har jeg hørt, og det bekymret mig faktisk en hel del at jeg ikke har hørt noget, jeg er så bange for at de måske er blevet sure på mig. Skal jeg lade dem komme til mig eller skal jeg selv kontakte dem?? Egentlig har jeg slet ikke lyst til at snakke med dem om det, men bare løbe langt væk og gemme mig..

Mit sidste dilemma er at jeg på lørdag tager 4 dage til Berlin sammen med min mor. Vi skal med toget derned hvilker bekymre mig rigtig meget, jeg har ikke kørt i tog siden jeg fik mit angst anfald på vej til holbæk i uger 40. Er rigtig nervøs for at skulle med toget og det er en lang tur, når det var lige et lille sidespring. Det der er mit egentlige dilemma er at vi kommer hjem tirsdag aften og onsdag kl 10 skal være i holbæk hos diætisten og det skræmmer mig vildt meget. For jeg har ikke nogen chance for at dyrke motion eller nogen som helst så længe jeg er sammen med min mor, og jeg er tvunget til at spise tre måltider om dage og det har jeg ikke lyst til. Det kan jeg ikke, det går ikke. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre eller hvad jeg skal stille op. Har mest lyst til at aflyse min tid med Charlotte om onsdagen, for jeg vil virkelig ikke op på den vægt. Jeg HADER det og det ved hun godt, men hun er ligeglad.

Hvad skal jeg stille op???? Jeg kan ikke finde rundt i mine egne tanker, alt køre rundt, og der er ikke hoved eller hale i noget af det, jeg når ikke en gang at tænke den ene tanke færdig før den næste tanke begynder og sådan bliver det ved og ved og ved og ved........!!!!! ARGH

Jeg burde vel være glad..

Jeg synes den sidste tid har været rigtig hårdt og svært. Der har været rigtig mange tårer.

Men i søndags holde jeg fødselsdag for mine familie. Efter en fredag hvor jeg holde fest for vennerne og var kommet i seng kl 8 lørdag morgen, sover 1½ time inden min far kom og vi skulle ud og handle ind til søndag. Da min mor senere ringede, var hun mega sur over at jeg kun havde sovet 1½ time, for som hun sagde "det var da totalt dumt gjort af dig. NU er du jo mega træt og får ikke gjort rent, du får ikke ryddet op, fordi du er træt og skal sove når du kommer hjem. Og så ringer du imorgen kl 10 og siger at nu når du det ikke og om jeg så ikke godt vil kommer og hjælpe dig, og jo det vil jeg da gerne, men så vil jeg altså gerne vide det lidt mere end imorgen kl 10. Og når vi så kommer imorgen så er du pisse træt og sur og irriterede over alting. Og dert synes jeg virkelig ikke du kan være bekendt" - jeg blev så skuffet da hun sagde sådan, hun spurgte ikke en gang om jeg havde haft en god fest. Hun kom bare med alle sine fordomme mod mig.
Jeg blev rigtig gal og sagde at det synes jeg ikke hun kunne være bekendt at sige og bare antage at det ville blive sådan. Det blev hun skide sur over og lagde på.
Efter jeg var kommet hjem med varerne, var min mor lige inde for at sige noget til min far, jeg kaldte hende op og det ende med at jeg sagde undskyld fordi at jeg blev stor.
"Hvad fanden tænker du på mette. Hvorfor undskylder du?? det er sku da hende der har gjort noget forkert. Ikke dig, du har fuld ret til at blive skuffet og vred på hende over at hun opfører sig sådan" - tænkte jeg, men alligevel høre jeg mig selv sige "Mor du må virkelig undskylde at jeg blev så, det var ikke fair. Blev nok bare lige ked af at du ikke spurgte om jeg havde haft en god fest. Men det må du undskylde" og hun svare "det er helt iorden. vi kan alle blive sure en gang imellem. Jeg er nød til at gå ned og arbejde igen" og så gik hun.

Jeg tænkte - "fandme nej om hun skal få ret" OG DET FIK HUN HELLER IKKE!!!
Jeg fik nemlig både ryddet op, gjort rent, dækket bord, bagt boller, lagt lagkage sammen, lavet aftensmaden klar og var klar inden at gæsterne kom om søndagen, uden at jeg var stresset eller noget andet, havde end da god tid.
Jeg fik så meget ros af min familie - det var helt nyt for mig at de blev ved med at sige "hvor har du bare klaret det her flot" - "hvor er det noget godt mad du har lavet" - "ej hvor smager det godt" - "sikke et flot bord du har lavet" - "ej det har du også tænkt på." osv. De plejer kun at kunne finde ALT det jeg gør forkert eller ALT det der er forkert ved mig. Men ikke i søndags - jeg tror jeg voksede lidt ekstra den dag. Og søndag aften efter mine forældre var taget hjem, kunne jeg ikke lade værd med at smile og tænke "SÅDAN METTE - DU ER FANDME SEJ!"
En halv time efter mine forældre var taget hjem fik jeg en besked fra min mor som lød således "Hej sødeste mus. Tusind tak for idag. Det var en rigtig hyggeligt dag og du har da idag om noget bevist at du bare har styr på tingene. Du har min dybeste respekt nmin søde pige, jeg er helt utrolig stolt af dig. Godt gået min pige. Du er bare den perfekte værtinde, søde skat. Fra mor"
Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere eller svare på den besked, men kunne ikke lade værd med at smile og tænke "yes.. jeg fik vist at jeg godt kunne" - "hun fik ikke ret."
Men den betyder selvfølgelig også rigtig meget for mig, for at hun siger at jeg har hendes respekt er meget stort for mig.

MEN - nu er det tirsdag og jeg burde jo være glad, men det er jeg slet ikke. Jo ud-ad-til er jeg glad, det andre ser, så er jeg smilende, glad, overskudsagtig, hjælpesom overfor mine venner, lyttedene og til stede. Men inden i føler jeg at jeg er ved at falde helt fra hinanden. Jeg er slet ikke glad, smilenden, overskudsagtig... Men hvem kan jeg sige det til ??? Alle ser jo noget andet end jeg egentlig er, hvordan skal jeg kunne vise at jeg slet ikke har det som det ser ud, for jeg bør jo være glad, efter min succes i søndags - IKKE??

Smerten er ikke til at holde ud, det gør alt for ondt. Jeg føler mig alene og forladt. Ved ikke hvilken vej jeg skal gå? Hvad har jeg brug for? Hvad skal jeg stille op? Hvad skal jeg vælge?

Jeg kan ikke holde smerten ud mere, det gør alt for ondt  :( Jeg kan ikke længere styrer det og jeg ender med at skærer, igen og igen og igen og igen, er nyt sted, nemmere at skjule. Jeg kan ikke stoppe, det gør så ondt inden i. Ønsker jeg overhoved at leve mere!???
"mange vil blive kede af det hvis du ikke var her mere " høre jeg sannes stemme sige. MEN hvad med mig, jeg er ikke glad, jeg er ikke ok, jeg er ved at falde fra hinanden, kan ikke holde til det mere. Hvad med mig??????????????????????????????????????????

Hvorfor og hvordan..

Det er hele er ved at gå fra hinanden synes jeg. Jeg føler mig slet ikk gald på nogen måde, at tårerne triller er snart mere hverdag end en sjældenhed.
Det gør så ondt inden i, men har så svært ved at sætte ord på hvad det er det gør så ondt.
Tankerne køre rundt i mit hoved, men selv om nogen af dem er meget skarpe for mig, er der også mange der er meget sløret og ikke giver nogen mening..

I sidste uge i holbæk havde jeg det rigtig skidt og var meget ked af det. Rikke var ikke meget for at sende mig hjem, men da min far var med og skulle køre mig fik jeg alligevel lov til at komme hjem. Jeg skal der op igen på onsdag, men jeg har ikke meget lyst, har ikke lyst til at tage der op og har ikke lyst til at være ærlig om hvordan jeg har det, vil ikke at hun siger at hun ikke er mget for at sende mig hjem igen. 

Årh jeg hader mit liv og mig selv - kan jeg da aldrig finde ud af noget som helst..????!!!!

Mine forældre holde deres sølvbryllup i lørdags, jeg var ikk meget for at være der, men tog masken på og lod som om at alt var ok. Det gik også fint det meste af aftenen. Men da min far holde tale til min mor, nævnte han at de jo havde været meget igennem og med min sygdom havde det ikk været nemt - hvorfor skulle han nævne det, mange af gæsterne vende sig om og kiggede på mig da han sagde det - jeg kunne være krybet ned i et mussehul lige på stedet - følte mig så dårlig tilpas, men måtte prøve ikke at lade mig mærke med det.

Men efter det ved jeg jo bare at jeg har ret, jeg har været en belastning for mine forældre - og jeg vil ikke være det mere, det skal være slut.

Så meget på hjertet,

så meget smerte.

I så mange år,

så dybe sår.

Jeg kan snart ikke mere,

 for sårerne bliver flere og flere.

Til besvær er jeg kun,

 elsker nogen mig mon.

Hvad skal der blive af mig..

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen efterhånden, men der er også sker rigtig mange ting i mit liv på ganske kort tid. Jeg er startet i skole, gymnastikken er startet og alt det samtidig med at jeg har haft det rigtig skidt.

Det sidste stykke tid har været rigtig svært for mig og jeg har endnu en engang været en tur i Vordingborg hvor jeg denne gang var der i 4 dage. Det var en blandet følelse af at være der, det var bedre end det tidligere har været, men det var stadig meget utrygt, for jeg vidste at jeg snart ville komme hjem igen.
Denne gang var det Gitte og Sanne der i samarbejde med mig besluttede at Gitte skulle køre mig derned. Det var en rigtig svært beslutning for mig at tage, for jeg er så splittet med at være der.
Gitte var nu en god støtte hele vejen og hun gav mig rigtig meget tryghed, hvilket var rigtig rart og det var rart at hun var der. Hun var også med inde ved lægen og det at hun var der gjorde mig lidt mere tryg og jeg fik sagt mere end jeg nogen siden har gjort der nede før. Hun var der også lige lidt bagefter, men ej hvor gjorde det ondt da hun måtte gå, alt min tryghed forsvandt ud af døren da hun gik. Nok snakkede jeg med min mor efterfølgende, men selv om jeg snakkede med hende, følte jeg mig stadig rigtig utryg og alene.
Jeg græd mig selv i søvn, følte mig som Palle Alene i verden og som om alle havde forladt mig.

Selv om personalet var rigtig søde og gode og snakke med følte jeg mig stadig frygtelig alene og frygte utryg og forladt.

Efter jeg er kommet hjem fra Vordingborg igen har jeg haft det rigtig skidt med at komme i ums, jeg har været bange for at snakke med Sanne og Gitte, været bange for at de ville vende mig ryggen som jeg har prøvet så mange gange før og tror ikke at jeg kan holde til at det sker igen.
Rikke fra Holbæk har bedt mig snakke med dem om det så jeg stadig har dem at gå til. Men er virkelig bange for at fortælle dem hvordan jeg rigtig har det, er bange for at de ikke vil snakke med mig mere og ikke vil have noget med mig at gøre.
Selv om jeg nu har snakket med dem begge om det og de begge uafhængig af hinanden har sagt at de ikke vil vende mig ryggen og at de sagtens kan klare at lytte på det jeg siger og at vi altid vil have en form for kontakt på den ene eller anden måde.
Jeg vil rigtig gerne tro på det de siger, men det er virkelig svært og det at jeg er usikker fodre sådan set bare den anden side, der siger at jeg ikke må fortælle hvordan jeg har det til nogen. Og så vinder den jo, men måske jeg bare skal lade den vinde og overgive mig???

Jeg føler nu at jeg har kæmpet i så lang tid og jeg har virkelig min tvivl om jeg nogen siden kan får det anderledes end som det er nu?? Hvad er det egentlig jeg kæmper for?? Er der noget for mig at kæmpe videre for – eller er det meningen at jeg skal leve sådan her resten af mit liv, styrret af tanker hele tiden??

Jeg kan slet ikke kontrollere noget af noget for tiden føler jeg.
Må ikke spise, må heller ikke drikke, SKAL motionere selv om jeg nogen gange er på grænsen til at falde om, skal presse mig selv i skolen, skal presse mig selv til at tage en maske på og lade som om, skal være der for andre, skal glemme og gemme mig og mine følelser væk og KUN adlyde tankerne/stemmerne.

Tilbage til det med UMS – jeg har ikke så meget lyst til at være i ums fordi jeg er bange for hvis de nu en dag siger at jeg ikke må komme mere, hvis ikke jeg må komme i UMS så ved jeg ikke hvor jeg skal gøre af mig selv.

Årh mig hjerte banker der ud af, tårerne presser på og tanker skriger i mit hoved. Jeg har mest lyst til at hoppe ud af mig selv og løbe langt langt væk fra mig selv og aldrig mere komme tilbage.
Tankerne om at skære brager løs i mit hoved, min hænder ryster og hele min krop føles underlig.

Årh hvad skal jeg gøre…………………..??????????????????????

Kan snart ikke mere..

Det hele bliver snart for meget, jeg kan ikke mere snart.

De sidste par dage er det hele gået ned af bakke, mine tanker bliver værre og værre og jeg bliver mere og mere ked af det. Mine tanker køre rundt i hoved på mig og jeg kan snart ikke holde det ud mere.

Skære, motionere, ingen mad, opkasterninger, vægt, udseende, nedkørelse og så forefra igen.

Her til aften kunne jeg ikke længere holder tankerne tilbage og da jeg havde spist i ums så jeg mig tvunget til at gå op og kaste op. Det er længe siden jeg sidste har kastet på og det var bestemt ikke nogen rar oplevelse, men jeg så mig tvunget til det. Mens jeg var der oppe på toilette fik jeg det rigtig dårligt fysisk, jeg blev vildt svimmel og begynde at ryste rigtig meget, da jeg rejste mig op, snorede alt rundt, og jeg troede at jeg var ved at besvimme. Tanken om hvis jeg besvimme skræmte mig først, men mest fordi jeg blev bange for at hvis jeg besvimme, at jeg så bare kom til at ligge der og ingen vidste det. Og var bange for at dem der var nede uden ikke opdagede at jeg ikke kom tilbage, tænk nu hvis jeg så bare kom til at ligge der.

Jeg ryster stadig  rigtig meget, har svært ved at holde fokus og koncentrerer mig. det hele køre rundt i mit hoved og tankerne om at gå ind og skærer bliver stærkere og stærkere.

Jeg skal til hobæk på onsdag, der skal jeg både til Charlotte og Rikke. Rikke har jeg ikke noget imod at skulle ind til, men jeg vil ikke ind til Charlotte, jeg vil ikke snakke med hende og jeg vil ikke vejes, jeg VIL IKKE. Jeg synes det er så uretfærdigt at jeg skal op på den vægt.

Overvejer virkelig at købe mig en vægt, så jeg kan holde øje med vægten hjemme fra. Er så bange for at jeg har taget på. Tænk hvis jeg har taget på, det vil jeg slet ikke kunne holde ud hvis jeg har.

Hvor og hvad jeg skal gøre af mig selv. Tårerne triller ned af mine kinder, ryster, har svært ved at få luft.

Kan snart ikke mere, det er et stykke tid siden jeg har haft det som jeg har nu, er så ked af det, kan slet ikke holde op med at græde. Det gør så ondt inden i :(