Min kamp....

Hvordan er det at leve en spiseforstyrrelsen anoreksi?

Hvorfor har du en spiseforstyrrelse?

Hvad er en spiseforstyrrelse?

Hvorfor spiser du ikke bare? Det er jo en naturlig ting!

Hvorfor skader du dig selv, ved at skære dig selv?

Hvad er det der gør så ondt at du må skade dig selv?

Hvorfor lader du ikke bare være eller slår i puden i stedet?

Hvordan startede det?


Dette er bare nogen af de spørgsmål jeg i mange år er blevet stillet. Ikke alle spørgsmål findes der er præcis og konkret svar på og det vil tage lang tid at forklare og det kan være svært for omverden at forstå hvorfor nogen piger og i få tilfælle også drenge vælger at sulte sig selv eller hvorfor mange piger skære i sig selv.


Jeg vil prøve at give en indsigt i en piges liv, der som 16 årig fik anoreksi og som 17 årig begynde at skære i sig selv. Idag ca 8 år efter sygdommen begyndte at vise sig, kæmper jeg stadig med sygdommen anoreksi og min selvskade.



Dette er et forsøg på at give en del af omverden et indblik i mit liv der er præget af mad, motion, selvskade, tanker, følelser, hverdag, behandling, diagnoser, indlæggelser, familie, venner osv.


Stil gerne spørgsmål, besvare så godt som jeg kan og kan overskue..


16. marts 2013

En tanke...

Jeg har gået og tænkt idag, ihh altså tillykke med præmieren!!!  Ej spøg til side..

Nu hvor jeg er indlagt har jeg jo en masse tid og vil sige det meste af den tid den går med at tænke på alle mulige ting, men der er særlig en ting der har gået mig på idag.

Jeg har idag været rigtig plaget af min skizofreni, men jeg har bare ikke rigtig fået det sagt til nogen, tror ikke de andre har lagt mærke til det og ved personalet ikke har, men jeg sidder nu tilbage med en følelse af at jeg burde sige det til nogen. Men samtidig sidder jeg også tænker jeg kan jo bare vente til mandag hvor jeg alligevel skal snakke med psykologen og så fortælle hende det.

Jeg har følt mig forfulgt idag, det er en rigtig grim følelse og jeg har vendt mig om mindst 100 gange idag for at se om der var nogen bag mig. Men jeg tør ikke sige det til nogen, for det er jo lidt mærkeligt at have det sådan, for der er jo ikke nogen, men hvorfor føler jeg det så. Jeg bliver bange og nervøs når jeg har det sådan, det er bestemt ikke rart.

Det at jeg høre stemmer er jeg ved at have vendet mig til, men denne følelse af at nogen er bag mig hele tiden, er virkelig svær at håndterer synes jeg. Jeg føler mig mærkelig og underlig.

Imorgen kommer mine forældre og min lille hund, så jeg håber meget at det har ændret sig bare en lille smule til imorgen. Har ikke lyst til at snakke med mine forældre om det, for de vil alligevel ikke kunne forstå det, så tror bare jeg holder det for mig selv ind til videre. Og så snakker med psykologen på mandag i stedet. Måske skulle jeg skrive ned hvad det er jeg gerne vil sige til hende, det kunne jeg jo gøre imorgen når mine forældre har været her.

Nu vil jeg snart ligge mig til at sove, har rigtig ondt i mit hoved, er egentlig slet ikke træt, men mit hoved gør virkelig ondt så vil se om jeg ikke kan sove det væk, det kunne være rart. og så håber jeg på at jeg kan sove længe i morgen tidlig og ikke vågne kl 6.30 imorgen tidlig.

Godnat derude, må alle sove godt, trygt og rart :)

2 kommentarer:

  1. Hej, jeg vil bare sige, at jeg kæmper også med skizofreni...og jeg kender til det at være paranoid...og også at føle sig lidt dum fordi en lille del af en godt ved det er lidt skørt, når nu der ikke er nogen bag en... Men tror du ikke det kommer til at fylde mere indeni, når du går med det alene? Jeg ved fra mig selv, at det kan føles som en stor lettelse, og næsten hjælpe så meget at det blir til at bære, når man får det ud... Måsken en god ide at skrive det ned du vil sige til psykologen, så kan du måske parkere det lidt der, til på mandag....noget af det som kan skræmme mig meget ved den her sygdom er,, hvis jeg går med det alene, blir det værre..og jeg ender med at blive bange for mig selv, bange for at være i mig selv...og bange for at det løber af med mig... Har du stemmer hele tiden, og hvordan har du læsrt at leve med de er der? mine stemmer er der mest i perioder...og jeg synes det er meget invaliderende. kram Kamelia

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kamelia

      Jeg fik min skizofreni diagnose for ca et halv år siden så det er stadig nyt for mig, men jeg synes det bliverletter at leve med for hver dag, og jo mere læring jeg får om sygdommen jo bedre takler jeg det synes jeg. Det er stadig rigtig svært for mig i perioder at håndterer det, men det er fordi det stadig er så nyt. Jeg har hørt stemmer længe jeg har bare aldrig sagt det til nogen, da jeg har troet folk ville grine af mig.
      Jeg høre stemmer hele tiden, hele dagen. Det kan være rigtig svært at koncentrerer sig om ting i længere tid når stemmerne er der hele tiden. Nu får jeg dog noget medicin som dæmper dem lidt hvilket er rart, men faktisk også lidt mærkeligt, for det er næste underligt når de ikke er der, nu har jeg været vant til at de har været der så lang tid, så når de pludselige ikke er der, selv om det måske kun er 5 min så er det rigtig mærkeligt.

      Jeg håber du får noget hjælp og læring i sygdommen det har i hvert fald hjulpet og hjælper mig rigtig meget.
      Og du har helt ret hvis man går med det selv bliver det værre, det er klar det bedste at snakke med nogen om det. Mit problem er at stemmerne siger jeg ikke må sige det til nogen så det er det jeg bla kæmper med.

      Kram mette

      Slet