Min kamp....

Hvordan er det at leve en spiseforstyrrelsen anoreksi?

Hvorfor har du en spiseforstyrrelse?

Hvad er en spiseforstyrrelse?

Hvorfor spiser du ikke bare? Det er jo en naturlig ting!

Hvorfor skader du dig selv, ved at skære dig selv?

Hvad er det der gør så ondt at du må skade dig selv?

Hvorfor lader du ikke bare være eller slår i puden i stedet?

Hvordan startede det?


Dette er bare nogen af de spørgsmål jeg i mange år er blevet stillet. Ikke alle spørgsmål findes der er præcis og konkret svar på og det vil tage lang tid at forklare og det kan være svært for omverden at forstå hvorfor nogen piger og i få tilfælle også drenge vælger at sulte sig selv eller hvorfor mange piger skære i sig selv.


Jeg vil prøve at give en indsigt i en piges liv, der som 16 årig fik anoreksi og som 17 årig begynde at skære i sig selv. Idag ca 8 år efter sygdommen begyndte at vise sig, kæmper jeg stadig med sygdommen anoreksi og min selvskade.



Dette er et forsøg på at give en del af omverden et indblik i mit liv der er præget af mad, motion, selvskade, tanker, følelser, hverdag, behandling, diagnoser, indlæggelser, familie, venner osv.


Stil gerne spørgsmål, besvare så godt som jeg kan og kan overskue..


18. marts 2013

lorte dag

idag da jeg vågnede troede jeg dagen idag ville blive en god og dejlig dag, men sådan gik det bare slet ikke. Lige nu har jeg allemest lyst til at skrig højt og sætte mig ned og græde, men lige meget hvor meget jeg kæmper for at få tårerne frem så er det som om de ikke vil.

Det startede med at jeg lige inden massage fik af vide at værkstedet idag var lukket grunder sygdom, jeg kan ikke med de pludselig beskeder og det ved de også godt, hvorfor helvede gør de det så, det slog mig helt ud, men var min kontaktperson at finde, nej det var hun selvfølgelig ikke for hun var til noget med en anden patient, hvilket også er helt fint, men kunne jeg så snakke med en af de andre på afdelingen, nej da skulle snakke med min kontaktperson. Jeg ventede 2 timer på at komme til at snakke med hende og da jeg endenlig fik en snak med hende varede den i under 5 min og hun var bare fuld af plader efter min mening.

Så var jeg til samtale ved psykologen det gik nogenlunde, fik lov til at få udgang i 2 timer. Så jeg skulle da en tur i netto efter en cola. Skulle sige når jeg gik og når jeg var tilbage, det var rigtig svært at være i netto og stemmerne var meget kraftige, de ville have mig til at købe piller, spurgte også efter dem men købte dem ikke, de ville også have min til at købe baberblade, og jeg havde dem ogå i hånden men da en mand kiggede på mig skynde jeg mig at ligge dem tilbage, hele vejen hjem græd jeg og jeg ledte desperart efter nogen jeg kunne skade mig selv med, men der var ikke noget.
Jeg græd hele vejen tilbaget il afdelingen, da jeg kom tilbage var min kontaktperson igen ikke til at finde og jeg fik derfor slet ikke sagt jeg var tilbage før en time senere. Men jeg fik heller ikke snakke med nogen om hvordan turen var gået, jeg følte mig i den grad overladt til mig selv og lige gyldig.

Så har vi været over og spille badminton, jeg gav mig 100% idag mere end jeg egenligt burde. Var så svimmel med blev ved med at spille.

På vej tilbage til afdelingen snakkede jeg kort med en studerende og hun ville sende min aften kontaktperson ind til mig, hun kom så først da vi skulle spise, hun ville have jeg gik med ned og fik noget mad, jeg havde det af helved til mens jeg sad dernede. Så nu er jeg gået tilbage til værelset.
De kan rende mig alle sammen, gider ikke være her mere, jeg vil hjem!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar