Min kamp....

Hvordan er det at leve en spiseforstyrrelsen anoreksi?

Hvorfor har du en spiseforstyrrelse?

Hvad er en spiseforstyrrelse?

Hvorfor spiser du ikke bare? Det er jo en naturlig ting!

Hvorfor skader du dig selv, ved at skære dig selv?

Hvad er det der gør så ondt at du må skade dig selv?

Hvorfor lader du ikke bare være eller slår i puden i stedet?

Hvordan startede det?


Dette er bare nogen af de spørgsmål jeg i mange år er blevet stillet. Ikke alle spørgsmål findes der er præcis og konkret svar på og det vil tage lang tid at forklare og det kan være svært for omverden at forstå hvorfor nogen piger og i få tilfælle også drenge vælger at sulte sig selv eller hvorfor mange piger skære i sig selv.


Jeg vil prøve at give en indsigt i en piges liv, der som 16 årig fik anoreksi og som 17 årig begynde at skære i sig selv. Idag ca 8 år efter sygdommen begyndte at vise sig, kæmper jeg stadig med sygdommen anoreksi og min selvskade.



Dette er et forsøg på at give en del af omverden et indblik i mit liv der er præget af mad, motion, selvskade, tanker, følelser, hverdag, behandling, diagnoser, indlæggelser, familie, venner osv.


Stil gerne spørgsmål, besvare så godt som jeg kan og kan overskue..


20. marts 2013

Pis og lort...

Her til aften skete det, det har været under vejs i et par dage eller nok lidt mere.
Jeg har fået udgang og har derfor været en tur oppe i byen idag, og da jeg var det kom stemmerne rigtig meget frem og jeg havde svært ved at styrer dem. De sagde jeg skulle købe knive så jeg kunne skade mig selv, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre og uden at tænke over det købte jeg dem. Jeg handlede udelukket på stemmerne, det var som om jeg var fanget i mig selv og jeg ikke kunne komme ud det var rigtig ubehageligt.

Da jeg kom tilbage gemte jeg knivene og da jeg blev spurgt om jeg havde købt noget jeg ikke måtte løg jeg og svare at det havde jeg selvfølgelig ikke. Jeg havde det så dårligt med at lyve men stemmerne fik mig til det.
Og her til aften skete det så, jeg var selvskadenden i en grad der faktisk gjorde mig en lille smule bange. Jeg var frygtelig bange for at fortælle det til nogen, men måtte til sidst bide i det sure æble og gå til min kontaktperson og fortælle det.

Det har nu resulteret i at der først kom to læger og kiggede på mig, de besluttede så at jeg skulle sendes til nykøbing med personale for at blive syet, vi satte os til at vente på transporten, men inden den kom, kom der en ny læge og hun sagde hun kunne sy det, så det gjorde hun. de var ikke mindre end 3 på min stue undervejs. Men selv om jeg synes det var mange og ikke særlig rart at ligge der på den måde, så var de nu meget søde og venlige.

Efterfulgt er mit værelse blevet gennemsøgt og de har taget en del af mine ting. Jeg er dog ikke helt enig med dem i det som de har taget, men jeg har ikke noget valg. Heldigvis har jeg fået lov til at beholde både min computer og mobil så det er rart.

Nu tror jeg ikke det vare længe før jeg vil gå i seng, synes det har været en lang dag, men endnu længere aften. Er træt i mit hoved, men er bange for at ligge mig til at sove, hvorfor ved jeg ikke helt.

Jeg har lovet at komme til min kontaktperson hvis der bliver noget, så det må jeg virkelig anstrenge mig for at gøre også selv om det ikke er særlig rart at skulle lukke nogen ind.

1 kommentar:

  1. jeg synes du er kommet langt hvis du begynder at snakke men en om din problemer så fylder de ikke så meget i din dag det er noget jeg selv gør og det har hjulpet mig jeg tror også det ville hjælpe dig

    SvarSlet